ArtiklerGuides og tips

GUIDE: 10 dejlige dykkerure til mellem 4.000 og 7.000 kroner

Dykkeruret er den mest populære type af ur. Det ser godt ud, det er hårdført og det kan bæres i mange situationer. Men dykkerurets popularitet gør også, at det kan være en jungle at finde frem til det helt rette dykkerur til din smag og præferencer – og ikke mindst pris. I denne guide har jeg samlet ti gode bud på dejlige dykkerure i prisklassen 4.000 kr. til 7.000 kr.

Certina – DS Action Diver Ceramic -6.000 – 7.000 kr.

Med en historie, der strækker sig tilbage til år 1888 er det Schweiziske urmærke Certina en sværvægter inden for prisvenlige ure af god kvalitet. Certina er i dag en del af Swatch Group og dermed i familie med mærker som Longines, Omega og Hamilton. Det betyder, at Certina kan få masseproduceret gode komponenter til fordelagtige priser og dermed holde priserne nede.

Til denne guide har jeg valgt DS Action Diver i 43 mm diameter og med keramisk lynette. Jeg har selv ejet uret i den grønne version, så jeg kan skrive under på kvaliteten. Hvis man undersøger markedet, kan man finde dette ur et sted imellem 6.000 kr. og 7.000 kr. Brugt kommer prisen under 6.000 kr. For det beløb for man et fint konstrueret dykkerur med 300 meters vandtæthed, automatisk Powermatic 80 værk med 80 timers gangreserve, god lume, en stållænke med indbygget dykkerforlægning i spændet, safirglas og keramisk lynette.

Billede fra Certina.com

Så med dette ur får man alle de moderne fornødenheder uden at sprænge banken, og man kan vælge imellem mange forskellige farver og også en version bygget i letvægts titanium – den regulere version er bygget i kirurgisk stål.

Billede fra Certina.com

Uret er i den større ende med 43 mm i diameter og cirka 50 mm i længde. Er man til mindre ure kan man vælge 38 mm versionen, der er billigere men er uden keramisk lynette.

Mido – Ocean Star Tribute – 5.000 til 6.000 kr.

Billede fra Midowatches.com

Mido er et Schweizisk mærke med historie tilbage til 1918. I dag er mærket ejet af Swatch Group, så Mido kan få adgang til komponenter til gode priser – det holder priserne på deres ure nede.

Mido er som mærke ikke særligt kendt på vores breddegrader, men især i Asien er det er kæmpe urmærke. Så du har chancen for at gå med et ur, som du ikke vil se ofte på håndleddet af andre, når du går en tur på stranden. Jeg har valgt Ocean Star Tribute i en 42 mm diameter og med Midos topkvalitet tropic gummirem.

Man kan finde dette dykkerur, der huser et Powermatic 80 automatisk urværk med 80 timers gangreserve, til en pris mellem 5.000 kr. og 6.000 kr. Det er bare at undersøge markedet, og så dukker de gode priser op. Det, der især gør dette heritage dykkerur specielt er urskiven, der er lavet en smukt graduret farve – i stil med den eksklusive skivefarvelægning fumé.

Billede fra Midowatches.com

Man får med Ocean Star Tribute virkelig det bedste fra både vintageure og moderne ure. Uret ser ældre ud end det er, men der er ikke noget med fake lume osv. Kassen er lavet i kirurgisk stål, holder 200 meters vandtæthed og lynetten er produceret i aluminium, hvilket er det rette valg når der er tale om en heritage ur. I tråd med vintage dykkerure får man også både dag og dato-komplikationen. Uret fås i en række farver og med forskellige lænker, og du kan også finde mere moderne udtryk af Ocean Star, hvis ikke vintage-inspirationen er noget for dig.

Peren – Nera Rogue X – 5.000 kr.

Billede: Perenwatches.com

Der findes utallige mikromærker inden for ure; især dykkerure er en urtype, som mange små urproducenter har kastet sig over. Et ur, der virkelig har imponeret mig er Nera Rogue X fra det lille Schweiziske Peren Watches. For cirka 5.000 kroner får man et lidt anderledes tag på det klassiske dykkerur, hvilket især skyldes efterbehandlingen af urkassen i 316L rustfrit stål. Peren har sandblæst urkassen, så den får et mere råt og militært udtryk. Uret måler 39 mm, så det er en fin størrelse til en hverdagsdykker. Lynetten er PVD-behandlet i et lidt råt sort materiale, der giver en flot kontrast til urkassen.

Billede: Perenwatches.com

Man kan købe uret i flere forskellige versioner med forskellige lænker og remme, men den største forskel er lynetteindlægget, hvor man kan vælge et 12 timers indlæg så man kan følge to tidszoner eller et klassisk dykkerursindlæg. Uret drives af et Schweizisk Sellita SW-200 urværk, så selvom uret kommer fra et lille mærke kan enhver urmager servicere uret.

Uret holder 200 meters vandtæthed og har en forstørret krone, så det er meget nemt at indstille tid og dato. På grund af urets design og størrelse kan man virkelig anvende uret i mange situationer, og man kan købe lidt ekstra remme, så det kan ham alt efter begivenhed og temperament.

Seiko – Prospex SPB143 – 7.000 kr.

Billede: Seikowatches.com

Der sker heldigvis meget på ur-fronten udenfor alpelandet Schweiz. Japan er en kæmpe urproducent via mærker som Seiko, Grand Seiko og Citizen. Til denne guide kommer Seiko Prospex SPB143 flot ind på listen, da det er et yderst vellykket heritage dykkerur, der trækker på referencer tilbage fra Seikos fortid og japanernes første dykkerur fra 1965.

SPB143 rammer næsten plet på alle parametre; 40,5 mm i diameter, inhouse Seiko-værk med 70 times gangreserve, safirglas, opdateret længe og den klassiske vanvittige Seiko-lume, der gør uret selvlysende i mørket. Med en pris på cirka 7.000 kr. fra ny og 5.500 – 6.000 kr. brugt er det et godt bud på et herligt sommer-ur, som også kan klædes på med NATO-remme, gummiremme og også læderemme.

Billede: Seikowatches.com uret fås i flere farver. Her det brunlige SPB145.

Uret er det perfekte prisvenlige valg, hvis du ønsker dig et alsidigt dykkerur der på mange måder opsummerer Seikos mange, mange dykkerure gennem tiden. Vær opmærksom på, at uret bæres lidt højt på armen, men det må et dykkerur gerne.

Billede: Seikowatches.com her er det SPB147 med gummirem og brun skive.

Doxa – Sub 200 – 6.000 – 7.000 kroner

Billede: Time & Crown.

Doxa er et legendarisk urmærke, der især et kendt for det yderst robust Sub 300 dykkerur. Men skal det være lidt mere alsidigt er Sub 200 er super valg. Uret måler 42 mm, men det bæres mindre på håndleddet på grund af det meget korte horn. Man kan vælge imellem intet mindre en seks forskellige farver; skal det være meget friskt, så er gul, turkis eller orange de friske valg. Det kan også blive mere alsidigt, så uret kan bæres både sommer og vinter, hvis man vælger sort, blå eller hvid.

Uret holder 200 meters vandtæthed, har safirglas, kommer på enten riskornslænke eller gummirem og indeni sidder et Sellita SW-200 automatisk værk med 38 timers gangreserve. Jeg har ejet uret i den blå version på riskornslænken, og det var utroligt komfortabelt på håndleddet. Spritnyt koster uret mellem 7.000 og 8.000 kr., men kigger man på brugtmarkedet kan det købes for cirka 6.000 kr.

Doxa Sub 200 giver muligheden for at få et legendarisk urmærke på armen og samtidig få et dejligt ur af høj schweizisk kvalitet.

Hamilton – Khaki Navy Scuba – 4.500 kr.

Billede: Hamiltonwatch.com

Hamilton kan ikke kun producere prisbillige dress- og sportsure. Det schweiziske urfirma, der er ejet af Swatch Group, har i Khaki Navy Scuba en kollektion af automatiske dykkerure til fornuftige penge. De billigste jeg har set i onlineshops indenfor EU koster cirka 3.800 kr., men man skal nok op på 4.500 – 5.000 kr. for at finde de fleste muligheder. Brugt er dette ur, der måler 40 mm i diameter, har safirglas og automatisk Powermatic 80-værk endnu billigere.

Man kan finde uret i adskillelige farver og med stållænke, gummirem eller på NATO-rem, så der er noget for enhver smag. Med sin klassiske størrelse kan Hamilton Khaki Navy Scuba sagtens bruges til mange forskellige formål. Ønsker man at dykke er det intet problem, da uret er vandtæt til 100 meter. Til seriøs dykning er 100 meters vandtæthed ikke voldsomt, men dykker du ved stranden – f.eks. ved snorkling – er det helt fint.

Billede: Hamiltonwatch.com

Uret er en del af Hamiltons design “Khaki”, der er ure designet med inspiration fra de ure som Hamilton leverede til den amerikanske hær blandt andet under anden verdenskrig. Man ser derfor også 13 til 24 timerne markeret på indersiden af urets skive.

Billede: Hamiltonwatch.com

Citizen – Promaster Super Titanium Diver – 4.500 kr.

Billede: Citizenwatch.com

En tur til Japan og en af verdens, hvis ikke verdens største, producent af ure. Japanske Citizen producerer millioner af ure og urværker hvert år. Et af de mest omtalte dykkerure fra den japanske mastodont er Citizen Promaster Super Titanium, der som navnet afslører er bygget i letvægts titanium. Uret er vandtæt til 200 meter og tikker ved hjælp af Citizens inhouse-værk caliber 9051. Værket har 42 timers gangreserve og slår ved fire hertz, men det mest interessante ved urværket er, at Citizen har lavet det ekstra modstandsdygtigt over for magnetisk påvirkning.

Billede: Citizenwatch.com

Der er fire valgmuligheder med dette ur, der har safirglas og Citizens dura tech belægning på urkassen, hvilket gør det ekstra modstandsdygtigt over for irriterende ridser. Man kan vælge enten sort eller blå og så kan man enten vælge titanium lænke eller gummirem. Til en pris på cirka 4.500 – 5.000 kr., hvis man kigger sig godt omkring, er der virkelig meget ur og historie i denne dykker.

Billede: Citizenwatch.com

Squale – 1545 – 6.000 kr.

Billede: Squale.ch

På fransk hedder en haj squale – deraf det legendariske dykkerurmærke Squales navn. Tidligt i sin levetid leverede Squale blandt andet urkasserne til en række andre urproducenter; herunder Blancpain, TAG Heuer og Doxa. Men selvom Squale startede i 1960 skulle man helt frem til 1974 før man begyndte at producere egne dykkerure. Siden er mærket blevet lidt af en kultklassiker – og inden for relativt prisbillige dykkerure er Squale svære at ignorere.

Billede: Squale.ch

Jeg har valgt Squale 1545, der er en kollektion af mere maskuline og moderne dykkerure. I denne kollektion kan man vælge imellem et sort eller et blåt moderne dykkerur med 300 meters vandtæthed, schweizisk Sellita-værk, safirglas, stållænke og med sine blot 40 mm i diameter er 1545 en perfekt størrelse til både dykning og cocktails om aftenen.

Designet er ikke voldsomt originalt, men mange urproducenter er i deres designs stærkt inspireret af Blancpain, Omega, Rolex og Seiko. Den samlede pakke er virkelig fin for pengene, og uret kan købes direkte fra Squale for cirka 6.000 kr. Man kan også shoppe lidt rundt og finde det en smule billigere.

Dryden Watch Co. – Pathfinder – 4.500 kr.

Billede: Drydenwatchco.com

En tur over Atlanten til USA, hvor vi finder denne guides mindste urproducent i Dryden Watch Co. Urmærket er et enmandsselskab, hvor ejeren designer og producerer prisbillige kvalitetsure. Til denne guide har jeg valgt Drydens dykkerur Pathfinder, der er et meget fint eksempel på et stilrent design, hvor uret er bygget med moderne komponenter og hvor uret er et super allrounder-ur, der kan bruges til mange begivenheder.

Billede: Drydenwatchco.com

Pathfinder-kollektionen er ret bred, så man kan finde en række variationer. For eksempel kan man vælge mellem blå, sort eller hvid urskive. Man kan vælge mellem keramisk lynetteindlæg eller stålindlæg, stållænke eller gummirem og så kan man vælge uret med eller uden dato. Mit valg er faldet på den blå version på stållænke uden dato. Med sine 41 mm i diameter er uret den helt perfekte størrelse, og da uret kun er 11,8 mm tykt er bærekomforten meget fin.

Billede: Drydenwatchco.com

Uret tikker løs ved hjælp af et Citizen Miyota 9039, der er en automatisk værk, som tikker i fire hertz. Det er vandtæt til 200 meter og har safirglas. Bemærk, at uret skal bestilles hjem, så der pågår 30 procent moms plus gebyr. I den billigste version lander uret på cirka 4.500 kr. – selv har jeg købt et brugt eksempler for cirka 3.500 kr.

Lorier – Neptune Series IV – 4.500 kr.

Billede: Lorierwatches.com

Og til rosinen i pølseenden i denne guide – den tiende anbefaling er guidens andet microbrand. Lorier Watches fra New York, USA, har opnået stor succes med deres klassiske og rene vintage-designs. Den største succes er dykkeruret Neptune, der nu er i sin fjerde serie – hver serie indeholder kun et vist antal ure, og i hver serie forbedres små detaljer. Jeg har valgt Neptune helt rent med ingen dato og i et look, der godt kan sende tanker henimod Tudor Black Bay 58. Modellen er især blevet populær på grund af urkassens design og den forstørrede krone, der giver uret et meget vintage-inspireret look.

Billede: Lorierwatches.com

Man får et ur i en meget behagelig 39 mm diameter urkasse. Uret tikker løs med et Citizen Miyota 90S5, der er et fire hertz urværk med 42 timers gangreserve. Personligt er jeg kæmpe fan af de prisvenlige, men virkeligt solide 90-serie urværker fra Miyota – de har aldrig skuffet mig. Uret kommer på en stållænke og holder 200 meters vandtæthed, så det er bare at hoppe i bølgerne blå med uret solidt fastsat på håndleddet. For at give uret det helt varme vintage udseende har Lorier valgt hesalit plastik krystal, hvilket er en super valgt til denne type ur, da denne type glas giver en fantastisk varm glød. Det ridser lettere men til gengæld kan du selv fjerne ridserne. Uret koster rent faktisk kun 3.500 kr., men med påregnet 30 procent told koster det cirka 4.500 kr., når tolderne har haft sine svedige hænder på dit nye Lorier.

Disclaimer: Denne guide er udelukkende baseret på forfatterens egne ideer, erfaringer og anbefalinger. Ingen urproducenter har betalt for at være med på listen, og jeg ved, at der er mange, mange gode kandidater, som ikke er kommet med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!