Singer genopliver legendarisk kronograf urværk i to nye Heritage V72: Gamle Valjoux 72 uværker i nye klæder
Singer elsker de gamle designs og de klassiske og legendariske urværker. Det sætter det amerikansk-schweiziske urmærke tyk streg under med den nye Heritage V72 duo af mekaniske kronografer. Singer bruger nemlig gamle Valjoux 72 urværker.
Når man siger Singer falder tankerne måske mest på bedstemors solide symaskine fra det amerikanske symaskinebrand af samme navn.
Men Singer, der også kalder sig Singer Reimagined, udspringer ikke af symaskineproducenten. Dog er Singer delvist amerikansk og udspringer af Singer Vehicle Design, der er en californisk virksomhed, som restaurerer gamle Porsche.
Biler og ure er tæt forbundne, så det giver god mening, at den amerikanske bilvirksomhed slog pjalterne sammen med designeren Marco Borraccino og skabte det schweiziske urmærke Singer.
Nu vækker Singer i en interessant duo af kronografer det legendariske schweiziske urværk Valjoux 72 til live.

Singer Heritage V72 kombinerer nyt med gammelt. Urenes materialer er nye, og designet er dejligt rent og funktionelt. Men urenes hjerte banker ved hjælp af de forlængst afdøde Valjoux 72 urværker.
Det originale Valjoux 72 blev produceret fra 1938 og frem til omkring 1974. Det blev gradvist afløst af nyere Valjoux-kalibre, især Valjoux 7750, som blev introduceret i 1973.
Singer har opstøvet et parti Valjoux 72 new old stock urvæker, som er blevet restaureret og modificeret til nu at hedde kaliber SG7201.


Det er en virkelig spændende idé og udførsel. På den måde bliver et urværk, der har været forsvundet i 50 år ny vakt tilbage til livet. Det er også en interessant at skabe reelle retroure, men i moderne indpakning og tilpasset med alle dagens fremmeste urmagerkundskaber.
Urværket, som består af 166 dele, byder på 44 timers gangreserve, og det tikker med 18.000 vibrationer i timen. Funktionelt byder urværket på små sekunder, 30-minutters tæller og 12-timers tæller.
Urene har safirglas på begge sider – naturligvis – så man kan se det smukke urværk. Og urene holder 50 meter vandtæthed.


Det nye Singer Heritage V72 kommer i to varianter; en model i stål og en model i guld. Begge ure kommer på læderrem. Designet er rent og funktionelt, og jeg kan godt lide, at Singer ikke har skabt et meget gammeldags urskivedesign. Den riflede ring yderst på urskiven er virkelig flot og anderledes.
Det er også et friskt pust med de orange visere, der er fyldt med Super-Luminova. Urkasserne har både polerede og børstede overflader.


Urene måler 38,8 mm x 13,25 mm. Singer oplyser ikke længden. Men et bud er 45-46 mm.
Prismæssigt ligger stålvarianten på 23.000 schweizerfranc svarende til cirka 183.000 kr. og guldvarianten koster 358.000 kr. Så man får lov til at betale for de gamle restaurerede Valjoux 72 urværker.
Læs mere om urene på Singers hjemmeside.







