Sellita introducerer SW-200 urværket i ny version på steroider: Opdateret til 65 timers gangreserve
38 timer bliver nu til 65 timer i det ny Sellita SW-200-2 Power+ automatiske urværk fra schweiziske Sellita. Urværkproducenten præsenterer nu en længe ventet kraftig opgradering af det populære urværk.
Engang var det foretrukne generiske schweiziske automatiske urværk ETA-2824, når alverdens urmærker skulle udstyre sine ure med et bundsolidt og driftssikkert automatisk urværk.
ETA, der er ejet af Swatch Group, valgte dog fra i starten af år 2000 at begrænse adgangen til sine urværker for urproducenter udenfor Swatch Group. Det banede vejen for Sellita, der fra cirka 2003 introducerede ETA-2824 klonen Sellita SW-200.
Dermed blev Sellita det foretrukne generiske valg inden for mekaniske schweiziske urværker. Anno 2026 bruger alverdens store og små urmærker især Sellita SW-200 urværket.
Men med blot 38-41 timers gangreserve er SW-200 sakket bagud til andre schweiziske producenter som Soprod og La Joux-Perret. Og så er Ronda, der ellers er mest kendt for kvartsurværker, begyndt at producere automatiske urværker.
Nu kommer Sellitas modsvar i form af SW-200-2 Power+.

Sellita har især med SW-200-1 urværket opnået stor kommerciel succes, da værket er simpelt, driftssikkert og nemt at servicere. Dermed har dette urværk overtaget tronen fra ETA-2824.
Dog er utilfredsheden stille og roligt begyndt at lure hos både urentusiaster og urproducenter, for anno 2026 er 38 timers gangreserve for lidt. Mange af de store urmærker har nemlig gjort 60+ timers gangreserve til standard. Blandt andet tilbyder Rolex og Tudor 70 timers gangreserve som standard.
Men nu kommer Sellitas modsvar for ikke at miste popularitet. Sellita SW-200-2 Power+ byder nemlig på 65 timers gangreserve, dermed kommer Sellita op på ganghøjde med konkurrenterne og kundernes forventninger.

Der er i høj grad tale om en forbedring og opgradering og ikke en komplet nybygning af SW-200 urværket:
- Samme mål som SW-200-1 med en højde på 4,6 mm og en diameter på 25,60 mm
- Opdateret optrækning så der opnås 65 timers gangreserve
- 28.800 vibrationer i timen
- Datokomplikation
- Opgraderet Incabloc chok-system
- Ændringer i farver for, at urmagere nemmere kan adskille SW-200-1 og Power+
- Et nyt reguleringssystem, så urværket er mere robust og præcist

I standardudgaven kommer urværket med cirkulær børstning på broerne, varmebehandlede blå skruer og Geneve-striber på rotoren.






