ArtiklerNyheder

Seiko lancerer nyt SKX sportsur og udvider Prospex Sea GMT med hvid version

Seiko fortsætter med nye lanceringer af sportsure indenfor samlingerne af 5 Sports SKX og de mere luksuriøse Prospex SEA GMT med fem nye modeller.

Et af de bedste budgetdykkerure var Seiko SKX, der var et hårdført, simpelt og meget prisvenligt dykkerur med 200 meter vandtæthed. Uret har på trods af, at det i dag virker en smule gammeldags, opnået kultstatus i blandt ursamlere.

Men den japanske urproducent lagde SKX i graven 2019 og erstattede det med “5KX” 5 Sports ure. Disse ure er dog ikke reelle dykkerure ligesom SKX, da de kun holder 100 meter vandtæthed.

De nyere 5KX lignede da heller ikke 1:1 SKX-modellerne. Det råder Seiko nu bod på efter seks år med fire nye 5 Sports SKX.

SKX Series 5 Sports SRPL89. Billede: Seiko.

De fire nye SKX Series 5 Sports tager skridtet hen imod, at efterligne designet af SKX dykkerurene med både urkassen, viserne og day-date-komplikationen klokken tre.

Seiko SKX009. Billede: Seiko.

De fire nye modeller dækker over fire farvevalg samt gummirem eller lænke:

  • SRPL83 blå urskive og stållænke
  • SRPL85 sort urskive og stållænke
  • SRPL87 gul urskive og sort gummirem
  • SRPL89 orange urskive og sort gummirem

Ser man bort fra urskivernes farve og valget imellem gummirem og stållænke, så er urene helt ens i dimensioner, materialer, specifikationer og urværk.

SRPL83. Billede: Seiko.

Urene måler 42,5 mm i diameter, 13,9 mm i højden og 46 mm i længden. De er bygget i 316L stål og har Hardlex mineralglas.

Urene holder 100 meter vandtæthed og har Seikos fremragende lumibrite lume. Alle modellerne er udstyret med en day-date-komplikation klokken tre – præcis som de originale SKX.

SRPL87. Billede: Seiko.

Urene holder kun 100 meter vandtæthed, hvilket er en af årsagerne til at mange ikke har taget de nyere 5KX til sig på samme måde som SKX. I urene sidder Seikos inhouse 4R36 automatiske urværk med 41 timers gangreserve.

SRPL85. Billede: Seiko.

Urene vejer 187 gram på stållænken. Seiko har sat listeprisen på versionerne på gummirem til 3.095 kr. og versionerne på stållænke til 3.495 kr. Man må så vurdere, om man synes, at Seikos budgetlænke er 400 kr. værd. Urene vil formentlig også kunne købes til priserne under Seikos listepriser.

Kvartetten. Billede: Seiko.

Seikos nye blåmand får en hvid søster

Seiko Prospex Sea SPB519J1. Billede: Seiko.

Tidligere på året præsenterede Seiko sit nye SPB509, der sendes på markedet i juni 2025 og som er limiteret til 6.000 eksemplarer. Uret fejrer 60 års fødselsdag for Seikos første dykkerur, der kom på armene i 1965. Den nye model har flere opgraderinger – herunder bølgemotiv på urskiven.

SPB509. Billede: Seiko.

Nu lancerer Seiko en lidt mere bleg søster med hvid urskive og blå keramisk lynnette. Ellers minder uret meget om SPB509 minus bølgerne på urskiven. Og så er det ikke limiteret. De to nye ure følger i fodsporene på de ret populære GMT-dykkerure SPB381 og SPB383.

Billede: Seiko.

I uret sidder Seikos eget automatikværk 6R54, der tikker med 21.600 vibrationer i timen og holder 72 timers gangreserve. Udover en datofunktion har 6R54-værket naturligvis en GMT-funktion. 

Billede: Seiko.

SPB519 måler 42 mm i diameter, 13,3 mm i højden og 48,6 mm i længden. Uret har safirglas og holder solide 300 meters vandtæthed.

Billede: Seiko.

Uret er ikke limiteret og Seiko har sat listeprisen til 14.895 kr.

Læs mere om alle urene på Seikos hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!