Tæt på uret: Seiko Prospex Padi SRPL53K1 – den nye grønne luksusudgave af “mini Samurai”
Seiko fortsætter med at udvide budgetdykkerurskollektionen Prospex SRPL. I denne anmeldelse går vi tæt på det nye SRPL53K1, der er den nye og opgraderede version af “mini Samurai”-dykkerurene.
Sort, rød, blå…. og grøn. Seiko lancerede fornylig to nye farver i Prospex SRPL-kollektionen, der i folkemunde har fået kælenavnet “mini Samurai”. Den grønne version adskiller sig ret markant fra de andre farver. Vi tager her på Time & Crown Seiko Prospex Padi SRPL53K1 under lup.
Det første, der springer i øjnene er naturligvis, at uret er grønt. Men urskiven skiller sig markant ud fra de andre farver i kollektionen, da den er med sunbursteffekt samt et design, hvor den nederste del af urskiven er mørkere for at symbolisere havets dybde.
Det øverste del af urskiven er lysere i tonen med et bølgemotiv for at symbolisere havoverfladen. En fin detalje på et af de billigere automatiske Prospex dykkerure fra Seiko. Listeprisen i Danmark er 5.195 kr.
Men der er andre detaljer, der gør denne model til premiummodellen indenfor kollektionen.

Den næste detalje er, at dette ur er en del af Seikos Padi-ure. Det er derfor et ur, der er skabt i samarbejde med Professional Association of Diving Instructors. Derfor lever dette ur op til de krav, som Padi stiller til dykkerure, som de kan godkende som professionelle dykkerure.


Uret kaldes “mini Samurai”, da det har samme design som det velkendte Seiko Samurai dykkerur. Men i denne version har Seiko gjort uret mindre, så det kan bæres af flere. Der er dog tale om et ganske voluminøst dykkerur, som bæres ganske stort.
Jeg måler diameteren til 41,7 mm, længden til 49 mm og 12,3 mm i tykkelse. Kronen måler 6,2 mm, og der er 20 mm imellem hornene.

Uret holder 200 meter vandtæthed og glasset er Seikos eget Hardlex mineralglas. Man får ikke det mere hårdføre safirglas på de billigere Seiko dykkerure, men Hardlex fungerer ganske fint. Personligt har jeg aldrig haft udfordringer med ridser på mine Seiko ures glas.
Lynetteindlægget er i aluminium og har et mat grønt udseende. Uret er konstrueret i 316L stål, og uret har en skruebagkasse i stål.

Lænken er ligeledes i 316L stål og links er med stifter. Det var en irriterende opgave at fjerne links for at få lænken til at passe til mit 17 cm håndled. Dog er der fire mikrojusteringer. Spændet et er typisk, sikkert men ikke specielt sofistikeret tryk-og-foldespænde.

Jeg er personligt glad for urskiven, der giver uret noget liv, som de andre ure i kollektionen ikke har med deres matte urskiver. Tidligere har vi været tætte på SRPL11K1 med den røde farve.
SRPL53K1 er mere friskt og sofistikeret at se på, men Seiko har også øget prisen for denne version.
I uret sidder Seikos inhouse 4R35, der er en automatisk urværk med 41 timers gangreserve. Værket tikker med 21.600 vibrationer i timen. Jeg aflæser fin præcision på dette ur, der er mellem et og tre sekunder for hurtigt i døgnet.

Lumen er naturligvis fremragende, da Seiko anvender sin potente mikstur Lumibrite i viserne, der har et sværddesign og i de hajtandformede timemarkører.
Mellem fire og fem finder man det meget lille datohjul, der på harmonisk vis gemmer datoen lidt væk på urskiven. Den kan dog være svær at læse, da datoen er meget lille.

I sin helhed fungerer uret ret godt. Det er til den halvdyre side set i forhold til mange mikromærker, der tilbyder bedre specifikationer til den samme eller lavere pris. Men man får med dette ur et reelt ure fra et ægte historisk urmærke.
Her er den kantede urkasse i Samurai-designet med til at trække uret op på en interessant hylde. Det er et unikt design fra Seiko.

Når man har et af de mere prisvenlige Seiko-ure i hånden er der også en række ting, som kunne være bedre. Seiko vinder meget på design, brand, historie, lume og inhouse urværk. Men det trækker ned, at lænken er irriterende at fjerne led fra.
Udstyr nu bare lænkerne med skruer, Seiko. Hardlex trækker også ned, men personligt har jeg aldrig haft problemer med dette hærdede mineralglas.
Kronen er stor og solid. Den er nem at betjene, så den passer perfekt til et Padi dykkerur. Lynetten kunne være bedre, da klikkene føles en smule lette og løse. Måske det vil hjælpe at hoppe i saltvand med uret på.
Præcisionen er lidt af et lotteri, men jeg oplever ofte fin præcision med disse værker.

Der er tale om et ur i en prisklasse, hvor man ikke kan forvente topdetaljer. Uret vinder meget på charmen, da det er ganske unikt i sit design.
Så uden at være et perfekt ur, så er det et sjovt og anderledes ur i min samling. Vil man gerne have noget med kant og kan man gå på kompromis med de forskellige hjørner, som Seiko springer over, så kan Seiko Prospex SRPL53K1 Padi Special Edition anbefales. Men der er mange bud på gode ure i denne prisklasse.
Video: Unboxing
Informationer om uret:
- Seiko Prospex SRPL53K1 Padi Special Edition
- Pris: 5.195 kr.
- Seiko 4R35 automatisk urværk med 41 timers gangreserve – 21.600 vibrationer i timen
- Hardlex mineralglas
- 41,7 mm i diameter, 49 mm i længden, 12,3 mm i tykkelsen, 20 mm i mellem hornene og 6,2 mm krone
- 200 meter vandtæthed
- Konstrueret i 316L stål med stållænke og aluminiumlynetteindlæg med 120 klik
- Lumibrite lume






