Seiko lancerer eksklusiv Prospex Alpinist i blå kun til Europa
Med SPB531 lancerer den japanske gigant nu en ny version af Alpinist i blå. Uret lanceres kun i Europa som en eksklusivt ur til de europæiske urentusiaster.
Med lidt god vilje kan man spore Seikos Alpinist opdagelsesur til bjergebestigere tilbage til 1913, hvor modellen blev lanceret under navnet Laurel.
Går man nærmere den nuværende models direkte arv, så lancerede Seiko det første Alpinist tilbage i 1959. I de senere år har Alpinist fået en markant revival hos japanerne, der har lanceret adskillelige nye versioner af Alpinist.
Nu lanceres med referencenummeret SPB531 en ny model eksklusiv til det europæiske marked.

Seiko innoverer ikke voldsomt med det nye Prospex Alpinist SPB531. Det eksklusive for Europa består i, at uret alene er tilgængeligt i Europa, og så er den mørkeblå farve også ny for Alpinist.
Urskiven har et let tekstureret finish i en flot mørkeblå farve. Seiko pepper designet lidt op med en orange sekundviser. I sit farvevalg minder SPB531 om Omegas Railmaster “denim”.

Seiko leverer uret med matchende læder- og stofrem. Læderremmen giver uret et mere formelt og vintageinspireret udseende, mens stofremmen giver uret et mere toolwatch udseende.
I diameter måler SPB531 39,5 mm. Længden er 46,4 mm og tykkelsen er 13,2 mm. Uret er konstrueret i 316L stål og der er safirglas på begge sider.
Uret holder solide 200 meter vandtæthed og safirglasset har antirefleksiv behandling.

Det specielle ved Seiko Alpinist er, at uret er udstyret med to kroner. Den ene til tid og date og den anden til at roteret den interne kompasfunktion.
I uret sidder Seikos inhouse kaliber 6R35 med 70 timers gangreserve. Dette urværk tikker med 21.600 vibrationer i timen.

Seiko Prospex Alpinist SPB531J1 er produceret i Japan og uret er limiteret til 3.000 eksemplarer. Prisen er sat til 890 euro svarende til cirka 6.450 kr.













