Seiko går i lilla med seks nye ure med Alpinist, 5 Sports og Cocktail Time i fejring af 145 års fødselsdag
Hvis lilla (purpur) er en farve, som du godt kan lide, så er der nu hele seks nye lilla modeller fra Seiko at vælge imellem. I fejringen af sin 145 års fødselsdag lanceres nye Astron, 5 Sports, Cocktail Time, Alpinist, Speedtimer og Rotocall i lilla farver.
Seiko fortsætter med at fejre sin 145 års fødselsdag med tredje kapitel af limiterede jubilæumsure. Første kapitel fokuserede på guldtoner og brun, andet kapitel fokuserede på sølv og blå, og nu har vi tredje kapitel, der fokuserer på lilla eller “Edo-purpur”.
Edo-purpur (japansk: Edo-murasaki, 江戸紫) er en traditionel japansk lilla farve, der stammer fra Edo-perioden (1603–1868), hvor Tokyo dengang hed Edo.
Dette er baggrunden for valget af præcis denne anderledes farve til den nye sekstet af limiterede jubilæumsure. Seiko lancerer således nye lilla varianter af populære modeller som Alpinist, 5 Sports, Astron, Cocktail Time, Speedtimer og Rotocall.

2026 markerer det 145. år for Seiko, der i dag er en sand mastodont, der afdækker markedet for ure fra de helt billige entry-level kvartsure til ypperlig urmagerkunst under de to brands Grand Seiko og Credor.
Lad os starte ved det nye Seiko Prospex “Edo-Purple” HBC006. Her kommer den lilla farve virkelig til sin ret med en fin sunbursteffekt. Farvemæssigt passer det godt ind, at Seiko nu lancerer denne limiterede udgave i 7.000 eksemplarer af opdagelsesuret fra 1959.

I den senere år har Seiko lanceret en række nye farver til Alpinist, der i en årrække kun kunne fås med grøn urskive. Nu er uret tilgængeligt i blandt andet hvid, turkis og blå.
Design- og dimensionsmæssigt følger HBC006 det vi kender fra den nyeste generation af Prospex Alpinist. Det vil sige 39,5 mm x 12,7 mm x 46,4 mm.
Så et kompakt men også moderne ur størrelsesmæssigt. Det har safirglas, holder 200 meter vandtæthed og denne variant kommer påmonteret en sort læderrem.

I uret sidder Seikos inhouse kaliber automatiske 6R55 med 72 timers gangreserve. Kronen klokken fire anvendes til at indstille den interne lynette, der er en kompasfunktion.
Naturligvis har uret Seikos meget potente Lumibrite lume i timemarkører og visere. HBC006 er prissat til 7.395 kr.

I 5 Sports kollektionen, der er Seikos prisvenlige kollektion af sportsure, finder vi 5 Sports SKX “Edo-Purple” HDB003. Også her følger uret i design og dimensioner det, som vi kender fra “5KX” urene. De er stærkt inspireret af de legendariske dykkerure SKX009 og SKX007, men med 100 meter vandtæthed, er disse 5 Sports ure kapable sportsure og ikke dykkerure.

HDB003 er limiteret til 9.999 eksemplarer på verdensplan, og uret er prissat til 3.395 kr. i Danmark. Uret måler 42,5 mm x 13,9 mm x 46 mm.
Det holder 100 meter vandtæthed og har Hardlex mineralglas på begge sider. Lynetteindlægget er konstrueret i aluminium. Det er også for denne model den fine Edo lilla farve, der giver uret pondus.

Uret kommer på stållænke, men med 22 mm imellem hornene kan man nemt skifte til en anden rem eller lænke.

Videre til Seiko Presage Cocktail Time, der er japanernes budgetvenlige og festlige dressure. Her får urskiven en mere blålig tone end på Alpinist og 5 Sports modellerne. Denne farve kalder Seiko for “Edo Murasaki”.
Men design- og dimensionsmæssigt følger Seiko Presage Cocktail Time “Edo Murasaki” GMT HCB006 det velkendte. Det vil sige 40,5 mm x 12,8 mm x 47,5 mm. Uret er limiteret til 6.000 eksemplarer og sat til en pris på 4.695 kr.

Her får man også kun Hardlex mineralglas, mens uret kommer påmonteret en fem-link lænke i stål. Uret holder 50 meter vandtæthed, hvilket er fint for et dressur.
Med Seikos inhouse kaliber 4R34 får man en brugbar GMT-funktion, der indstilles med den ekstra viser, som er guldtonet.

Seiko sætter en række af sine mest populære kollektioner i spil til dette Edo purple jubilæum. Dermed også en ny og limiteret variant af Astron i form af Seiko Astron HAB011. Denne model har ligesom Cocktail Time den mere blålige “Edo Murasaki” farve på urskiven.
HAB011 er det mere teknologisk udviklede ur af de fem nye modeller, da uret oplades ved hjælp af lys og har GPS-indstilling af tiden. Det betyder, at uret via GPS-signaler automatisk indstiller tiden. Rejser man f.eks. til en anden tidszone, så indstilles tiden automatisk.

Uret er limiteret til 2.000 eksemplarer og prissat til 23.495 kr. Det måler 43,3 mm x 13,4 mm x 49,5 mm. Det holder 100 meter vandtæthed og har safirglas.
Uret har via det lysopladede kvartskaliber 5X83 seks måneders gangreserve fuldt opladet. Man får en lang række funktioner så som kronograf, evighedskalender, to tidszoner, 38 byer globalts tidszoner og gangreserve.

Også Seiko Prospex Speedtimer får i det limiterede HBJ005 en jubilæumsudgave i 6.000 eksemplarer til en pris på 5.995 kr. Dette er et kvartskronograf ur, der er stærk inspireret af motorsport. Speedtimer er blevet populære, fordi man får et klassisk udseende sportsur med kronograf til fornuftige penge.
Uret måler 41,4 mm x 13 mm x 45,9 mm. Det kommer på en stålænke, det holder 100 meter vandtæthed og det har safirglas. Kontrasten mellem de sorte subdials og den lilla sunburst urskive spiller rigtig flot.

I uret sidder Seikos kaliber V192 lysopladede kvartsurværk, der har en gangreserve på seks måneder. Det byder blandt andet på kronograffunktion, gangreserve og 24 timer viser.

Rosinen i pølseenden er en ny sort og lilla variant af retro-digitaluret Rotocall i form af HFL001, der er limiteret til 4.000 eksemplarer på verdensplan. Uret er prissat til 5.095 kr.
Med dette Rotocall får man en anderledes version, hvor urkasse og lænke er sortfarvet stål. Uret er et meget funktionelt ur med blandt andet kronograf, alarm, timer og to tidszoner. Dette lader sig gøre ved hjælp af Seikos kaliber A824 kvartsurværk, der kun skal have nyt batteri hvert tredje år.

Uret måler 37 mm x 10,6 mm x 43,5 mm. Det er vandtæt til fine 100 meter.
Urene kommer i handlen til oktober.
Du kan læse meget mere om Seikos Edo-purple jubilæumsure på Seikos hjemmeside.







