Tæt på uret

Tæt på uret: Seiko 5 Sports SRPL59K1 – er budget- Seiko tilbage i form efter nogle svage år?

Seiko bygger på sin SNXS Series med tre nye modeller. Time & Crown har haft det nye Seiko 5 Sports SRPL59K1, der har en smuk champagnefarvet urskive, under lup. Er Seikos budgeture værd at købe igen?

På mange måder startede Seikos separation fra den store globale flok af urentusiaster, der elsker det japanske urmærke, i årene omkring 2019. Dette år lancerede satte Seiko nyt fokus på sine budgetvenlige ure i 5 Sports kollektionen med en række nye 5KX modeller.

Disse trak i høj grad på designet fra de elskede SKX007 og SKX009 dykkeure, der havde opnået kultstatus som charmerende og hårdføre prisvenlige dykkerure.

Det var ikke kun det forfladigede SKX-wannabe design, der udslukte kærligheden fra urentusiasterne. Seiko slækkede også i høj grad på kvaliteten, hvor især lynetteindlæg, der ikke var placeret korrekt, bragte folks tålmodighed med japanerne på prøve.

Seiko “5KX”. Billede: Seiko.

Samtidig begyndte Seiko at øge priserne. Så oplevelsen var hos mange, at Seiko nu producerede dårligere ure, så stort på kvaliteten og endda øgede priserne.

Disse træk fra Seiko har fået mange til at se bort fra urmærket. I stedet er utallige mikromærker vokset frem, og en del af disse har overtaget Seikos plads som det prisvenlige urmærke.

Det tyder dog på, at Seiko er på vej tilbage på rette spor igen. Kvaliteten bliver bedre og Seiko ligger med mange modeller fornuftigt placeret prismæssigt. Vi tager et kig på, om Seikos nye 5 Sports SRPL59K1 fra SNXS Series varsler nye-gamle tider.

Kan vi igen stole på Seiko?

Billede: Time & Crown.

SNXS Series er Seikos bud på ure med solide specifikationer, der kan bruges i de fleste situationer. Fokus er primært på at skabe ure, der er solide hverdagsure.

Jeg valgte at købe SRPL59K1, der er et af tre nye ure SNXS Series. Denne model har en smuk champagnefarvet urskive, mens de to andre nye modeller byder på blå eller grøn urskive.

SRPL57K1 med grøn urskive. Billede: Seiko.
SRPL55K1 med blå urskive. Billede: Seiko.

Jeg valgte modellen med champagneurskiven, da jeg gerne ville prøve et lidt mere sprælsk og festligt udtryk. Det er en type urskive, som jeg har luret på i årevis. Hvis jeg bryder mig om dette ur, så åbner det måske for at jeg tør erhverve mig et ur med en lignende urskive men fra et luksusurmærke.

Først og fremmest må jeg konstatere, at jeg elsker urskiven på SRPL59K1. Den har en smuk og varm glød, og sunburst effekten er fremragende. Urskiven er urets store tilløbsstykke, vil jeg mene.

Men uret er i sin helhed et robust og velbygget ur. Man føler, at man får mere for pengene, end man betaler. Det er præcis den “gamle” følelse jeg og mange andre havde med Seiko før i tiden.

Måske Seiko er på vej tilbage!

Men lad os først få styr på alle detaljerne ved dette ur.

Et kompakt ur med fine detaljer for prisklassen

Billede: Time & Crown.

Jeg er stor fan af urets dimensioner. Seiko faldt ikke i trylledrikken og lavede et overdimensioneret monstrum af et ur.

Det måler 37,4 mm i diameter, 12,3 mm i højden og 44,7 mm i længden. Der er 18 mm imellem hornene, og kronen måler 4,5 mm. Lænken, der er en velvalgt oyster/presidential lænke i let børstet stål snævrer fra 18 mm ind til 16 mm ved spændet.

Uret har påsatte timemarkører, der ligesom viserne har et gyldent udtryk. Det er i farvet stål. I alle timemarkørerne – dobbelt op klokken 12 – og i time- og minutviserne er de masser af Seikos fremragende Lumibrite lume.

Dette ur er et lysmonster. Præcis som vi forventer det fra Seiko. Et stort point herfra!

Uret har 100 meter vandtæthed. Det er fint som hverdags/sportsur. Det er skabt i 316L stål og har fine detaljer med både børstede og polerede overflader.

Lynetten er højpoleret og giver uret et flot udtryk.

Her ses de fine detaljer med børstede og polerede overflader. Billede: Time & Crown.

Da der er tale om et ur i Seikos budgetklasse 5 Sports får man desværre kun Hardlex mineralglas på begge sider. Det er ikke et stort problem, men Seiko burde opgradere alle sine ure til safirglas. Det er et ur, som koster 2.795 kr. i listepris, men jeg fik det for 2.200 kr. inkl. told fra en forhandler i Singapore.

Drop jeres Hardlex og gør som de fleste andre urmærker nu: safirglas.

Urets størrelse gør, at det sidder kompakt og behageligt på håndleddet. Er man til store ure, så se bort fra dette ur. Men er man komfortabel med ure i 38-40 mm størrelse, så er dette ur perfekt i størrelsen.

Solide præstationer

Billede: Time & Crown.

Uret er velbygget og det har fine detaljer, når man tænker på, at det er et ur til under 3.000 kr. Men hvad så med præstationen? Er lume og præcision godkendt?

Lad os starte med lumen, der må siges at være mere end godkendt. Seiko har lagt lime i timemarkører og visere, så det spiller bare – Seiko style!

Lys i mørket. Billede: Time & Crown.

I uret sidder Seikos inhouse automatiske 4R36, der er et standardværk fra Seiko. Det er ikke kunst, det er et masseproduceret “traktorværk”. Men det er helt på sin plads i denne prisklasse.

4R36 byder på cirka 41 timers gangreserve og tikker med 21.600 vibrationer i timen. Der er manuelt optræk og stop sekunder. Og så har dette værk naturligvis den meget brugbare dag-dato komplikation.

4R36 urværket. Billede: Time & Crown.

Præcisionen er meget imponerende med 5-6 sekunder for hurtigt i timen. Seiko accepterer helt op til 25/15 +/-, så dette præsterer langt bedre end Seikos lidt dovne krav.

Billede: Time & Crown.

Rigtig meget godt… og lidt dårligt

Selv i let mørke reagerer lumen! Billede: Time & Crown.

Der er mange gode ting at sige om Seiko 5 Sports SRPL59K1. Urskiven er smuk, uret er ret præcist, lumen er super god, bærekomforten er i top. Men der er også lidt malurt i bægeret.

Jeg har fire detaljer, som burde være bedre.

For det første er spændet ganske elendigt. Det er godt, at det er kort og slankt, men det føles billigt og der er kun to mikrojusteringsmuligheder. Kom nu ind i kampen, Seiko! Det er selv i denne prisklasse under niveau.

Kronen er alt for lille og halvt gemt væk inde i urkassen. Det gør det svært at trække uret op manuelt.

Sekundviseren er smuk i farven, men hvis man vil aflæse sekunderne, er det svært fordi viseren har samme farve som urskiven. Det er ikke et problem for mig personligt, men det skal nævnes.

Og så må jeg gentage mig selv: Safir i stedet for Hardlex!

Det elendige spænde. Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

Konkluderende må jeg sige, at Seiko er på vej tilbage. Man føler igen, at Seiko kærer sig om urene og kunderne. Jeg oplever et solidt hverdagsur, der med super lume og god vandtæthed også er et sportsur. Man får meget ur for pengene. Lænken er solid og komfortabel, dette er også en klar forbedring for Seiko.

Uret er sjovt, komfortabelt, versatilt og smukt at se på. Jeg er kæmpe fan af champagneurskiven.

Der er en række forbedringsmuligheder. Men for under 3.000 kr. får man et rigtig godt ur for pengene.

Informationer om uret:

  • Seiko 5 Sports SRPL59K1 SNXS Series
  • 37,4 mm i diameter, 12,3 mm i højden, 44,3 mm i længden. Hornbredde 4,5 mm. Lænken går fra 18 mm til 16 mm
  • Ur og lænke konstrueret i 316L stål
  • 100 meter vandtæthed, Lumibrite lume og Hardlex glas
  • 4R36 automatisk Seiko urværk med 41 timers gangreserve
  • Dag-dato komplikation
  • Pris: Cirka 2.795 kr.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!