Artikler

Eksporten af schweiziske ure bløder: Nu dropper forbrugerne også de dyre ure

August blev en mareridtsmåned for den schweiziske urindustri, der måtte se eksporten af nye ure falde med hele 16,5 procent i forhold til august sidste år. Fald i salget af alle typer af ure – især de dyreste.

Højt at flyve, dybt at falde. Som en anden Ikaros fløj den schweiziske urindustri til vejrs med vinger af voks med en vækst på hele 6,9 procent i eksporten af ure i juli. Helt som forudset af Federation of the Swiss Industry (FH) ville vingerne smelte jo tættere man kom på solen.

Helt friske eksportal viser nemlig, at den schweiziske urindustri gik fra himmel til helvede, for eksporten banker mod bunden med et fald på hele 16,5 procent set i forhold til august sidste år.

Alle markeder bløder. Det samme gør alle prisklasser og typer af ure. Det viser de nyeste tal fra Federation of the Swiss Industry (FH).

Tallene for august 2025 set i forhold til august 2024. Billede: Federation of the Swiss Industry (FH).

Samlet set holder urindustrien skindet på næsen i årets første otte måneder, men man ser ind i et samlet og tungt fald i eksporten af ure. Dette skyldes især, at der er pålagt schweiziske varer hele 39 procent straftold i USA.

MODTAG NYHEDER SOM DENNE OG MEGET ANDET NYT FRA URENES VERDEN VED AT SKRIVE DIG OP TIL VORES GRATIS NYHEDSBREV. LINK I MENUEN I TOPPEN AF SITET.

USA er den schweiziske urindustris største marked med cirka 16 procent af den samlede eksport, der går over atlanten.

“Schweizisk ureksport så en nedgang i august på 16,5 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Den kumulative værdi af eksporten i årets første otte måneder var 17 milliarder schweizerfranc – et fald på en procent,” skriver Federation of the Swiss Industry (FH).

Billede: Federation of the Swiss Industry (FH).

Sammenligner man værdien af de eksporterede ure i juli (2,3 millarder schweizerfranc) med værdien i august (1,6 milliarder schweizerfranc), så tjente de schweiziske urproducenter hele 5,5 milliarder kroner mindre i august sammenlignet med juli.

I juli så USA en massiv vækst på 45 procent øget import af schweiziske ure, men i august er dette faldet til et fald på hele 23,9 procent.

Det er bekymrende for den schweiziske urindustri, at ikke kun USA med Donald Trumps straftold falder. Samtlige markeder er i heftige fald – med især Storbritannien og Kina som markeder, der smerter.

“Alle primære markeder så dobbeltcifrede fald. Faldet på 23,9 procent i USA var forventet som en rebalancering oven på de store stigning i eksport i april og juli. Hong Kong (-12,5 procent) og Kina (-35,5 procent) fortsatte i en nedadgående spiral, mens Storbritannien så et voldsomt fald (-20,5 procent),” skriver Federation of the Swiss Industry (FH).

Guld? Nej tak. Stål? Nej tak. Dyre ure? Nej tak.

Rolex Explorer 214270. Billede: Time & Crown.

Der er ingen sikre havne for det schweiziske urindustri at sejle til. Man kan ikke fokusere på at producere billigere ure eller dyrere ure. Eller producere mere i stål end i guld. Alle kategorier falder drastisk i august.

“Alle kategorier af materialer resulterede i negativ udvikling – både i volume og i værdi. Faldet i ure i ædelmetaller (-17,3 procent) og ure i stål (-13,7 procent) havde en særlig stor negativ effekt på eksporten,” skriver industrimyndighederne.

Typer af materialer. Billede: skriver Federation of the Swiss Industry (FH).

Stål plejer at være en nogenlunde sikker havn, men med et fald på næsten 14 procent gør det ondt på urproducenterne. “Andre materialer”, der blandt andet dækker over karbon og keramin fortsætter sin voldsomme nedtur, der har været i gang hele året.

Prisfordelingen. Billede: skriver Federation of the Swiss Industry (FH).

Hidtil i 2025 har de dyreste ure, der koster over 3.000 schweizerfranc eller fra cirka 20.000 kr. og op, holdt et godt tempo. Men i august er det sammen med de billigste ure kategorien, der falder mest.

“Ure, der er prissat over 3.000 franc (eksportprisen) sætter stemningen med et fald på 17,4 procent. Alle andre prissegmenter leverede også negative resultater – især dem, der koster under 200 franc (-17 procent) og dem med en pris på mellem 500 og 3.000 franc, der faldt med 14,5 procent,” skriver FH.

Den schweiziske urindustri krydser nu fingre for en handelsaftale med USA samt en pludselig mere positiv stemning omkring køb af ure. Man skal dog ikke sætte næsen op efter det, da både Kinas og USAs økonomier har det svært, hvilket går ud over privatforbruget.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!