Richemont sælger Baume et Mercier til den italienske luksusgruppe Damiani Group
Det schweiziske urmærker Baume et Mercier fortsætter sin tilværelse som en del af den italienske luksusgruppe Damiani Group. Det sker efter 38 års ejerskab hos Richemont Group.
Efter 38 år som en del af den store luksusgruppe Richemont er det netop blevet meddelt, at det historiske schweiziske urmærke Baume et Mercier er blevet solgt.
Køberen er ganske overraskende den italienske luksusgruppe Damiani Group, der ikke har andre urmærker i folden. Italienerne beskæftiger sig primært med smykker.
Richemont oplyser ikke salgsprisen for Baume et Mercier, der har rødder helt tilbage til 1830.

“Med overtagelsen vil Damiani Group udvide sin portefølje af hårde luksusvarer, der allerede består af Damiani, Salvini, Bliss og Calderoni smykkemærkerne, samt Venini, der er Italiens kunstneriske glasmager fra Murano. Også multi-luksusur- og smykkedistributøren Rocca er en del af fusionen med urmærket, der har 200 års historie,” skriver Damiani Group i en pressemeddelelse.
Italienerne oplyser, at man sammen med Richemont vurderer, at Baume et Merciers udvikling er bedre sikret som en del af Damiani Group. Dette skyldes blandt andet, at urmærket nu bliver en del af Damiani Groups forhandler- og butiksnetværk.
“Som en del af strategien, der skal sikre Baume et Merciers langsigtede succes, vil Damiani Group øge urmærkets synlighed og tilgængelighed. Dette gør vi ved at gøre brug af vores eget distributionsnetværk samt at åbne udvalgte mono-brand butikker på strategiske lokationer,” skriver italienerne.

Baume et Mercier har over de sidste cirka ti år forsøgt at øge kvaliteten og relevansen af sine ure. Dette er blandt andet sket ved at introducere nye inhouse urværker samt at genoplive klassiske modeller.
Clifton Baumatic blev reintroduceret i 2018 med et nyt urværk, der byder på fem dages gangreserve. Dette blev startskuddet til urmærkets forsøg på at genvinde sin relevans. Senere har man genoplivet Riviera kollektionen, der i tidens ånd byder ind med fornuftigt prissatte schweiziske automatiske ure med integreret lænke.

Baume et Mercier har opnået mere opmærksomhed hus urentusiaster ved at placere sig som et godt indgangsbrand til schweiziske luksusure i prisklassen fra cirka 20.000 til 30.000 kr.
Noget tyder dog på, at Richemont, der i forvejen ejer urmærker som A. Lange & Söhne, IWC Schaffhausen, Jaeger-LeCoultre, Panerai, Piaget, Roger Dubuis og Vacheron Constantin ikke har været tilfredse med udviklingen.
”Baume & Mercier har haft underskud i lang tid og var gruppens problembarn,” udtaler brancheeksperten Oliver Müller, grundlægger af konsulentfirmaet LuxeConsult i en kommentar.
”Situationen kan sammenlignes med Longines’. Dette frasalg er logisk og nødvendigt for at rationalisere denne forretningsenhed,” siger han.

“Det er nu spændende at se, hvad Damiani vil gøre med sit nye opkøb, men det italienske marked var tidligere meget gunstigt for Baume & Mercier i mærkets storhedstid. Man kan håbe, at næste kapitel i mærkets historie bliver mere glorværdigt end de seneste år, som har været præget af adskillige skift af CEO’er og de tilhørende strategier,” siger Oliver Müller.
Richemont og Damiani Group oplyser, at Richemont i resten af 2026 vil bidrage med produktion og andet indtil Damiani Group er helt klar til at overtage Baume et Mercier. Overtagelsen vil være gennemført inden udgangen af 2026, hvor produktionen skal været helt overdraget.
Kan du lide dette indhold? Støt Time & Crown
Du kan støtte Time & Crown med ét valgfrit beløb eller et fast beløb hver måned via dette LINK eller via QR-koden. Linket er til PayPal.

Ved at støtte os bidrager du til, at vi kan fortsætte med at levere en masse godt indhold – og arbejde på endnu bedre indhold om de skønne ure.






