Raymond Weil hopper med på bølgen: Lancerer stor A.R.T. kollektion af sportsure med integreret lænke
Det familieejede schweiziske urmærke Raymond Weil lancerer nu en massiv ny kollektion bestående af sportsure med integreret lænke. Den nye A.R.T. kollektion introducerer intet mindre end 13 forskellige modeller.
Vi kender dem alle sammen; der er eliten med Audemars Piguet Royal Oak, Patek Philippe Nautilus og Vacheron Constantin Overseas. Der er Superligaen med blandt andet IWC Ingenieur, Girard-Perregaux Laureato, Rolex Land-Dweller og Chopard Alpine Eagle.
Der er ingen tvivl om, at den urtype, der er et sportsur konstrueret i stål med integreret lænke, ingen ende vil tage.
Det er en megatrend med rødder tilbage i 1970’erne, og som over de sidste ti år har vundet indpas igen.
Nu hopper det familieejede schweiziske urmærke Raymod Weil med på vognen med en stor kollektion kaldet A.R.T.

Raymond Weil lancerer intet mindre end 13 A.R.T. modeller, der fordeler sig på 30 og 38 mm, urværk og farver:
- 1000-ST-50001 – 38 mm rustfrit stål / blå skive
- 1000-ST-20001 – 38 mm rustfrit stål / sort skive
- 1000-STP-50001 – 38 mm tofarvet stål/guld-look / blå skive
- 1000-STP-20001 – 38 mm tofarvet stål/guld-look / sort skive
- 1250-ST-52001 – 30 mm rustfrit stål / grå skive
- 1250-ST-56001 – 30 mm rustfrit stål / antracitgrå skive
- 1250-STS-56001 – 30 mm stål / antracitgrå skive / diamanter
- 1250-ST-97081 – 30 mm rustfrit stål / perlemorsskive
- 1250-STS-97081 – 30 mm stål / perlemorsskive / diamanter
- 1250-STP-97081 – 30 mm tofarvet stål/guld-look / perlemorsskive
- 1250-SPS-97081 – 30 mm tofarvet stål/guld-look / perlemorsskive / diamanter
- 1250-P-97081 – 30 mm guldfarvet PVD-belægning / perlemorsskive
- 1250-P5S-97081 – 30 mm rosaguldfarvet PVD-belægning / perlemorsskive / diamanter
Prismæssigt koster 38 mm versionerne med automatisk urværk cirka 15.000 kr. og 30 mm modellerne med kvarts urværk koster fra cirka 11.200 kr.

Og lad os bare tale om elefanten i rummet: A.R.T. minder meget i designet om især IWC Ingenieur og Hublot Big Bang. Så man på den positive side tale om et rent og velkendt design, og på den negative side kan man tale om, at Raymond Weil ikke har tænkt mange originale tanker i designdepartementet.
Urene er typiske for stilen med H-link stållænke, der er integreret i urkassen, rund børstet lynette og et meget simpelt layout af urskiven.
Man får simple visere, simple timemarkører og minimalt med skrift på urskiven med blot Raymond Weil Geneve under klokken 12. Klokken tre finder man datoen.



I de automatiske modeller sidder en Raymond Weil kaliber RW4200, der er baseret på et Sellita SW-200. Det er et automatisk urværk med 41 timers gangreserve. Der meldes ikke om typen af urværk i kvartsmodellerne.
Urene er reelle sportsure, da Raymond Weil har udstyret dem med 100 meter vandtæthed, safirglas og Super-Luminova lume.



Der lanceres modeller i ren stål samt two-tone modeller, hvor man kan købe enten blå eller sort. Guldet er stål, der er PVD behandlet med et tyndt lag guld.


Du kan læse mere om de nye A.R.T. på Raymond Weils hjemmeside.






