Prisguide: Girard Perregaux Laureato 42 mm – luksus-sportsur taber værdi
Da bølgerne gik højest, steg priserne på det smukke Laureato fra Girard Perregaux voldsomt. Siden priserne toppede, har denne model tabt en hel del værdi. Vi tjekker op på prisudviklingen på 42 mm versionen i denne artikel.
2025 er året, hvor Girard Perregauxs mest kendte urmodel, Laureato, fylder 50 år. Det historiske urmærke, der har historie helt tilbage til 1791, lancerede nemlig modellen for præcis fem årtier siden.
I 2017 relancerede Girard Perregaux så Lauerato, der straks blev et efterspurgt ur. I årene, hvor urpriserne stak af, bare steg og steg prisen på dette stålsportsur med integreret lænke.
Siden er priserne faldet markant, hvilket både giver en mulighed for at købe et eksemplar til en god pris på det sekundære marked, samt et markant værditab, hvis man køber uret fra nyt og vil sælge det igen.
I denne artikel stiller vi skarpt på prisudviklingen på Laureato med fokus på 42 mm versionen af uret.

Den nye version af Laureato har efterhånden otte år på bagen relanceringen på det hedengangne Baselworld.
Som så mange andre luksusure steg priserne på et Girard Perregaux Lauerato voldsomt i kølvandet på den voldsomme efterspørgsel efter schweiziske luksusure – og specielt Rolex og ure i integreret-lænke-konfigurationen.
Siden priserne toppede, er der sket meget, hvilket vi nu stiller skarpt på.
Et sandt luksusur

2025 er året, hvor Laureato kan fejre 50 års fødselsdag, efter modellen første gang blev lanceret i 1975. Med relanceringen af 42 mm modellen i 2017 ramte Girard Perregaux den perfekte timing i forhold til den store hype, der var dengang i forhold til disse typer ure.
42 mm modellen byder på clous de Paris mønster på urskiven og overlegen behandling af urkasse og lænke. Der er tale om et luksusur i klassen lige under den absolutte top med Patek Philippe Nautilus og Audemars Piguet Royal Oak.
MODTAG ARTIKLER SOM DENNE GRATIS HVER UGE VED AT SKRIVE DIG OP TIL VORES NYHEDSBREV HER:
Urets hjerte er der heller ikke sparet på, da Girard Perregaux har udstyret det med sit inhouse GP01800 automatiske urværk.
Dette hjerte byder på 54 timers gangreserve og 28.800 vibrationer i timen.
Anno 2025 er listeprisen ifølge Girard Perregaux’ hjemmeside cirka 117.000 kr. Dette er også listeprisen hos f.eks. Bucherer.
Priserne på Girard Perregaux i nedagående trend

Som umærke har Girard Perregaux på det sekundære marked været i en nedadgående trend både på den korte og på den lidt længere bane.
Set på den korte bane over de sidste 12 måneder er brugtpriserne på Girard Perregaux, ifølge prisindekset WatchCharts.com, negativ. Således er det samlede indeks faldet med 13,9 procent siden november 2024.

Vi har tidligere stillet skarpt på prisudviklingen på Tudor i en prisguide for Tudor Black Bay 58. Her kunne man se, at Tudor i 2025 har oplevet en kortvarig prisstigning på det sekundære marked for senere at falde tilbage igen.
For Girard Perregaux’ vedkommende har prisudviklingen på brugte eksemplarer af deres ure været konstant negativ set over de sidste 24 måneder. Siden 2023 er priserne således faldet med hele 27,6 procent.
Så samlet er Girard Perregaux både på den korte og den lidt længere bane faldet i pris på brugtmarkedet.
Laureato er på vej ind i positiv udvikling?

I denne prisguide holder vi fokus på Laureato i 42 mm i den version, som blev relanceret i 2017. Der er også versioner af uret i ædelmetaller, med andre typer urskiver og i både 34 og 38 mm versioner. 38 mm modellerne er generelt dyrere end 42 mm versionerne.
Vi tager ikke højde for urets alder, om der er lænke eller rem på eller om det er fuldt sæt. Der er tale om aggregerede tal for overblikkets skyld.

Hvor Girard Perregaux overordnet er i en negativ prisudvikling på det sekundære marked, så har Lauerato i 42 mm vist en smule stabilitet i 2025 og er i oktober 2025 i en lille positiv prisudvikling. Det viser tal fra WatchCharts.com.

Verdens største platform for salg af brugte ure, Chrono24.com, har registreret prisudviklingen på det sekundære marked siden lanceringen i 2017, og den har været positiv. Således vil man kunne sælge et brugt eksemplar af uret for 16.529 kr. mere i oktober 2025 end i august 2017.
Man ser i Chrono24.coms tal en mindre negativ trend i prisen på den helt korte bane.

I forhold til Chrono24.coms tal skal det med, at 1) priserne steg til et voldsomt niveau i foråret 2022 og 2) Girard Perregaux satte listeprisen til cirka 75.000 kr. i 2017 – nu er den 117.000 kr.
Den højere listepris for et nyt eksemplar kan sætte sig i brugtpriserne, således at priserne på det sekundære marked bliver højere.
Men det kan også medføre et stort prisgab mellem et nyt eksemplar og et brugt ditto.
WatchCharts.coms tal viser, at gennemsnitsprisen for et brugt eksemplar anno oktober 2025 er 44.740 kr., mens Chrono24.coms tal angiver en gennemsnitspris på 73.122 kr.
Den store prisforskel ligger i, om man tager priser globalt eller i EU. Priserne er generelt højere i EU.
Stort værditab fra nyt til brugt

Da Girard Perregaux relancerede Laurato var prisen cirka 75.000 kr. for et nyt eksemplar, men Girard Perregaux øgede i 2021 prisen markant til cirka 120.000 kr.
Det er velkendt i urindustrien, at det har givet schweizerne problemer, da denne pris for mange blev vurderet for høj. Derfor kan det være svært at få solgt nye eksemplarer af uret.
Med en listepris anno 2025 på 117.000 kr. er spændet fra nyt til brugt et værditab på 72.000 – 39.000 kr. – alt efter, om det er i EU eller udenfor EU.
Man står derfor til at miste en mindre formue, hvis man har købt et Laureato til listepris og nu vil sælge det igen på det sekundære marked.


WatchCharts.com vurderer i sin risikoscore, at man har en forhøjet risiko for at tabe penge, hvis man køber et Lauerato og vil sælge det igen – også fra brugt til brugt.
Noget kan dog tyde på, at priserne for brugte luksusure er på vej ind i en positiv udvikling efter stort set konstante fald siden priserne toppede i foråret 2022. Det viser en gennemgang her på Time & Crown.

De nyeste tal viser, at Girard Perregaux er i den tunge ende i september i gruppen af urmærker, der mister værdi på det sekundære marked.
Skulle bunden være nået, så er det måske et godt tidspunkt at købe et Lauerato i god stand på brugtmarkedet. Modellen er en af de modeller, der prismæssigt at tabt mest værdi de sidste tre år. Men måske er værditabet nu stoppet. Og måske vil dette fantastiske ur begynde at stige i pris igen.
MODTAG ARTIKLER SOM DENNE GRATIS HVER UGE VED AT SKRIVE DIG OP TIL VORES NYHEDSBREV HER:
Der er god ræson i at købe et eksemplar brugt, da man kan spare op imod 40.000 – 50.000 kr. i forhold til at købe uret fra nyt.
Man risikerer dog at gå glip af garanti og naturligvis den lækre oplevelse ved at købe et ur fra nyt og være første ejer.






