Prisfaldet på luksusure har fart på i 2024
Efter en voldsom stigning i 2022 og i første del af 2023 begyndte priserne på mærker som Rolex, Patek Philippe, Omega og Cartier at falde kraftigt i anden halvdel af sidste år. Nye tal viser, at faldet fortsætter ind i 2024.
Alverdens ursamlere og grey market sælgere kan ikke ånde lettet op efter skiftet fra 2023 til 2024. Især i anden halvdel af 2023 begyndte priserne på brugtmarkedet for luksusure at falde kraftigt. Blandt andet er visse modeller fra Rolex faldet med 25 procent, hvilket er et markant fald fra tinderne i 2022 hvor priserne eksploderede. Nye tal fra WatchCharts.com viser, at prisfaldet ikke er taget af. Visse modeller falder moderat, mens to af verdens mest eftertragtede high horology ure får pristæsk i januar.
I en gennemgang af priserne for hele 2023 skrev Time & Crown, at især Audemars Piguet og Patek Philippe som brands fik store pristæsk på brugtmarkedet i 2023 med prisfald på henholdsvis 15 og 19 procent overordnet set. Denne kedelige trend fortsætter ind i 2024, hvor friske tal viser at faldet på Audemars Piguet er 0,9 procent og for Patek Philippe er 1,5 procent. Det er dog et markant mindre stejlt prisfald end i 2023, men fortsætter priserne på grey market med at falde, så kan det samlede falde ende i to cifre for 2024.
Et af verdens mest eftertragtede sports stålure er Audemars Piguet Royal Oak 15500ST. Denne model falder i starten af 2024 med hele 7 procent, så det i forvejen meget dyre ur er en smule billigere at erhverve sig på grey market. Et andet high horology ur som Patek Philippe Nautilus 5711/1A har det endnu hårdere med et fald, ifølge WatchCharts, på 14,8 procent.
Rolex, Omega og Tudor fortsætter i rødt
De helt store mærker placeret lige under high horology er Rolex, Omega og Tudor. Og de tre amigos har det også svært i starten af 2024. Omega klarede sig markant bedre i 2023 end Rolex, der som verdens mest eftertragtede mærke eksploderede i pris 2023. Tudor falder også fortsat, men for alle tre mærker gør sig overordnet gældende, at faldet er afbødet.
Rolex falder marginalt med blot 0,2 procent, men de meget eftertragtede modeller Rolex Daytona 116500 og Rolex Submariner Date 126610 falder ret markant med henholdsvis 4,6 og 3,1 procent.
Konkurrenten fra Omega faldt i 2023 ikke i samme hast som Rolex, hvorved priserne på brugtmarkedet udlignede sig lidt – men naturligvis er Rolex fortsat det dyreste mærke af det to. Omega Speedmaster falder med 1,6 procent og Omega Seamaster Diver 300 falder 3,5 procent.
Tudors populære Black Bay 58 falder med 2,2 procent.
- Markedet generelt -0,9
- Rolex -0,2
- Patek Philippe -1,5
- Audemars Piguet -0,9
- Omega -0,9
- Cartier -1,0
- Breitling -0,7
- Tudor -0,6
Udvalgte modeller
- Rolex Daytona 116500 -4,6
- Rolex Submariner 126610 -3,1
- Rolex DateJust 126300 -2,1
- Tudor Black Bay 58 79030N -2,2
- Breitling Navitimer A13324 -9,4
- Patek Philippe Nautilus 5711/1A -14,8
- Audemars Piguet Royal Oak 15500ST -7
- Cartier Santos WSSA0018 -4,4
- Omega Speedmaster 310.30.42.50.01.002 -1,6
- Omega Seamaster 210.30.42.20.03.001 -3,5