
Priserne for brugte luksusure står stille: Rolex falder i pris og dette tyske urmærke stiger mest af alle
Prisudviklingen på markedet for brugte luksusure stod stille i juli. Det viser nye tal fra WatchCharts.com. Dog falder Rolex i pris, og også Breitling tager et fald. Glashütte Original og Breguet topper listen over stigende priser.
Mange ting kan spille ind på udviklingen i priser på de sekundære marked (brugte ure). Verdensøkonomien betyder en hel del, amerikanske toldsatser påvirker priserne, men de enkelte urmærkers prissætning på det primære marked (nye ure) betyder også meget.
Nye tal fra det store markedsindeks WatchCharts.com viser, at markedet i juli stort set stod stille i prisudviklingen, der rammer et nul samlet set på tværs af alle de mangle handler med preowned luksusure.
Bag det runde nul gemmer der sig dog mange udsving hos de enkelte urmærker.

“I juli var WatchCharts’ samlede markedsindeks uændret på +0,0 %. Patek Philippe steg med +1,2 %, drevet af Nautilus (+1,5 %) og Aquanaut (+0,8 %). Audemars Piguet steg marginalt med +0,2 %, mens Rolex faldt med -0,6 %. Månedens bedst præsterende mærke var Glashütte Original med en stigning på +1,4 %, især takket være fremgangen i Pano-kollektionen på +2,2 %,” meddeler WatchCharts.com.

Det er interessant at se, at udviklingen mod et marked, hvor flere urmærker får en bid af kagen, når det kommer til købernes interesse, også slår igennem i WatchCharts tal. Fornylig viste en analyse, at unge urentusiaster i stigende grad kaster kærligheden på andre urmærker end Rolex. Gruppen af købere under 30 år, som er de nye urentusiaster på markedet, kigger i højere grad på andre urmærker.
Dog står Rolex i EveryWatchs nye halvårsanalyse for 41 procent af den samlede omsætning på det sekundære marked. Men også i den analyse ser man en drejning mod, at interessen omfatter mange urmærker og ikke kun hyperfokus på Rolex.

Ser man isoleret på juli, så steg Glashütte Original mest af alle urmærker med en generel prisstigning på 1,5 procent. Men også urmærker som Breguet, Patek Philippe, Cartier, Vacheron Constantin og TAG Heuer vandt lidt i pris.
Det er et vigtigt parameter selv på det primære marked, at priserne på det sekundære marked er høje. Dette skyldes, at købere ofte vurderer, hvor meget de vil tabe eller vinde når de en dag sælger en ur, som de har købt fra nyt.
For urmærkerne og forhandlerne er et stærkt sekundært marked derfor vigtigt i den forstand, at falder priserne fra nyt til brugt for meget, så kan det fraholde købere fra at købe nye ure – eller køberne vil forsøge at opnå større rabatter på nye ure.

I den tunge ende finder man urmærker som Rolex med et fald på 0,6 procent, Omega og Zenith med fald på 0,5 procent og Breitling med et fald på en procent. For en enkelt måned eller to er dette ikke problematisk for f.eks. Omega, men falder priserne på det sekundære marked kontinuerligt, så kan det presse forhandlerne.

Zoomer man ind på de specifikke urmodeller, der steg eller faldt mest, så kan Omega glæde sig over, at Constellation med 2,6 procent er den model, der steg mest i pris i juli. I den modsatte ende tog Cartiers Drive det største fald. Måske er interessen for sportsture fra Cartier drejet med den nye Roadster kollektion.






