Piaget lancerer Polo S Signature kollektion med nye urskiver og lænker
Piaget opdaterer sit sportsur Polo S med ny urskive, ny gummirem og nye farver. De nye modeller har et mere eksklusivt og sporty udtryk end tidligere versioner.
Vi skal helt tilbage til det herrens år 1979 for at finde den første udgave af Polo S, der er schweiziske Piagets svar på et luksussportsur. Piaget er især kendte for at lave meget kunstneriske “smykkeure”, hvor lænken gerne skal fungere som et armbånd.
For præcis ti år siden relancerede Piaget Polo S i en langt mere moderne og maskulin udgave, der sidenhen er blevet udbygget med nye farver, størrelser og komplikationer.
I forbindelse med Watches and Wonders 2026 har Polo S nu fået et helt nyt design af urskiven, og Piaget satser mere på det sporty udtryk ved at præsentere en ny lænke og gummirem.

Der lanceres to nye farver med den nye urskive, som har et vandret mønster; blå og sølv. Der lanceres både modeller i stål og guld og modeller med diamanter. Der lanceres også to størrelser i den velkendte 42 mm og nu også i 36 mm.

Det er en fin detalje, at det horisontale mønster på de nye Polo S Signature modeller er taget fra de oprindelige Polo S modeller som Piaget lancerede i 1979. Dermed er der en klar rød tråd i Polo S’ historie fra de første fra 46 år siden og de nye nu, der kommer ti år efter relanceringen i 2016.

Den blå model kommer påmonteret en redesignet lænke med børstede midterled. Det er nyt i forhold til den oprindelige lænke, der var poleret. Den blå model kommer også med en blå gummirem, og Piaget har skabt et system, så man nemt kan skifte.
Køber man den grå version må man nøjes med gummiremmen.
Urene har safirglas på begge sider og de holder solide 100 meter vandtæthed. I “herreversionerne” på 42 mm sidder et automatisk kaliber 1110P urværk, der er et smukt urværk som byder på 50 timers gangreserve.
I “dameversionerne” sidder et automatisk kaliber 501P. Det er uvist, hvorfor der ikke er samme urværk i begge modeller.


42 mm modellerne er blot 9,4 mm i højden, mens 36 mm versionerne kun måler 8,4 mm i højden. Så der er tale om særdeles slanke ure, der nemt gemmer sig under skjorteærmet.

Priserne starter på 102.000 kr. for den blå eller grå model på gummirem. Prisen for den blå model på stållænken er 118.000 kr.
36 mm modellerne starter på en pris på 126.000 kr. Der er ikke oplyst pris på guldmodellen.
Se mere på Piagets hjemmeside.






