Patek Philippes moderne redningsmand og ærespræsident Philippe Stern er gået bort
Patek Philippe sørger tabet af sin ærespræsident ledende figur i årene 1977 til 2009 Philippe Stern. Stern gik bort den 14. juni i en alder af 88 år. Philippe Stern var en drivkraft i moderniseringen af Patek Philippe og en af arkitekterne bag ikonet Nautilus.
Få mennesker har i moderne tid betydet så meget for den schweiziske urindustri og high horology som Philippe Stern. Stern var administrerende direktør fra 1977 til 1993, hvorefter han frem til 2009 var bestyrelsesformand for Patek Philippe.
Han døde den 14. juni 88 år gammel. Det meddeler Patek Philippe.
Han efterlader sig blandt andet sønnen Thierry Stern, der er Patek Philippes nuværende leder.

Philippe Stern var tredje generation i Patek Philippe, som hans familie i form af Charles Stern og Jean Stern købte under den store depression i 1932. Philippe Stern blev født i 1938 og efter tre år i USA blev han en del af urfabrikanten i 1966, hvor hans far Henri Stern tog ham ind.
I sine tidlige år og især i 1970’erne var Philippe Stern sammen med sin far ansvarlige for grundlæggelsen af det moderne Patek Philippe og moderniseringen af urmærket, der blev etableret i 1839 under navnet Patek, Czapek & Cie af blandt andet polakken Antoni Patek og Franciszek Czapek.
I 1851 skiftede urfabrikanten navn til Patek, Philippe & Cie, og i 1868 skabte selskabet verdens første armbåndsur til den ungarnske grevinde Koscowicz.

Philippe Stern var en af beslutningstagerne, der troede på Gerald Gentas vilde – for den tid – ide om at skabe et high horology luksusur i stål. Dengang var luksus lige med ædelmetaller. Og i 1976 introducerede Patek Philippe det ur, der er blevet et af de mest ikoniske ure i verdenshistorien Nautilus.
I 1993 blev Philippe Stern administrerende direktør efter sin far Henri, og Philippe fortsatte med at udvikle Patek Philippe til det ikoniske urmærke, som det er i dag. Anno 2026 er Patek Philippe en kernesund familieejet forretning, der selv på det sekundære marked er et dominerende urmærke.

I 2009 overgik Philippe Stern til en rolle som ærespræsident – og sønnen Thierry Stern tog over. Thierry har fortsat udviklingen af Patek Philippe ved at øge antallet af producerede ure fra cirka 40.000 om uret til cirka 62.000 ure om året.

Philippe Stern vil stå som en af den schweiziske urindustries store skikkelser og redningspersoner. Han fokuserede på mekaniske ure, da industrien blev oversvømmet af billige og præcise kvartsure fra Japan. Og han var på den måde med til at bevare at af verdens fineste håndværk.






