Nyheder

Panerai fejrer 100-årsdagen for sin første butik i Firenze med de to nye Luminor Firenze 8 Giorni PAM01734 og PAM01794

Historien om Panerai er meget interessant, og den udspringer på mange måder fra en butik i Firenze i Italien, der blev åbnet i 1926. Nu fejrer Panerai 100-årsdagen for den vigtige butik med de to nye Luminor Firenze 8 Giorni PAM01734 og PAM01794.

I mange år var Panerai et familieforetagende i Firenze, og man fokuserede primært på ure til de italienske kampdykkere. Men Panerai blev i løbet af 1990’erne udvidet til at sælge ure til civile, og her blev Sylvester Stallone en vigtig person, der faldt på Panerais store ure.

Richemont Group købte Panerai i 1997, og herfra tog det fart for Panerai, der voksede enormt, så det italienske urmærke i dag er verdenskendt. Især er man kendte for modellerne Luminor og Radiomir, der bærer Panerais historie flot videre i det store design med overdimensionerede pudeformede urkasser, sandwichurskiver og ofte sekunderne placeret klokken ni.

I 2026 fejrer Panerai 100-årsdagen for butikken Orologeria Svizzera på Piazza San Giovanni. Det gør man med to nye limiterede modeller i Luminor Firenze 8 Giorni PAM01734 og PAM01794.

Billede: Panerai.

Begge ure er bygget efter designet på den sjældne prototype 6152/1 fra 1960’erne. PAM01734, der er limiteret til 100 eksemplarer, har en smuk grøn urskive, der har et fint cirkulært børstet mønster på sunburst urskiven. En af de ting, som Panerai er blevet berømte for er sandwichurskiven, hvor tallene på selve urskiven er skåret ud. Under urskiven er en skive af lume, så man får en flot lag-på-lag urskive.

Dette går naturligvis igen PAM01734. Uret kommer med både en læderrem, for det klassiske look, og en gummirem i grøn for the sporty look.

Billede: Panerai.

Uret måler 44 mm i diameter og urkassen er i platin med Panerais Platinumtec teknologi. Uret har naturligvis Panerais patenterede kronebeskyttersystem. Uret har safirglas på begge sider og holder 100 meter vandtæthed.

I uret sidder Panerais inhouse kaliber P.5000 med imponerende 192 timer eller otte dages gangreserve. Det er et manuelt optrukket urværk, der tikker med 21.600 vibrationer i timen.

Billede: Panerai.

Panerai Luminor Firenze 8 Giorni PAM01734 er limiteret til 100 eksemplarer og koster 55.000 euro svarende til cirka 407.000 kr.

Billede: Panerai.

Noget mere tilgængelig er Panerai Luminor Firenze PAM01794. Denne model er limiteret til 1.000 eksemplarer og er prissat til 10.500 euro svarende til cirka 80.000 kr. Denne model er konstrueret i stål.

PAM01794 har en grå cirkulær børstet urskive, der også er udformet som sandwichurskive. En fin detalje er de varmebehandlede blå urvisere i stål, der bryder den grå urskive flot, så man får lidt mere spræl i uret.

Også denne model måler 44 mm og har safirglas på begge sider. PAM01794 er dog i højere grad end PAM01734 et dykkerur, da det holder 300 meter vandtæthed.

Billede: Panerai.

Man får både en brun læderrem og en sort gummirem med, så man kan skifte imellem dykkerurslooket og det mere formelle udseende på læderrem.

I PAM01794 sidder ligeledes et P.5000 urværk.

Billede: Panerai.
Billede: Panerai.

Begge ure er eksklusivt tilgængelige i Panerais butikker.

Se mere på Panerais hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!