Oris opdaterer Divers 65 med nyt navn og flere forbedringer
Oris introducerer en ny dykkerurkollektion under navnet Divers Date. Den nye kollektion minder til forveksling om den populære Divers Sixty Five, men urene kommer med en række forbedringer.
Oris er et af de få tilbageværende klassiske urmærker, der er uafhængigt og ikke ejet af et større konglomerat. Urmærket blev skabt i 1904 og fylder således i år 120 år. Cirka 61 år efter Oris blev etableret, lancerede urmærket fra Hölsten sit første dykkerur. I 2015 lanceredes Oris Divers Sixty-Five, der er Oris’ bud på vintageinspirerede dykkerure også med fokus på sit eget første dykkerur fra 1965. Nu viser kalenderen 2024 og Oris relancerer nu Divers Sixty-Five under den nye navn Divers Date. De tre nye ure i kollektionen er dog umiskendeligt Divers Sixty-Five.
Der lanceres tre referencer:
- 733 7795 4054-Set – sort urskive
- 733 7795 4055-Set – blå urskive
- 733 7795 4051-Set – beige urskive
Fælles for alle tre ure er, at de kommer på stållænke og også medfølgende sort tropisk gummirem, så man kan skifte rem nemt og bekvemt. Urene følger i høj grad designsproget fra Divers Sixty-Five med stort set samme skivelayout og størrelse. Således måler det nye Divers Date 39 mm i diameter, 46,5 mm i længde og 12,10 mm i tykkelse. Urene er konstrueret i 316L kirurgisk stål.
Der er sket flere forbedringer i forhold til Divers Sixty-Five. Urværket er fortsat et lettere modificeret – med den røde Oris-rotor – Sellita SW-200 schweizisk automatikværk. Dog anvender Oris nu den lettere opgraderede version af det generiske urværk, der har rykket gangreserven fra 38 til 41 timer. Det må siges, at det fortsat er en smule antikveret med så begrænset en gangreserve. Dertil kommer, at Oris har redesignet urkassen, der nu fremstår mere tidssvarende og med polerede overflader. Og så kommer urene nu med keramisk lynetteindlæg.
En fjerde forbedring er, at Oris har fordoblet vandtætheden fra de typiske 100 meter i Divers Sixty-Five til nu 200 meter. Det bringer uret fra et “du må maksimalt snorkle med uret på”-ur og til et ur, som man rent faktisk kan dykke med. Man kunne dog godt have brugt, at Oris var gået den ekstra mil og sikret 300 meter vandtæthed. Det kan dog være en tanke, at man forbeholder de bedre specifikationer til Aquis dykkerurene, mens Divers Date er ment som det mere dressy deskdiver dykkerur.
Lænken i stål er også forfinet især i behandlingen i forhold til Divers Sixty-Five. I det hele taget fremstår den nye kollektion, som Oris prissætter til 19.900 kr. i butikkerne, som en nødvendig opdatering af de nu lidt gammeldags Divers Sixty-Five, der er en kollektion, som på specifikationer og finish er blevet udfordret af alt fra større konkurrenter til mikromærker. Nu er Oris up-to-date, men naturligvis også med et forhøjet prismærke.