Oris lancerer nyt Divers Sixty-Five i fejring af 60-året for schweizernes første dykkerur
Det schweiziske urmærke Oris har travlt med at lancere vintageinspirede dykkerure for tiden. Nu er turen kommet til en opdateret version af det populære Divers Sixty-Five.
1965 var et begivenhedsrigt år. Helten fra Anden Verdenskrig Winston Churchill døde 90 år gammel, Lyndon Johnson blev den 36. amerikanske præsident og et amerikansk rumfartøj returnerer som det første i verdenshistorien efter at have passeret Mars.
Og Oris lancerede sit første dykkerur.
I 2015 fejrede Oris 50. året for sit første dykkerur ved at lancere Divers Sixty-Five, der er blevet en gigantisk succes for det uafhængige schweiziske urmærke fra Hölstein. Nu er det 60. året for Oris’ første dykkerur – i den anledning lanceres nu en særlig 60. års jubilæumsudgave af det vintageinspirerede dykkerur.
Meget er ved det gamle, men der er også sket nyt for Divers Sixty-Five. Kollektionen har udvidet sig gevaldigt siden 2015 i størrelser, farver og design. Det nye 60th Anniversary ur følger med sit skivedesign og urkassens udformning.
Urskiven følger det 1960’er inspirerede udseende med 3, 6, 9 og 12 i “bokse”. Den cremefarvede lume og viserne ligner også den tidligere version. Men Oris har ændret i teksten på urskiven; den nye jubilæumsversion har “waterproof” under Oris ved klokken 12. Klokken seks har man holdt fast i “Anti-Shock 26 jewels”.
Uret holder fortsat de moderate 100 meters vandtæthed, som teknisk set ikke gør uret til et dykkerur. Det måler 40 mm i diameter, 12,8 mm i tykkelse og 46 mm i længden. Glasset er safirglas og uret kommer på en stållænke med nitter – hate ´em or love ´em.
I uret sidder et Sellita SW-200 automatisk schweizisk urværk. Der er dog tale om det opdaterede Sellita SW-200, der øger gangreserven fra 38 timer til 41 timer. Det er ikke meget, men lidt mere gangreserve er altid brugbart.
Oris sætter prisen på denne jubilæumsudgave til cirka 18.000 kr. / 2.500 USD. Det bliver interessant, om denne version kommer til at sælge mange eksemplarer, når den eksisterende udgave, der er stort set identisk kan købes til priser ned omkring 10.000 kr.