Nyheder

Oris introducerer nyt Big Crown Pointer Date “Bullseye”

Oris lancerer nu en ny version af Big Crown Pointer Date, som har fået navnet “Bullseye”. Det nye ur holdes i en kompakt størrelse og har et fint vintage art deco udseende.

Oris er et af de længstlevende schweiziske uafhængige urmærker. Over tid er de fleste urproducenter blevet opslugt af større grupper som Swatch Group, LVMH og Richemont.

Men Oris fra byen Hölstein, der ligger tæt på den schweiziske grænse til Tyskland, har siden etableringen i 1924 fastholdt sin selvstændighed.

En af de ældste modeller hos Oris er Big Crown Pointer Date, der blev introduceret helt tilbage i 1938. I de senere år har Oris fokuseret på at revitalisere Big Crown Pointer Date – blandt andet med helt nye designs og med inhouse urværket kaliber 400.

Nu lanceres Big Crown Pointer Date “Bullseye”, der nærmere er et kig tilbage end et forsøg på at modernisere den næsten 90 år gamle model.

Billede: Oris.
Billede: Oris.

Det nye Big Crown Pointer Date “Bullseye” med det mundrette referencenummer 754 7779 4061-07 5 19 25 har et varmt art deco agtigt vintage design.

I virkeligheden peger urskivens layout, design og farver nærmest længere tilbage end Big Crown Pointer Dates fødsels i 1938. Med sit art deco udseende peger uret nærmere mod de glade 1920’er. Man kan sagtens forestille sig, at dette ur kunne være båret af en af karaktererne i serien Babylon Berlin.

Billede: Oris.

Katedralviserne, den sorte bånd med hvide timetal, de røde minut- og sekundmarkeringer yderst på urskiven samt den simple skrift inderst på urskiven sender tankerne langt tilbage i tiden.

Dog er den moderne urkasse et tydeligt signal om, at nok er inspirationen hentet i fortiden, men uret byder på alt det forventede i nutiden, når det kommer til materialer og kvalitet.

Uret måler 38 mm i diameter, 45,5 mm i længden og 12,2 mm i højden. Det har safirglas på begge sider og det holder 50 meter vandtæthed.

Uret kommer påmonteret en sort læderrem.

Billede: Oris.

Oris kører to spor i sine kollektioner; premium med deres inhouse urværker og de mere prisvenlige modeller, der har generiske værker.

Det nye Big Crown Pointer Date “Bullseye” hører til en den sidste kategori, da det er udstyret med et af Oris modificeret Sellita SW-200 automatisk schweizisk urværk. Dette urværk, der har fået den typiske røde Oris rotor, byder på 38 timers gangreserve og en puls på 28.800 vibrationer i timen.

Billede: Oris.

Den nye model er prissat til 2.230 amerikanske dollars svarende til cirka 16.600 kr.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!