Speedmaster-serien tager et kig tilbage i historien og parrer fortiden med nutidens teknologi i det nye Omega Speedmaster Pilot Flight Qualified ur, som Omega lancerer lige op til julen.
Der findes næppe et mere ikonisk ur end Omega Speedmaster Professional “moonwatch”. At have været det første ur på månen er umuligt at slå i brandingværdi og historisk signifikans. Men Omega Speedmaster blev i sine spæde år ikke designet som hverken et måneur eller et pilot ur. Speedmaster lanceredes i 1957 som et ur til at time racerløb. Dette kan blandt andet ses ved, at Speedmaster lige siden har beholdt tachymeterskalaen på lynetten – en funktion til at måle hastighed.
Men Omega Speedmaster blev hurtigt i løbet af 1960’erne et ur til hastighed ikke kun på jorden, men også hastighed i himmelrummet. Nu lancerer Omega et nyt Speedmaster Pilot Flight Qualified, der viser den anden side af Speedmaster – ikke som hverken astronaut ur eller racerløbs ur – men som pilot ur.
Det er kun få dage siden, at Omega lancerede det nye Omega Seamaster Diver 300M Titanium And Bronze Gold, men nu er Omega således klar med et ur i den anden kæmpekollektion hos urmærket – Speedmaster. Det nye Speedmaster er inspireret af 1950’erne og 1960’ernes Speedmaster-ure, der var designet til racerløb.
Det nye Speedmaster skiller sig ud fra både Speedmaster Professional og også Speedmaster First Omega In Space, som man lancerede for få uger siden. Det første anderledes designelement er urkassens design, hvor Omega ikke gør brug af de berømte forvredne lyre-lugs. Hornene er på dette nye Speedmaster hos langt mere konventionelle og rå i sit flade design og børstede overflade.
Omega har skabt urskiven i et mat og grynet asfaltdesign, der giver et mere råt udtryk end de polerede og blanke urskiver, der ofte anvendes i Omega Speedmaster. Der er tydeligvis tale om et pilot ur, da man har valgt at have spidsen af den sorte sekundviser designet som et fly og farvet i en form for orange bornholmerrød farve. Kronografen byder på 60 minuttæller klokken ni og 12 timertæller klokken tre. Klokken seks har man placeret datofunktionen, der meget passende er hvid skrift på sort baggrund. Farverne er sprælske i blå, gul og orange. Timemarkørerne er 3D udskårne rektangulære Super-Luminova lume blokke.
Urets bagkasse er i stål med Omegas sagn-søhestmotiv. Der bydes på solide 100 meter vandtæthed og safirglas på forsiden. Man kan desværre ikke se Omegas inhouse caliber 9900 automatiske kronografurværk, der byder på 28.800 vibrationer i timen samt 60 timers gangreserve. Værket er certificeret af METAS.
Uret kommer på en børstet stållænke, men man får også et original Omega NATO-rem med i købet, så man kan skifte. Man kan overveje at købe en lækker læderrem til uret, hvis man ønsker et mere vintage og formelt udseende.
Størrelsesmæssigt ligger det nye Speedmaster Pilot Flight Qualified sig i lidt mindre dimensioner en Speedmaster Professional. Uret måler således 40,85 mm i diameter, 14,65 i tykkelse og 49,60 i længden. Omega har prissat uret til 80.800 kr. i danske butikker.