
Raymond Weil afslører ur-nyheder før Watches & Wonders: Nye Freelancer kalenderure
Cirka to uger før Watches & Wonders urmessen vælger Raymond Weil at afsløre to nyheder til kollektionen i form af Freelancer Complete Calendar.
Tirsdag d. 1. april slås dørene op til en af verdens mest imødesete urmesser i form af Watches & Wonders. Hele 60 urmærker deltager i Geneve, hvorfor langt de fleste nyheder gemmes i skufferne, indtil de afsløres på urmessen.
Men det schweiziske urmærke Raymond Weil, der har produceret ure siden 1976, venter ikke på Watches & Wonders i hjembyen. Allerede nu afslører Raymond Weil to nye ure i form af to versioner af Freelancer Complete Calendar.

Raymond Weil er kendt for at producere klassisk udseende ure i mellemklassen, hvor de store konkurrenter er urmærker som Longines, Oris og TAG Heuer. Raymond Weil hælder mest til de klassiske designs, men dykkeruret i Freelancer serien har et mere moderne udtryk.

De to nye Freelancer Complete Calendar ure følger den velkendte opskrift for det familieejede urmærke ved at være klassisk og elegant i designet. Den dybe tallerken genopfindes ikke, men Raymond Weil tilbyder flotte, mekaniske ure til priser, hvor de fleste kan være med.
Der lanceres en version i stålkasse med blå sunburst urskive og en mere dressy version med sølv sunburst urskive med en urkasse med PVD-behandlet guldoverflade. Guldversionen kommer på en fint matchende læderrem, mens den blå version kommer på en stållænke.

Uret har naturligvis kalenderfunktionen ved at vise dag og måned under klokken 12, samt dato og månefase over klokken seks. Dermed får man i uret et ganske kompliceret automatisk mekanisk ur, der både kan anvendes om dress ur og som et godt hverdags-ur.

Uret har en størrelse på 40 mm i diameter og 10,15 mm i tykkelse. Raymond Weil oplyser ikke urets længde, men et godt gæt er i omegnen af 46-47 mm. Dermed er urets dimensioner perfekte til de moderne krav – ikke for småt og ikke for stort til at kunne fungere som et formelt ur.
Uret har safirglas og det holder imponerende 100 meter vandtæthed. Sidstnævnte er ganske imponerende for et dress ur.

I uret sidder et automatisk RW-3281 urværk med fine 62 timers gangreserve. Det er bygget på et Sellita SW-300 urværk.
Det nye Raymond Weil Freelancer Complete Calendar er tilgængeligt i maj 2025 til en pris på 3.775 euro svarende til cirka 25.000 kr.






