Nomos præsenterer nye Club Campus i lyserød og grøn med opdateret urværk
Tyske Nomos føjer nu nye farver til Club Campus kollektionen af budgetvenlige tyske mekaniske hverdagsure. Man har nu også opgraderet det mekaniske urværk med længere gangreserve.
Det perfekte ur til at fejre datterens eller sønnens fuldendte uddannelse. Moderne og mekaniske ure til budgetvenlige priser.
Nogenlunde sådan kan man opsummere tyske Nomos’ idé med Club Campus kollektionen. Idéen er at tilbyde moderne ure i bauhaus design, inhouse urværker og til hverdagsbrug – uden at ruinere forældrene, der vil forære deres kære børn et lækkert ur.
Men Club Campus er så meget mere end den oprindelige målgruppe. Anno 2026 repræsenterer disse ure muligheden for at alle – uanset køn og alder – kan få sit et lækkert Made in Germany & Glashütte mekanisk ur med inhouse urværk.
Nomos udvider nu med to nye farver i All Olive og Full Rose i 36 og 38 mm størrelser og med et opdateret mekanisk urværk.

Ved at lancere urene i både 36 og 38 mm sikrer Nomos sig, at de nye Club Campus kan tiltale et stort publikum uanset, hvilket køn eller hvilken størrelse håndled man har. Nomos har en tendens til at udstyre sine ure med ret lange horn, og da urene har meget tynde lynettet og dermed meget urskive, vil de bæres større end størrelsen umiddelbart tilsiger.
De to nye farver kalder Nomos All Olive, der dækker over en olivengrøn urskive og Full Rose, der dækker over en rosen-lyserød farve.
Begge farver er gode bud til et ur til sommeren, hvor man nyder aftensmade på en fortovscafé eller et cocktail på en bar.

Urene kommer påmonteret en læderrem i vegansk velour (!!). Det er faktisk et fint valg til disse ure, men man kan nemt udskifte til f.eks. en sort eller brun læderrem med et mere skinnende og formelt udtryk.
36 mm versionen passer med remme, der er 18 mm brede, mens 38 mm versionen kræver 20 mm remme.
Urene kan også erhverves enten med lukket bagkasse i stål, hvorpå man kan indgravere et budskab, eller med safirglas-bagkasse. Også foran får man safirglas.
Med solide 100 meter vandtæthed passer urene perfekt til sommerens oplevelser.

Urene har lume i visere og timemarkører. Som man kan se, så bruger Nomos Californien-urskiver, hvilket vil sige et miks mellem arabiske tal og romertal. Viserne er sværdformede.
Urene måler 36 mm x 8,1 mm x 44,3 mm og 38,5 mm x 8,4 mm x 48,9 mm.

I forhold til tyske ure, der er produceret i Glashütte med inhouse urværker, er Nomos et meget stærkt bud på de bedst prissatte ure af denne type.
Dette skyldes ikke mindst urværket, der i denne nye duo er blevet opdateret til et kaliber DUW 4001. Gangreserven er nu øget til 53 timer fra cirka 40 timer. Det er en fin opdatering. Det er et mekanisk urværk, der optrækkes ved kronen. Dette kan man nu nøjes med at gøre hver anden dag.

Nomos prissætter urene således:
- 36 mm med lukket bagkasse 10.650 kr.
- 36 mm med safirbagkasse 12.300 kr.
- 38 mm med lukket bagkasse 11.700 kr.
- 38 mm med safirbagkasse 13.350 kr.
Se mere på Nomos’ hjemmeside.






