Nomos introducerer to nye Tangente 38: Markant slankere og mere komfortabel urkasse
Nomos har givet sit sporty dress-ur Tangente en tiltrængt opdatering, hvor urværket er gjort mindre. Det betyder, at Tangente nu er tilgængelig i to nye 38,5 mm versioner, der bæres langt bedre end den tidligere 41 mm størrelse.
Tyske Nomos sværger til tre ting i sin urmagerkunst; Bauhaus-design, egne inhouse mekaniske urværker og lange horn.
Netop det distinkte design fra urmærket fra urmagerlandsbyen Glashütte i det østlige Tyskland, samt de lækre inhouse urværker, gør Nomos til et af de attraktive luksusurmærker, når man sætter kvalitet og unikhed op imod prisen.
Nu har Nomos redesignet urværket i Tangente, så uret nu fås i en mindre størrelse.
Der lanceres to nye varianter – en i en flot mørkegrøn farve og en lækker cremehvid model.

Tangente er et rigtig godt bud på et sporty dress-ur. Det er et ur, som man kan bruge både, når man er aktiv, og når man gerne vil være lidt mere formel i udtrykket. På den måde bliver Tangente et godt bud på et GADA (Go Anywhere Do Anything) ur.
De to nye og opdaterede Nomos Tangente 38 vinder især stort ved at være slanket betragteligt. Dette skyldes primært, at Nomos har slanket det fine inhouse urværk kaliber 6101 med cirka to millimeter i bredden. På den måde kan Nomos konstruere mindre varianter af Tangente end den seneste 41 mm store variant.

Udfordringen med Nomos kan være de forholdsvis lange horn. De betyder, at f.eks. et Tangente i 41 mm i diameter bæres markant større end størrelsen foreskriver. Med de nye Tangente 38 er urene langt mere tilgængelige for flere størrelser håndled.
Urene måler således 38,5 mm x 7,4 mm x 47,3 mm.
Det er imponerende, at Nomos kan skabe automatiske ure, der er så slanke. Men det skyldes, at kaliber 6101 blot måler 3,6 mm i tykkelse. Urværket tikker med 21.600 vibrationer og holder 42 timers gangreserve.


Ikke alene er urværket imponerende slankt, det er også smukt dekoreret med skeleton rotor, Glashütte striber på både rotor og bro, samt smukke varmebehandlede blå skruer. Man får tilmed cirkulær børstning under balancehjulet.

Et særkende ved modellen og urværket er, at man får Nomos’ patenterede datofunktion, hvor datoen markeres af to røde streger yderst på urskiven. Det er en elegant og opfindsom måde at erstatte de ofte harmoni-brydende datovinduer.

Urene har safirglas på begge sider, og de kommer med en fin sort læderrem. Med 50 meter vandtæthed og ingen lume kan man ikke kalde Tangete 38 et sportsur, men det har designmæssigt et friskt udtryk der gør, at det er mere versatilt end de fleste andre klassiske ure.

Prisen for det nye Tangente 38 reference 147 er 29.400 kr.
Du kan læse mere om urene på Nomos’ hjemmeside.







