Under OL i Paris blev skuespilleren Daniel Craig spottet med en ny model af Omega Seamaster Diver 300M. Nu bliver den samt en anden model officielt lanceret af Omega.
Mens alverdens atleter under sommerens OL i Paris dystede om de eftertragtede medaljer, var James Bond aka Omega frontperson aka Daniel Craig tilstede i byernes by. Det var der ikke den store nyhed i, men Omega udsendte behændigt en række billeder af skuespilleren iført et hidtil ukendt Omega Seamaster. Nu bliver den model samt yderligere en model i Omega Seamaster Diver 300M officielt lanceret.
Der lanceres en ny sort version enten på gummirem eller meshlænke samt en grå version også med valg imellem gummirem eller meshlænke. De nye versioner bygger videre på Omega Seamaster Diver 300M 60th Anniversary-uret, der blev lanceret med blå urskive.
Således tilføjes yderligere to modeller til kollektionen, der adskiller sig fra den vanlige Diver 300M kollektion ved at have mindre bølger på urskiven samt et Co-Axial Master Chronometer Calibre 8806 automatisk urværk. Dette urværk kommer uden datokomplikation i modsætning til i den vanlige Diver 300M samling.
“De første af disse ure blev spottet i sommer på Omega-ambassadør Daniel Craigs håndled. Det var under OL i Paris. Denne debut satte gang i en bølge af interesse og nysgerrighed fra urfans over hele verden. De har siden i spænding afventet lanceringen af kollektionen,” skriver Omega i en pressemeddelelse.
Den grå version skiller sig mest ud af de to nye ure, da urskiven ikke har bølger. Derimod er urskiven en PVD-behandlet stålskive, der i teksturen minder om urskiven fra de nyere Railmaster-ure i grå fra Omega. Lynetten er skabt i grad fem titanium – urkassen er lavet i 316L kirurgisk stål. Farvevalget – især lynetten – minder om Yachtmaster fra Rolex. Og så sender uret mindelser om Omega Seamaster Diver 300M “Nekton”.
Den sorte version er mere klassisk Diver 300M og det er ganske simpelt en sort version af det kendte og eftertragtede Diver 300M 60th Anniversary. Urskiven har små, fine horisontale bølger, og lynetten er i sort aluminium. Det giver lidt vintage-vibes i modsætning til det mere moderne keramiske materiale.
Ligesom sin grå frænde kommer den sorte version uden dato, hvilket giver uret et mere harmonisk og rent toolwatch-udseende.
Begge versioner måler ligesom de andre Diver 300M-ure 42 mm i diameter, 49,7 mm i længen og 13,8 mm i tykkelse, og det har 300 meter vandtæthed. Der er naturligvis safirglas på begge sider af uret, så man kan se kaliber 8806 urværket bagpå. Urværket er et ultrapræcist inhouse-urværk testet af METAS – det schweiziske meteorologisk institut. Værker byder på 55 timer gangreserve.
De nye Seamaster Diver 300M – og især det sorte – må betragtes som solide konkurrenter til Rolex Submariner. Med priser på den grå version med referencenummer 210.30.42.20.06.002 på 55.500 kr. og den sorte version med referencenummer 210.30.42.20.01.010 på 55.500 kr. er der tale om luksusdykkerure fra et legendarisk urmærke, der er yderst konkurrencedygtige. Ovenstående priser er for urene på meshlænke – ønsker man gummiremmen er prisen 50.600 kr.