Mig og mit ur: 10 år med Rolex GMT-Master 16700 Pepsi – en tro følgesvend
Det er gået op for mig, at det nu er 10 år siden jeg købte mit første Rolex. Jeg har over årene ejet en række forskellige Rolex og andre mærker, men mit skønne Rolex GMT-Master 16700 skal ingen steder.
Det havde rumsteret i flere år: jeg drømte om at få mit første Rolex.
Det legendariske og definerende urmærke, der siden grundlæggelsen i 1905 har sat sit enorme aftryk på ure. Design, funktionalitet, teknologi og kommerciel mega-succes. Rolex er verdens største og mest ikoniske urmærke.
Nogle hader Rolex, men de fleste med passion for ure elsker det schweiziske urmærke grundlagt af den anglofile tysker Hans Wilsdorf.
I 2015 var hypen dog langtfra, hvad den er i dag. Det var tiden før, at Rolex for alvor blev et investeringsobjekt for de friske typer med smalle slips og spidse sko.
Der skulle ikke gå mange år, før hypen og priserne stak fuldstændig af. Men jeg nåede at købe mit elskede GMT-Master 16700 for 36.000 kr. plus et slidt TAG Heuer Aquaracer. Samlet pris 42.000 kr.
En betragtelig sum penge i 2015 og i dag. Men cirka 60-70 procent under prisen i dag.
Siden ur og penge (bankoverførsel) skiftede hænder på en café på Christianshavn har jeg elsket mit GMT-Master. Referencen er måske den mindst populære, patinaen er ujævn og uret bærer præg af, at der er sket meget for ure siden urets fødsel i 1991.
Men jeg elsker mit GMT-Master. Som min bror, der overhovedet ikke interesserer sig for ure, klogt sagde engang: “Dit Pepsi Rolex er det, som jeg forbinder med Rolex”.

Min passion for ure startede mange år tidligere. Min far havde en interesse for ure, men han købte aldrig dyre ure. Det forblev ved kvartsure. Jeg husker tydeligt, at min oldefar havde et dykkerur, hvor man kunne dreje på drejekransen. Jeg husker ikke uret tydeligt, men jeg tror, at det var et Seiko.
Mit første “rigtige” ur var et Omega Seamaster Diver 300M Professional 2531.80. Pierce Brosnan uret kendt fra 1990’ernes James Bond. Også det ur har jeg stadig i min samling, og heller ikke det ur skal nogensinde videre.
På samme måde markerer mit GMT-Master, at min passion for urene for alvor tog fart og blev “alvor”. Det bliver “alvor”, når man efter at have drømt om et ur i årevis endelig køber det. Og som en hidsig australier på YouTube klogt har sagt “it has to hurt”.
Med det menes, at man skal ville det så meget, at det kræver et offer. For mig var offeret en for mig dengang stor sum penge og et Aquaracer, som jeg holdt af.

Da jeg købte uret var jeg ikke optaget af referencenumre, prisudvikling osv. Der dukkede en annonce op, og jeg slog til. Senere har jeg læst en masse om Rolex GMT-Master og specifikt reference 16700.
“[…] Af samme årsag blev 16700 aldrig rigtig en succes, da langt de fleste valgte den mere avancerede 16710 i stedet. Dette er stadig gældende, og 16700 er den vel nok mindst populære GMT model overhovedet (baseret på efterspørgsel og dermed prisniveauet).” Det skriver Rolex ekspert Mads Urup Gjødesen i den fremragende og detaljerede guide til Rolex sportsmodeller “Den ultimative Rolex guide – Stål sportsmodeller 1960-2020.”
Ville jeg med den viden købe uret i dag?
Svaret er ja. Jeg har en forkærlighed for de mere skæve eksistenser i Rolex’ historie.
Reference 16700 har nemlig quick-set date, men uret har ikke individuel timeviser, som f.eks. den mere populære reference 16710 har. Dermed kan man “kun” følge to tidszoner, da GMT-viseren følger timeviseren eller omvendt.

Lad os dykke lidt ned i historien om GMT-Master med særligt fokus på reference 16700.
Rolex introducerede GMT-Master i 1954.
“GMT-Master modellen hører til blandt de mest karakteristiske Rolex modeller med sine farvede lynetter,” skriver Gjødesen i sin bog. Han og min bror er enig – den ene ekspert, den anden uden interesse i ure.
GMT-Master blev skabt til piloterne i det amerikanske flyselskab Pan Am, der havde behov for at kunne aflæse to tidszoner; hjemmetid og udetid. I USA flyver man imellem tidszoner, så GMT-Master blev skabt som et værktøj. Præcis som Submariner blev skabt til dykkere.

Det hele startede med reference 6542, der udviklede sig til reference 1675, der bevægede sig videre til reference 16750 og 16760. I 1988 introducerede Rolex som reference 16700, men allerede året efter kom reference 16710 på banen.
Dermed blev reference 16700 klemt imellem de langt mere populære referencer 16750 og 16710. Ikke desto mindre producerede Rolex reference 16700 fra 1988 til 1999. 11 år er en ganske pæn levetid for et GMT-Master.
For eksempel blev reference 16750 kun produceret i otte år og reference 16760 i blot seks år.
Man kunne købe reference 16700 med det legendariske røde og blå “Pepsi”-lynetteindlæg eller med sort indlæg.
Uret blev produceret med oysterlænke og jubileelænke i alle årene, så man kunne vælge. Fra 1988 til 1998 havde urene tritium som selvlysende materiale.

Mit eksemplar er fra 1991 og kom på oysterlænken. Det har “Swiss made – T<25” på urskiven klokken seks, hvilket indikerer, at urets lume er tritium med forventet 25 års levetid.
Uret har også “Open 6” datohjul, hvilket betyder, at 6-tallet er åbent. Dette findes kun i modeller fra 1988 til 1992, ifølge “Den ultimative Rolex guide – Stål sportsmodeller 1960-2020.”
Så kun fire år var præcis min model i produktion.
Uret købte jeg af en samler, der havde købt uret hos Juwelier Rieger i München. Uret kom i fin stand med ægthedsbevis, men uden certifikat. Og uret kom i den smukke grønne læderboks, som Rolex leverede urene i dengang. Den boks har noget klasse i forhold til de plastikbokse Rolex leverer sine ure i.
Jeg har haft uret til gennemtjek og service hos Klarlund. Det trængte til rens og olie, men ellers er uret en fantastisk ambassadør for Rolex.
Efter 35 år tikker det lystigt derudaf… Og afviger med +1-2 sekunder i døgnet!

Jeg har tilkøbt en ægte jubileelænke fra Rolex. Dermed kan jeg veksle mellem det mere sporty udtryk med oysterlænken, som er mit foretrukne valg om sommeren, og det mere klassiske vintageudtryk med jubileelænken.
Uret er naturligvis ikke lysende i mørket, da tritiumlumen døde for længe siden. Uret var cirka 24-25 år, da jeg købte det, og der var stort set intet liv i lumen.
Det er en sjov detalje, at timemarkørerne og viserne ikke patinerer ensartet. Timemarkørerne er blevet gule, mens visernes tritium patinerer langt langsommere.
Det ses ofte, fortæller en ekspert i Rolex, der driver en af landets største forhandlere af brugte Rolex. Måske er det servicevisere? Jeg kender ikke historien, men jeg er også ret ligeglad.
For jeg elsker MIT GMT-Master 16700.
Jeg bar uret, da jeg blev gift. Jeg bar uret under mine børns fødsler. Mine børn vil bære uret, når jeg ikke er her længere.

For selvom referencen er den måske mest upopulære GMT-Master reference, selvom patineringen er ujævn og selvom uret bærer præg af at være gammelt, så bærer uret også så mange minder og så meget glæde, at alle disse ting intet betyder.
Det er MIT GMT-Master.
Og i år fejrer vi ti år sammen.
Uret er ikke perfekt. Der er ikke lume og den tynde krone er irriterende at betjene. Jeg kan meget bedre lide de større kroner på senere GMT-Master modeller fra Rolex.
Uret larmer også. 3175 værket er et fantastisk urværk. På 35. år tikker det ultrapræcist derudaf. Respekt, Rolex. 48 timers gangreserve er efter tidens standarder OK. Men i dag kommer GMT-Master med 70-72 timers gangreserve.
Jeg har heller ikke glæden af at eje et “ægte” GMT-ur i den forstand, at timeviser og GMT-viser ikke er uafhængige af hinanden. På rejser til Mellemøsten og USA har to tidszoner dog været helt tilstrækkeligt.

Uret har alt, hvad jeg kan bede om: historie, funktionalitet, bærekomfort, holdbarhed og vigtigst af alt minderne.
Åh ja, uret sidder PERFEKT på håndleddet. Jeg elsker de “gamle” urkasser fra Rolex. De er smukt designet, de er slanke og de er designet til perfekt komfort. De nyere Super-Cases har ikke samme skønhed og komfort.


Så tak, kære GMT-Master. Du har haft mange søskende:
- Submariner 14060
- Submariner 16613
- Oyster Perpetual 114300
- Milgauss 116400
- Air-King 126900
- Explorer 214270 (er her stadig)
Men du skal ingen steder – det skal din brormand 214270 heller ikke.
Jeg har prøvet mange Rolex, men med 16700 og 214270 har jeg fundet de to, som jeg holder mest af.
Lad os tage ti år mere!

























