Nyheder

Mido præsenterer nyt Ocean Star 39 med nyt urværk

Mido overrasker med et nyt Ocean Star med flot bølgeurskive, nyt urværk og i 39 mm diameter.

Trenden med sportsure i mindre størrelser har nu også fået Swatch Group ejede Mido til at lancere en ny, frisk version af det populære Ocean Star dykkerur. Det nye Ocean Star 39 er, som navnet afslører, et dykkerur med en diameter på 39 mm. Dermed fortsætter Mido med at udvide Ocean Star dykkerurskollektionen. En kollektion, der debuterede helt tilbage i 1959.

Det nye Ocean Star 39 byder på fire versioner: en blå-sort version på lænke, en sort version på lænke, en champagneversion på lænke med PVD behandlet lynnette i guld og en helt sort version med sort PVD-behandlet urkasse på sort gummirem.

De fire versioner af Ocean Star 39. Billede: Mido.

Udover den mindre størrelse er der flere nye elementer ved det nye Ocean Star 39. Særligt stikker urskiven ud. Den har fået et flot bølgedesign, hvor især den tofarvede blå og sorte version er speciel. Både urskiven og lynnetten er tofarvet, så den øverste halvdel er sort, mens den nederste halvdel er blå. Klokken tre finder man datokomplikationen, der desværre kun er farvematchet på den helt sorte version. Uret ser moderne ud, men det har vintageelementer såsom aluminium lynnetteindlæg og en overdimensioneret krone, der ikke er beskyttet af kronebeskyttere.

Den tofarvede version har et fint “Batman-farvevalg”. Billede: Mido og Time & Crown.
Billede: Mido og Time & Crown.

Swatch Group ejede urmærker anvender som regel Powermatic 80 automatikurværket, men Mido går i en interessant retning ved at anvende et ETA-produceret automatikurværk med 72 timers gangreserve. Urværket tikker med 25.200 vibrationer i timen mod Powermatic 80 urværkets 21.6000 vibrationer. Det nye urværk er af samme type som Longines anvender.

Billede: Mido.

Størrelsesmæssigt matcher Mido fint den mere kompakte 39 mm i diameter urkasse. Uret er således kun 10,50 mm tykt og kun 46 mm i længden. Uret er prissat til yderst konkurrencedygtige 8.000 kr. (1.050 CHF) for tre af versionerne og cirka 8.800 kr. for den sorte PVD-version. Denne pris er især attraktiv, fordi Mido anvender det nye Caliber 72 urværk, der er stort set identisk med Longines L888 urværker. Longines dykkerur HydroConquest er typisk dobbelt eller tredobbelt prisen af et Mido Ocean Star 39.

Billede: Mido.

Se mere på Midos HJEMMESIDE.

Se også

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!