Mere skønhed fra Glashütte: Tutima lancerer smukt Patria Titanium med ny urskive
I det østtyske sker der ting og sager på den horologiske front. Tutima er ikke et kendt urmærke herhjemme, men med det nye Patria Titanium med smukt urværk og lyseblå urskive byder tyskerne sig til.
Vi kender de schweiziske og japanske urmærker indgående. Men i Østtyskland i den lille landsby Glashütte med blot 7.000 indbyggere bliver nogle af verdens meste spændende, smukke og konkurrencedygtige ure produceret.
Ikke langt fra nærmeste storby Dresden finder man urmærker som Glashütte Original, A. Lange & Söhne, Nomos, Union Glashütte, Moritz Grossmann, Mühle Glashütte og Tutima.
Sidstnævnte er stort set ukendte herhjemme, men det lille tyske urmærke Tutima, der i 2030 fylder 100 år, har meget at byde på i forhold til kvalitetsure til fornuftige priser.
Nu lancerer Tutima en ny farve til sin populære Patria Titanium kollektion.

Tutima introducerede Patria tilbage i 2010’erne, og i de senere år har man moderniseret og opfrisket kollektionen, der i dag fremstår mere tidssvarende og som et godt bud på mekaniske luksusure af den klassiske slags.
Det nye Patria Titanium lanceres med en ny farve på urskiven. Tidligere har man lanceret versioner med sort, sølv, grå og grøn urskive. Nu tilføjes den populære lyseblå farve til kollektionen.


Patria er et ur, der smelter moderne urmageri og dimensioner sammen med klassisk design. Således måler det nye reference 6612-11 41 mm i diameter og 11,5 mm i højden. Længden oplyses ikke, men hornene er ret korte, så et godt bud er 47-48 mm.
Således er det et klassisk udseende ur med moderne dimensioner.
Uret er konstrueret i titanium, så det er ultra let at bære på håndleddet. Det kommer påmonteret en læderrem.

Urskiven med det smukke såkaldte pyramid décor, der minder om mikroskopiske pyramider, er en af urets attraktioner. Nederst finder man et forstørret small seconds vindue med glat sunburst udseende. Viserne er klassiske og smukke. Kronen har en løgform og er pænt skjult bag kronebeskyttere.
Uret har safirglas på begge sider og holder 50 meter vandtæthed.

Vender man Patria om, så åbenbarer sig endnu mere skønhed. Uret er nemlig udstyret med Tutimas smukke kaliber 617. Det er et manuelt optrukket inhouse urværk med en puls på 21.600 vibrationer i timen og 65 timers gangreserve.

Værket består af 171 dele. Det har smukt behandling på den for Glashütte urmærker store 3/4 bro, der har smukke Glashütte striber.

Uret er prissat til 8.600 euro svarende til cirka 65.000 kr. Det er en fair pris i forhold til, hvad man får med dette ur.
Se mere på Tutimas hjemmeside.






