
De nye blå Longines Spirit Pilot og Spirit Pilot Flyback er solide og friske bud på moderne piloture
Time & Crown stiller skarpt på de to nye Spirit Pilot modeller fra Longines, der føjer en helt ny blå farve til kollektionen. Urene er bundsolide og spændende moderne bud på piloture. Blandt andet får man meget præcise urværker, så Longines puster konkurrenterne i nakken.
Jeg så første gang de to nye Longines Spirit Pilot og Spirit Pilot Flyback under et event, som Time & Crown afholdt sammen med Longines. Interessen var stor for de nye Master Collection Chrono Monopusher og de nye HydroConquest, men især kronografen Spirit Pilot Flygraf fik stor opmærksomhed.
Nu har jeg endelig haft muligheden for at have urene til test og anmeldelse i nogle dage, så her følger min oplevelse af den nye duo.
Det er en underdrivelse at påstå, at det 194 år gamle schweiziske urmærke Longines ikke har haft et imponerende 2026 indtil videre. Det startede i det tidlige forår med den nye og opdaterede HydroConquest kollektion, der blev så populær, at urene blev udsolgt på rekordtid. Efter sommer er Longines så fortsat med den nye Master Collection, og nu følger den nye Spirit Pilot duo.
Lad os zoome ind på de to nye modeller i denne artikel.

Longines lancerede de piloturinspirerede Spirit modeller i 2020. Siden er Spirit blevet udvidet med nye størrelser, farver og komplikationer. I 2025 byggede Longines videre på Spirit ved at introducere Spirit Pilot, der er Spirit designet i et udformning som piloture, og nu føjes en ny blå duo til Spirit Pilot.
De to nye modeller er tid-modellen Spirit Pilot på enten stållænke eller blå gummirem og Spirit Pilot Flyback kronografen på enten stållænke eller blå gummirem.
Det er især den nye blå farve, der er interessant, for det er første gang, at Longines introducerer denne farve og i ure, der ikke har sunburst urskiver. I stedet er den ret levende blå farve afdæmpet ved, at Longines har lakeret overfladen på urskiverne. Det kommer der to sporty og retroinspirerede ure ud af.


Ud over den levende blå farve, så skiller urene sig ud ved deres kompakte størrelse og at de kommer uden dato.
Longines Spirit Pilot er det mest simple af de to nye ure. Det er også det af de to nye ure, der er mest et pilotur, da det har 1-12 tallene påsat yderst på urskiven. Viserne er sværdformede, og der er masser af lume i både visere og timemarkører. Jeg har varianten på lænken til test, og i denne konfiguration er det nye Spirit Pilot en god kandidat til en mellemting mellem et pilotur og et godt hverdags ur.
Uret måler 39 mm x 11,5 mm x 47,20 mm. Tager man endeleddene på lænken med, så måler uret cirka 52 mm længden. Det bæres dog mere som et 40 mm ur. Der er 20 mm imellem hornenen, kronen er forstørret – som det sig bør på et pilotur – og så snævrer lænken meget ind ned mod spændet.




Uret har lettere buet safirglas og en lukket bagkasse. Spændet er slankt og børstet på overfladen, hvilket er smart så man undgår de værste tydelige ridser efter et stykke tid, og så er der også mikrojustering i spændet. Urkassen er den moderne Spirit urkasse, der mestendels er børstet. Den har dog en fin poleret kant på begge sider af uret. Lænken er fleksibel og komfortabel – den har enkelte polerede detaljer i midterleddet og de inderste sidder af de to yderled.
Spirit Pilot holder 100 meter vandtæthed.

Spirit Pilot Flyback er kronografversionen af de nye Longines Spirit Pilot. Uret har et manuelt optrukket flyback kronografurværk, hvilket betyder, at man kan igangsætte ny tidstagning. Dette aktiveres via de to trykknapper på højre side af urkassen. Uret har også en forstørret krone.
Funktionsmæssigt får man flyback kronograf, løbende 60 sekund til højre og 30 minut tæller til venstre. Uret har et hævet safirglas foran og safirglas på bagpå, så man kan se urværket.
Lynetten roterer begge veje, så man også kan anvende denne til tidstagning. Lynetteindlægget er af keramik. Også denne model har lange pilotvisere og tallene 1-12 dog afbrudt af de to subdials.


Uret måler 39,5 mm x 13,4 mm x 47,4 mm. Der er 20 mm i mellem hornene. Denne variant kommer på den lækre gummirem, der farve- og stilmæssigt passer godt til uret. Urkassen er ligesom Spirit Pilot mestendels børstet. Og så er der masser af lume i visere, timemarkører og også lynetteindlægget.

Gummiremmen har masser af huller, så både folk med store og folk med mindre håndled kan få et godt fit om håndleddet.
Urværker, præcision og lume

Dette er nummer 26 og 27, hvor jeg tester et af de nyere Longines L-urværker. Alle gange – som i alle gange – jeg har testet disse urværker har de været super præcise. De to nye Spirit Pilot ure er tilmed begge to COSC certificeret.
I Spirit Pilot sidder et automatisk L888.4 urværk med 72 timers gangreserve og 25.200 vibrationer i timen. Jeg opnår fin præcision og amplitude med cirka +3 sekunder i døgnet og tæt på 300 i amplitude.

Endnu bedre bliver det med Spirit Pilot Flyback, der tikker med hjælp af et Longines L792.4 urværk. Urværket er smukt dekoreret med blå skruer, blåt kolonnehjul, blå skruer, stribet børstning på broen og også cirkulær børstning.
Urværket har 68 timers gangreserve og tikker med 28.800 vibrationer i timen. Dette fine flyback kronografurværk er yderst præcist med 0 til +2 sekunder i døgnet og fin amplitude.

Men hvad så når mørket falder på? Begge ure imponerer også med masser af Super-Luminova. Især er det fint, at Longines har lagt lume i lynetteindlægget på Flyback-modellen.


Bærekomfort, rem, lænke og pris

Min oplevelse generelt med Longines Spirit modellerne er, at de bæres større end deres dimensioner angiver. Er man til meget store ure, så bæres 42 mm modellerne nærmere 43 eller 44 mm. For disse to 39 mm Spirit Pilot gælder det samme, hvilket primært skyldes urkassens lidt bastante design og de lettere forlængede horn.
Forvent derfor en følelse af at bære 40 mm ure. Spirit Pilot er 11,5 mm i højden, så dette sportsur bæres ret kompakt, mens Spirit Pilot Flyback med 13,4 mm i højden fylder lidt mere på håndleddet.


Jeg får ikke følelsen af, at jeg bærer nogle skrøbelige retroinspirerede piloture. Begge ure er bundsolide og har tydelig fremtoning på håndleddet. Så forvent, at urene bæres lidt større end dimensionerne angiver.



Lænken er komfortabel, fleksibel og slank. Indsnævringen ind mod det smalle og tynde spænde gør, at Spirit Pilot på lænken er meget komfortabelt at bære. Lænken er dog med til at gøre uret lidt større på grund af de brede endeled. Omvendt er gummiremmen med til at gøre Spirit Pilot Flyback lidt slankere at bære. Gummiremmen er af lækker kvalitet og jeg kan godt lide overfladen. Desværre er spændet uden mikrojustering, som man ellers ser på Longines deployantspænder.
Priser og konklusion

Samlet set er begge ure af rigtig god kvalitet. Man får alt det som man forventer af et moderne schweizisk luksusure: lækre detaljer, stærk lume, præcise urværker med fin gangreserve, karakter og god bærekomfort. Begge ure har endda 100 meter vandtæthed, så man får også solide sportsure i denne nye duo.
Selvom urene begge er en del af Longines Spirit Pilot, så er det to meget forskellige ure. Spirit Pilot vækker klart mest interesse i forhold til mine videoer på YouTube. Jeg tror, at mange ser det som et rigtig godt schweizisk luksusur til hverdagsbrug. Man får høj kvalitet men til priser markant under Omega.
Longines Spirit Pilot Flyback er det mere vintageinspirerede af de to ure. Så det er et ur til dem, der gerne vil have et ur med lidt mere pondus end Spirit Pilot. Det har også en smag af dykkerur på grund af den drejelige lynette. Til Longines eventet var det klart denne model, der vakte mest interesse.


Prismæssigt koster Longines Spirit Pilot på lænken (reference L3.809.4.93.6) 22.900 kr. og og på gummiremmen (reference L3.809.4.93.9) 20.150 kr.
Longines Spirit Pilot Flyback koster på lænken (reference L3.721.4.93.6) 42.100 kr. og på gummiremmen (reference L3.721.4.93.9) 39.900 kr.
For sidstnævnte er vi prismæssigt på et niveau, hvor man kan få et godt preowned eksemplar af eksempelvis Omega Speedmaster, så det er et svært sted at placere sig prismæssigt.
For Spirit Pilot er det er virkelig interessant prisniveau, hvor mærker som Tudor, Oris og Omega får hård konkurrence.
Er man til pilotstilen, den fine blå farve og bundsolid schweizisk kvalitet, så kan de nye Longines Spirit Pilot klart anbefales.
Videoanmeldelse på YouTube
Informationer om urene:
- Longines Spirit Pilot og Longines Spirit Pilot Flyback
- Longines Spirit Pilot på lænken (reference L3.809.4.93.6) 22.900 kr. og og på gummiremmen (reference L3.809.4.93.9) 20.150 kr.
- Longines Spirit Pilot Flyback koster på lænken (reference L3.721.4.93.6) 42.100 kr. og på gummiremmen (reference L3.721.4.93.9) 39.900 kr.
- Spirit Pilot: 39 mm x 11,5 mm x 47,5 mm – 20 mm imellem hornene
- Spirit Pilot Flyback: 39,5 mm x 13,4 mm x 47,4 mm – 20 mm imellem hornene
- Safirglas, 100 meter vandtæthed, Super-Luminova lume og ure i 316L stål
- Spirit Pilot: Longines automatisk kaliber L888.4 med 72 timers gangreserve og 25.200 vibrationer i timen COSC certificeret
- Spirit Pilot Flyback: Longines manuelt optrukket mekanisk kaliber L792.4 med 68 timers gangreserve og 28.800 vibrationer i timen COSC certiceret
- Spirit Pilot Flyback har drejelig keramisk lynette med keramisk indlæg
Læs mere om urene på Longines’ hjemmeside.






