Nyheder

Longines slanker Spirit Pilot og lancerer klassisk pilotur og pilotkronograf

Longines har sendt Spirit Pilot på slankekur og introducerer nu en 39 mm trehåndsversion af Spirit Pilot og en 39,5 mm Spirit Pilot kronograf. Begge ure holdes prisvenlige.

Fly, piloter og luften er nærmest synonymer til schweiziske Longines. Det Swatch Group ejede urmærke har en lang og traditionsrig historie med luftfart. Faktisk går historien helt tilbage til 1920’erne, hvor et Longines ur for første gang sad på håndleddet af en pilot.

I de senere år har Longines for alvor taget favntag med sin rige luftfartshistorie, hvor især Spirit urene er moderne men stadig historiske nik til den rige historie.

Nu sender Longines to kompakte piloture i Spirit-kollektionen i luften i form af Spirit Pilot og Spirit Flyback.

Den nye luftige duo. Billede: Longines.

Longines lancerede Spirit-modellen i 1954 som et dengang moderne pilotur, der bød på høj præcision. I 2020 relancerede schweizerne så Spirit i et storstilet comeback, der de sidste fem år har budt på mange nye modeller.

Nu føjes yderligere to modeller i kompakt størrelse til: en 39 mm simpel tid-kun version kaldet Spirit Pilot og en yderst kompakt flyback kronograf i 39,5 mm kaldet Spirit Flyback.

Begge ure er et kig tilbage i historien, men i en moderne indpakning, der byder på alt det, som Longines anno 2025 kan byde på.

Longines Spirit Pilot. Billede: Longines.

Longines Spirit Pilot holder piloturdesignet helt rent og råt med et simpelt men effektivt layout. Man får kun tiden, da der ikke er en datofunktion. Til gengæld får man en yderst harmonisk urskive med lumefyldte timemarkører fra 1 til 12. Viserne er holdt i simpelt og effektivt sværddesign.

Billede: Longines.

Den nye model måler ud over 39 mm i diameter 11,5 mm i tykkelse. Længden er 47,2 mm. Så det er på trods af at være kompakt i diameteren ikke et ur, der forsvinder på håndleddet.

Uret kommer påmonteret en grøn gummirem, der giver uret et råt udseende. Det har lukket stålbagkasse og safir på forsiden. Det holder solide 100 meter vandtæthed og har en skruekrone.

I uret sidder et L899.4 automatisk urværk, der er skabt eksklusivt til Longines. Urværket er COSC-certificeret, holder 72 timers gangreserve og tikker med 25.200 vibrationer i timen.

Billede: Longines.

Longines har prissat det nye Spirit Pilot med referencenummer L3.809.4.53.9 til 20.150 kr.

Billede: Longines Spirit Flyback.

Kronografer er en velkendt type piloture, så naturligvis lancerer Longines nu også en 39,50 mm manuelt optrukket flyback-kronograf.

Uret måler 13,4 mm i tykkelse og blot 47,4 mm i længden. Det er godt at se, at Longines er gået bort fra de alt for lange horn, der fik Spirit-urene til at bæres for store og flade på håndleddet.

Uret har safirglas på begge sider, så man kan se urværket bag på.

Longines kaliber L792.4. Billede: Longines.

I uret sidder det manuelt optrukne Longines kaliber L792.4, der byder på 28.800 vibrationer i timen og 68 timers gangreserve, når det er fuldt optrukket.

Urværket er ganske smukt dekoreret med Geneve-striber og blå skruer.

Spirit Flyback holder solide 100 meter vandtæthed.

Uret kan købes for 42.100 kr. på stållænken og 40.300 kr. på læderrem.

Se mere på Longines’ hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!