Longines introducerer nyt Hydroconquest GMT i flere farver
Longines udvider den populære Hydroconquest samling med et nyt GMT ur, der kommer i fire forskellige farver og med tre valgmuligheder af remme og stållænke.
Rygterne om, at Longines var på vej med en udvidelse af dykkerurssamlingen Hydroconquest har spøgt på internettet i en rum tid. Interessen for det schweiziske urmærke, der stammer tilbage fra 1832, er skyhøj. Senest har Longines introduceret en 39 mm version af deres populære Zulu Time GMT ur. Men Longines satser på endnu større interesse for at kunne aflæse flere tidszoner med fire nye GMT ure i Hydroconquest samlingen. De fire ure markerer en række nye designelementer i form af for eksempel nye lænker, der måske kan tænkes at afløse lænkerne på de normale Hydroconquest dykkerure.
- Grøn urskive med sort lynnette og cremefarvet skrift – lænke eller NATO rem
- Brun urskive med brun lynnette og gylden skrift – lænke eller NATO rem
- Sort urskive med sort lynnette og orange farver – lænke eller gummirem
- Blå urskive med blå lynnette og lyseblå farver – lænke eller gummirem
Alle fire versioner måler 41 mm i diameter, 12,9 i tykkelse og 49 mm i længden. Urene er udstyret med moderne keramiske lynetteindlæg, safirglas og stålbagkasser. Ligesom de regulere dykkerure byder den nye GMT kollektion på 300 meters vandtæthed. Dette er en fast specifikation for Hydroconquest, der første gang lanceredes i 2007 i form af et automatisk dykkerur med lynetteindlæg i aluminium. I 2018 opdaterede Longines samlingen med nye 41 mm Hydroconquest med nye L888 urværker og keramisk lynnetteindlæg. Senere er udvidet med adskillelige farver, remme og størrelser. Senest lancerede Longines et nyt grønt Hydroconquest.
Det nye Hydroconquest GMT byder på flere nye og spændende tiltag. De klassiske og lidet populære oyster stållænker med polerede midterled, som man kender fra de normale Hydroconquest er afløst af en ny H-link lænke, der også byder på en yderst tiltrængt opdatering af spændet. Det nye spænde byder også på mikrojusteringer og har fået et friskt og moderne udtryk. Kronebeskytteren er blevet opdateret i et mere afrundet og blødt design, der afløser de mere skarpe kronebeskyttere hidtil.
Urværket er en ny version af de fremragende L888 urværker som Longines benytter sig af. Urværkerne er bearbejdede ETA urværker, hvor slaghastigheden er sat ned til 25.200 slag i timen mod de normale 28.800 slag i timen. Dette giver i det nye L844.5 en forøget gangreserve på flotte 72 timer. Værker byder også på en antimagnetisk balancefjeder i silikone. Urværket er ligeledes i ISO 764.
Longines har ligeledes opdateret gummiremmen fra de lidt tykke og stive gummiremme til en tyndere gummirem, der minder umiskendelig meget om de fremragende gummiremme, som vi kender fra Omega Seamaster Diver 300M. Dette er en solid opgradering, der nok vil vække en hel del begejstring.
Longines oplyser, at den vejledende udsalgspris er 23.000 kr.
Besøg Longines HER.