Tæt på uret

Laco Flieger Pro med grøn urskive er et solidt autentisk tysk flieger ur med flotte kvaliteter

Det historiske tyske piloturmærke Laco har fornylig føjet en grøn variant til udbuddet af historisk autentiske militære flieger ure. Jeg satte mit nye Laco Flieger Pro med grøn urskive sammen på deres hjemmeside. Her følger min oplevelse af det tyske pilotur.

Det var bestemt ikke det bedste formål som de fem store leverandører af flieger (piloture) til Luftwaffe, Laco, IWC, Stowa, Wempe og A. Lange & Söhne, leverede ure til under Anden Verdenskrig.

Laco blev etableret kort før nazismens indtog og senere verdenskrig i 1925, og under krigen leverede Laco flieger ure til de tyske piloter. Det gør på godt og ondt Laco til et historisk autentisk urmærke i global militærhistorie.

Anno 2026 er Laco det mest prisvenlige og tilgængelige af de fem originale flieger-leverandører. Tyskerne har fornylig introduceret en grøn urskive til Flieger Pro piloturene. Vi tester Stuttgart Flieger Pro med den grønne urskive i denne artikel.

Billede: Laco.

Laco har tre linjer af fliegerure: Flieger Basic med japanske urværker, Flieger Pro med schweiziske urværker og så de mest autentiske og dyreste piloture i Flieger Premium.

Laco Flieger Pro kan købes i 37 mm, 40 mm og 43 mm. Man sammensætter selv sit ur på Lacos hjemmeside, hvor man kan vælge størrelse, urværk, antirefleksbehandling, indgravering, type af rem eller lænke og meget andet. Lacos urmagere i Pforzheim bygger så uret ud fra din bestilling, og du modtager uret efter 10-12 dage.

Det er en fed feature, at man selv kan sammensætte sit ur. Man kan også få Flieger Pro med sort urskive eller blå urskive.

Billede: Time & Crown.

Den grønne skive giver uret den ekstra dimension, der fik mig til at betale de 1.100 eller cirka 8.400 kr. inkl. forsendelse som Laco Flieger Pro 40 mm koster i den konfiguration, som jeg valgte.

Uret måler 40 mm x 11,2 mm x 46 mm. Kronen måler syv mm og der er 20 mm imellem hornene.

Uret er konstrueret i 316L stål, der er fuldstændig børstet. Så man får det rå toolwatch-udseende på uret. Der er safirglas på begge sider. Man kan vælge fast bagkasse, og man kan også vælge antirefleksbehandling på begge sider af safirglasset.

Jeg valgte et Flieger A-type, hvilket vil sige timemarkørerne yderst på urskiven. Man kan også vælge B-typen, hvor minutterne er yderst på urskiven. Da jeg har købt uret for 1) at have et ægte tysk “Made in Germany” fliegerur, og 2) for at have et lidt klassisk og dressy hverdagsur, valgte jeg A-type.

B-type. Billede: Laco.

Urskiven er ret special, da den langtfra er så grøn, som det fremgår på Lacos hjemmeside. Det er en grøn sunburst urskive, men det er en ret subtil grøn, der kun er synlig, når lyset rammer urskiven. Ellers fremstår urskiven nærmest sort. Det kan jeg godt lide, da det giver uret noget liv og forskellige udtryk.

Jeg valgte den brune læderrem, der er håndlavet i Tyskland. Den er af fin kvalitet, men den føles en anelse blød, så jeg er spændt på, om den holder stand i mange år. Spændet er børstet og har Laco indgraveret.

Billede: Laco.
Billede: Laco.

I uret sidder et schweizisk Sellita SW-200 automatisk urværk med 38 timers gangreserve og 28.800 beats i timen. Man kan betale mere og få topgrade mod elaboré, som jeg valgte. Men jeg får rigtig fin amplitude på over 300, og uret er i gennemsnit syv sekunder for hurtigt i døgnet. Det er godkendt, men heller ikke mere end det.

At der er tale om tysk ingeniørkunst og tysk fokus på funktionalitet og hårdførhed vidner skruekronen, der er diamantformet samt de 200 meter vandtæthed om. Det er rigtig flot for et fliegerur at have lige så meget vandtæthed som et dykkerur.

Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

Laco har ikke gjort andet ved urværket end at sætte sin egen rotor på. Lidt mere dekorering ville pynte. Måske får man det, hvis man vælger topgrade.

Uret er imponerende til prisen, når man kigger på alle specifikationerne, og at det er håndbygget i Tyskland. Men lumen blæste mig omkuld. Den schweiziske Super-Luminova sætter nærmest ild til huset.

Billede: Time & Crown.

Selvom lumen er printet på urskiven og udgør time- og minutmarkeringerne, så lyser uret voldsomt op i mørket. Det samme gør de klassiske sværdformede pilotvisere, der i øvrigt er blå varmebehandlede stålvisere. Selv den tynde sekundviser lyser op. Det er meget imponerende lume, men det er også nødvendigt, når man sidder i sit bombefly i mørket og skal orientere sig.

Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

På håndleddet er de 40 mm perfekte til mine 17 cm i omkreds. Er man til mere autentiske størrelser flieger ure, så kan man vælge Flieger Pro i 43 mm eller Flieger Premium i endnu større størrelser. Unisex-optionen er 37 mm.

Jeg er især glad for, at uret er ret tyndt, så det bæres meget komfortabelt og bliver dermed til et godt hverdagsur. Hvis man kan leve uden datofunktion, hvilket dog også er en valgmulighed.

Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

Samlet set er jeg ganske imponereret over Laco Flieger Pro. Man får virkelig meget ur for pengene, og man få endda et ægte Made in Germany flieger ur fra et af de historiske urmærker. Det er et gennemført tysk toolwatch. Sehr gut! Og uret bæres komfortabelt og kan anvendes til mange formål og begivenheder.

Der er dog et par ting, der trækker ned. Mest af alt er antirefleksbehandlingen. Man kan vælge at få behandling på ydersiden af glasset, jeg valgte kun indersiden. Men jeg har oplevet mange ur med kun antirefleksbehandling på indersiden, der var meget modstandsdygtigt over for lys. Dette Flieger Pro håndterer ikke lyset super godt.

Jeg synes også, at man burde gøre lidt mere ved urværket. Der er mange mikromærker med dekoration i samme prisklasse. Omvendt er dette jo i bund og grund et tysk toolwatch uden for mange dikkedarer.

Det sidste er læderremmen, der er lækker og komfortabel. Men den virker en anelse blød, så jeg er spændt på holdbarheden.

Videoanmeldelse:

Informationer om uret:

  • Laco Flieger Pro Stuttgart (grøn urskive)
  • 40 mm x 11,2 mm x 46 mm. Syv mm krone og 20 mm imellem hornene
  • 316L stål børstet, 200 meter vandtæthed og safirglas på begge sider
  • Schweizisk automatisk Sellita SW-200 urværk med 38 timers gangreserve og 28.800 vibrationer i timen
  • Håndlavet tysk læderrem
  • Schweizisk Super-Luminova lume
  • Pris: 8.400 kr.

Besøg Laco.

Flere anmeldelser, guides, nyheder og videoer på mail hver uge? Tilmeld dig vores nyhedsbrev:

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!