Skal man købe et Rolex i 2025? Ny analyse fra stor ur-handelsplads giver svaret
Verdens største handelsplads for ure, Chrono24, har taget en tilbageblik på prisudviklingen på Rolex-ure og i en ny analyse forsøger man at spå om den fremtidige udvikling for de populære ure på brugtmarkedet.
Fra at være ure, som man ofte købte som en ekstra forkælelse til sig selv eller som et redskab blev Rolex pludselig et investeringsobjekt. Det hamrede priserne på Rolexure i vejret fra cirka 2020 og til marts-april 2022, hvor priserne toppede.
Og siden toppen er det gået den anden vej for priserne på modeller som Submariner, Daytona og DateJust.
Verdens største urhandelsplads Chrono24.com har nu lavet en analyse af udviklingen i priserne på Rolexure.
“Rolex ure var massivt hypet mellem 2020 og 2022 på grund af coronapandemien. Efter en stærk konsolidering stabiliserede priserne sig igen fra cirka midten af 2023. Og siden har priserne holdt sig stabile,” skriver Chrono24.com i analysen.
Fra maj til juni 2025 holdt Rolexpriserne sig stabile med et minimalt fald på 0,1 procent. Ser man 12 måneder tilbage, så er priserne faldende på det sekundære marked, men trods et fald på 2,5 procent er priserne stabiliseret. Det har Time & Crown fornylig afdækket.
Det store tabere er dem, der købte som investering i starten-midten af 2022. F.eks. vil man have mistet cirka 300.000 kr., hvis man i marts-april købte et Rolex Cosmograph Daytona 116506-0001.
Købte man for at bære uret, så har man som sådan jo ikke penge i klemme. Man har købt uret for at anvende det.
Er 2025 et godt tidspunkt at købe et Rolex?
Tager undertegnede udgangspunkt i mit Rolex GMT-Master 16700 fra 1991, som jeg købte i 2014 som mit drømmeur, så kunne jeg have scoret kassen i midten af 2022.
Siden toppen er gennemsnitsprisen hos Chrono24.com faldet med cirka 20.000 – 25.000 kr.
Men kan det så betale sig at købe et Rolex i 2025? Eller vil priserne på Rolex fortsætte med at falde?
Det spår Chrono24.com om ved at anvende data om prisudviklingen samt international økonomi og politik.
“Analytikere verden over prøver at læse i krystalkuglen og forstå markedet og den politiske udvikling. Tilbage står forecasts og mere eller mindre stærke anbefalinger i forhold til at købe eller sælge. Men hvad der sker på aktiemarkedet, sker også på markedet for ure,” skriver Chrono24.com.
På trods af Donald Trumps kaotiske handelspolitik, så har aktierne efter et massivt dyk genvundet formen.
Så drømmer man om et Rolex, så skal man købe et. Køber man et Rolex som investering, så skal man nok kigge andre veje.
“Priserne har nu været ganske stabile i to år og der kan være tegn på et momentum med stigninger. Især stiger priserne ved juletid. Man bør undlade at spekulere og undgå de mest grådige sælgere. På den måde får vi et mere stabilt marked uden prisbobler som i 2022. Uanset hvor forførende et Rolex kan være, så er et Rolex blot et ur – og et ur hører hjemme på håndleddet og ikke som en investering,” skriver Sebastian Swart fra Chrono24.com.
Så svaret fra Chrono24.com er: 2025 er et godt år at købe et Rolex i, hvis det er fordi du drømmer om et Rolex. Hvis det er som investering, så er der nok ikke de store penge at tjene.