Dansk Rolex-direktør i retten for momssvindel: Ni venner kunne ifølge anklager købe Rolex uden moms
Var det vennetjenester, der gik helt galt? I sagen om den svindeltiltalte direktør for Rolex forhandleren Knud Pedersen går nu ind i sin afsluttende fase inden dommen falder. Ni personer kunne købe luksusure uden moms.
En bager med hang til dyre Rolex, en stjernekoks kæmpebøde, en israelsk tante og svindeltjenester imellem ni venner. Sagen om den svindeltiltalte direktør og butiksansvarlige for Rolex forhandleren Knud Pedersen i Aarhus indeholder nok farverige detaljer til en spændende krimi.
Sagen startede i Retten i Aarhus den 9. januar, og nu går sagen ind i sin afgørende fase. Onsdag den 4. februar fremlægger anklageren i sagen, Pia Udbye, sin procedure.
Hun mener, at direktøren tilgodeså ni venner, der fik mulighed for ved bevidst fejlagtige fakturaer at kræve momsrefusion ved køb af et stort antal luksusure – herunder mange Rolex ure.
Der forventes at falde dom inden for få dage.

En lokal bager med smag for dyre ure – af Aarhus Stiftstidende døbt “Rolex-bageren” – er blevet idømt fem måneders fængsel for momssvindel med i alt 13 Rolexure.
Den 55-årige bagermester fik desuden 70 timers samfundstjeneste og en bøde på 330.000 kr.
Fra 2019 til 2021 købte bagermesteren således 13 Rolexure – herunder et Day-Date til 340.000 kr. – og snød med momsen. I alt snød han for 480.000 kr. i moms.
Dertil kommer, at Michelin-kokken Wassim Hallal har købt dyre ure uden at afregne momsen i Danmark. Han har vidnet i retten, og han har tidligere betalt en bøde på 530.000 kr. for manglende momsafregning. Han ejer restauranten Frederikshøj.
Hallal har i retten fortalt, at han ikke vidste, at der var tale om momssvindel. Han købte urene i samarbejde med en tysk bekendt som investeringsobjekter.

Direktøren for Knud Pedersen er tiltalt for at medvirke til momssvindel for mindst 4.350.000 kr. Dette skete ved, at direktøren samt en butiksansvarlig angav udenlandske adresser på fakturaer for køb af Rolex og andre luksusure. Dermed var køberne berettiget til momsrefusion.
Ifølge NSK blev urene ikke ført ud af landet. Dermed er der tale om grov momssvindel, som direktøren og den butiksansvarlige ifølge anklageren var fuldt bevidste om.

I sagen ved Retten i Aarhus fremlægger anklageren sagen som værende en sag om blandt andet hjælp til en række personlige venner af direktøren.
“Ni herboende danskere køber luksusvarer, men slipper for at betale moms. De er alle venner, men de er også venner med de to mænd, som er i butikken. Så simpelt kan det fremlægges,” siger anklager Pia Udbye ifølge Aarhus Stiftstidende.
Dermed antyder hun, at en vennegruppe tæt på direktøren og den butiksansvarlige fik hjælp til at svindle med momsen og fik adgang til sjældne luksusure.
“Alle køb af ure er foretaget af herboende danskere eller på vegne af dem – og ikke af dem, der er påført fakturaerne,” siger anklageren ifølge mediet.
Anklageren siger i retten, at de tiltaltes forklaringer om, at der har været tale om sjusk og fejl ikke holder stik. Det mener hun, fordi retten har fået adgang til korrespondance imellem de tiltalte og de mange købere. Korrespondancen er jovial og venskabelig.

I sagen er det blandt andet kommet frem, at en mand bosiddende i Islamabad i Pakistan har købt intet mindre end 90 Rolex ure hos Knud Pedersen.
Den omtalte mand er eftersøgt for storsvindel efter en konkurs i København. Det er også kommet frem i retten, hvor en, ifølge Aarhus Stiftstidende, “hærdebred” mand, ifølge anklageren, begik en kæmpefejl, da han vidnede.
Manden havde købt et Rolex Cosmograph Daytona til en værdi på to millioner kroner hos Knud Pedersen. Ifølge den hærdebrede mand, så var det hans tante i Israel, der reelt købte uret.
I vidneskranken fik man dog sagt, at han havde tjent gode penge på at videresælge uret. Ifølge anklageren er der dermed bevis for, at det ikke var tanten i Mellemøsten, der købte uret, men derimod den hærdebrede mand, da han jo købte uret med videresalg for øje.
Det er også kommet frem i retten, at flere af de omtalte kunder i butikken i Aarhus fik urenes lænker tilpasset til sig selv. Endnu et, ifølge anklageren, tegn på, at urene var til personlig brug og ikke til udførsel af landet.
I retten gennemgår anklageren desuden enkeltsager rettet mod købere af urene. Det er blandt andet en mand, der er angivet på syv fakturaer og som ifølge anklagen har svindlet statskassen for 137.000 kr.
Anklageren kræver både bødestraf og fængselsstraf til direktøren og butiksbestyreren. Der forventes dom i starten af februar.






