
Kendt urmærke øger nu prisen efter ny amerikansk told: Breitling CEO tror på globale prisstigninger
Det britiske urmærke Christopher Ward vælger nu øjeblikkeligt at øge priserne markant. Den populære Bel Canto model stiger med næsten 5.000 kr. efter amerikansk straftold på schweiziske varer.
Hvem blinker først? Den schweiziske urindustri er for alvor ude i en form for chickenspil, hvor man afventer om Donald Trumps straftold på 39 procent kan forhandles ned i lavere tariffer. Swatch Group har lager i USA til tre til seks månder.
Herefter vil priserne formentlig stige.
Det populære britiske urmærke Christopher Ward er udelukkende onlinebaseret, så der er ikke et lager af urmodeller placeret i USA.
Derfor øger man nu øjeblikkeligt prisen med hele 16 procent på en af sine mest eksklusive og eftertragtede modeller Bel Canto.

Mediet WatchPro.com har undersøgt prisen på Christopher Wards populære model C1 Bel Canto på det amerikanske marked ved at søge prisen frem fra en amerikansk IP-adresse.
Her kan man se, at Christopher Ward nu har øget prisen med 674 dollars svarende til cirka 4.700 kr. Det svarer til en prisstigning på 16 procent.
Prisstigningen er kun målrettet amerikanske kunder, mens prisen er den samme som hidtil i andre lande.

Christopher Ward er britisk, men urene er produceret og afsendt fra Schweiz. Derfor undgår man ikke straftolden. Derudover er Christopher Ward et såkaldt direct-to-consumer-brand. Det vil sige, at man ikke har et forhandlernetværk.
Briterne har ikke fysiske butikker, men sender urene direkte til kunderne. Man har derfor ikke kunnet opbygge lager i USA ligesom f.eks. Swatch Group.

Den velkendte industriveteran Georges Kern, der er CEO for Breitling, forudser ifølge diverse medier, at den schweiziske urindustri snart vil tvinges til at absorbere straftolden i USA ved at øge priserne på ure globalt.
Dermed vil straftolden afbødes ved, at alle kunder betaler højere priser for schweiziske ure.
Schweizernes store dilemma er, at USA med afstand er det største eksportmarked for schweiziske ure med en markedsandel på 16,8 procent.
Ved at øge priserne alene i USA vil urene blive så dyre, at eksporten vil skrumpe.






