Nyheder

Jaeger-Lecoultre genopliver halvfemser-ur: Master Control Classic i 36 mm

Cirka 30 år efter sin lancering genopliver Jaeger-Lecoultre nu et af sine klassiske ure i en ny 36 mm version. Master Control Classic, der blev lanceret i 1992, genopstår nu i en opdateret og frisk version.

En yderst populær opskrift, når de klassiske urmærker skal lancere nye modeller, er at tage i kig i de gamle kataloger. Der gemmer sig ofte gamle designs, der med succes kan genoplives med de nyeste materialer som f.eks. urværker, safirglas og materialer.

I sidste uge opdaterede Jaeger-Lecoultre sin Master Ultra Thin med to nye kobberfarvede modeller. Og nu er turen så kommet til en moderne klassiker hos JLC i form af Master Control.

Billede: Jaeger-Lecoultre.

Jaeger-Lecoultre lancerede Master Control modellerne i 1992, et år vi husker godt herhjemme, som en moderne kollektion af luksusure fra Schweiz. Anledningen var ligeledes, at man introducerede sit 1.000 Hours koncept, hvor alle nye ure testes i 1.000 timer.

En af de populære Master Control modeller var den helt klassiske med tid og dato. Et luksuriøst ur, der både kan bæres til hverdag og mere formelt.

Den nye model kalder Jaeger-Lecoultre for Master Control Classic. Den nye-gamle model lanceres i 36 mm, så det holdes helt klassisk også i størrelsen.

Med en tykkelse på blot 8,15 mm er der tale om ur, der bæres meget diskret på håndleddet.

Billede: Jaeger-Lecoultre.

Designmæssigt holder Jaeger-Lecoultre sig til det velkendte design med sølvfarvet urskive, blå sekundviser, dato klokken tre og 12, 9 og 6 som tal på urskiven.

Uret kommer påmonteret en lækker læderrem af struds.

I uret sidder Jaeger-Lecoultres fremragende kaliber 899, der byder på 28.800 vibrationer i timen og 70 timers gangreserve. Urværket er yderst præcist, da det har undergået 1.000 timer testen.

Billede: Jaeger-Lecoultre.

Det nye Master Control Classic har fået referencenummeret Q4008520. Det lanceres limiteret til 500 eksemplarer og er prissat til 8.950 euro svarende til cirka 67.000 kr.

Se mere på Jaeger-Lecoultres hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!