Tæt på uret

Introducerer: Den nye Longines Master Collection 2026

Longines lancerer nu sin helt nye Master Collection til 2026. De klassiske ure er blevet opdateret og fremstår som en kollektion af retro-inspirerede ure med alle de specifikationer og detaljer, som man forventer af et schweizisk kvalitetsur anno 2026.

2026 markerer, at det er 21 år siden, at schweiziske Longines lancerede sin Master Collection. Fra starten af var ideen med Master Collection at skabe luksusure udelukkende med mekaniske værker og med fokus på komplikationer og graverede urskiver.

Med Master Collection har 194 år gamle Longines ramt et behov hos både ur-entuasister og folk, der bare gerne vil have et lækkert mekanisk schweizisk ur. For Master Collection har udviklet sig til at være en af Longines’ mest efterspurgte kollektioner – for tiden nok kun overgået af de nye HydroConquest dykkerure, der har taget ur-verdenen med storm.

Time & Crown har fået mulighed for at se nærmere på tre af de nye modeller fra Master Collection anno 2026; to 41 mm modeller og en 39 mm model.

Og hvis du ikke vil læse videre, så kan jeg kort konkludere min test af urene: De nye Longines Master Collection er i blandt de bedste indgange til mekaniske schweiziske klassiske ure på markedet.

Billede: Time & Crown.

Longines lancerer en række nye modeller i forskellig udformning og størrelser: 30 mm, 34 mm, 39 mm og 41 mm. Dertil kommer valget imellem læderrem eller stållænke – førstnævnte gemmer på en finurlig og yderst brugervenlig detalje.

I 41 mm kollektionen lancerer Longines modeller med sølvskiver (jeg synes mere, at de har en æggeskalshvid farve) og en blå urskive. Jeg har fået den blå model med regulære tal på urskiven, samt den hvide model med Østarabiske tal på urskiven. Begge kommer på den opdaterede stålænke.

Og så har jeg fået min favorit 39 mm modellen med hvid urskive med blå visere og tal og på den blå alligatorlæderrem på prøve.

Prismæssigt ligger 41 modellerne på lænke til en listepris på 20.900 kr. og 39 mm modellen på læderrem er prissat til 19.900 kr. Vi befinder os derfor markant under prisen på f.eks. et Omega Constellation Observatory til en pris på 82.200 kr., men vi er også markant over f.eks. et Tissot Visodate til 7.195 kr.

Billede: Time & Crown.

Longines placerer sig dermed perfekt som et luksusurmærke, der er til at betale for de fleste, men et niveau eller to over de klassiske indgange til schweiziske mekaniske ure fra reelle brands.

Det første man lægger mærke til er de teksturerede urskiver, der har et fint mønster. Det næste er de fine tal og visere. Især på de hvide versioner er de varmebehandlede visere i stål smukke i den blå farve. I lyset skifter visere og tal mellem sort og en smuk blå farve. På den blå version træder blankpoleringen af visere og tal frem, så de skinner i lyset.

Både den hvide og den blå model er meget nemme at aflæse tiden på, hvilket ikke mindst skyldes viserne i dauphinestil. Jeg får lidt vibes af helt klassiske piloture med det lange og spidse visere og tallene.

Man finder også en fint indrammet datop klokken tre.

De smukke blå visere og timemarkører. Billede: Time & Crown.

Modeller måler henholdsvis:

39 mm x 10 mm x 46 mm

41 mm x 10 mm x 48,5 mm

Så begge størrelser, som vi ser nærmere på her på Time & Crown, har dimensioner, der gør urene meget komfortable at bære. Er man til lidt mere kompakte ure, som jeg er, så er 39 mm versionen perfekt. Kan man lide lidt større ure, så er 41 mm versionen veldisponeret uden at blive for stor optisk.

Billede: Time & Crown.

Lænken er en klar forbedring. Den har en lækkert taktilitet. Man kan simpelthen med sine fingre mærke, at der er tale om kvalitet i både polering og børsting. Især er jeg glad for de børstede midterled, der giver en fin kontrast til urkassen, der er helt blankpoleret. Desværre er der tale om et sommerfuglespænde uden mikrojustering, men leddene i lænken er ikke brede, så man bør kunne tilpasse den til sit håndled.

Longines burde opdatere lænkerne til skruer og ikke stifter, som man skal bruge en hammer til at skubbe ud.

Læderremmen har en lækker dybblå marinefarve, og kvaliteten er toplækker. Det er især spændet, der trækker gevaldigt op, da Longines har opfundet en mikrojusteringsmulighed til læderremme. Man kan derfor nemt udvide eller indskrænke spændet med cirka fem millimeter.

Super brugervenligt, finurligt og anvendeligt.

Billede: Time & Crown.

I urene sidder et Longines kaliber L888.5, der imponerer på flere fronter. Det er 11. gang jeg tester dette værk, og det er endnu engang super præcist med 0 – 2 sekunder plus i døgnet! Amplituden er god. Og se på behandlingen, hvor man både får Geneve striber, cirkulær børstning på broen og snailing. Super urværk, super eksklusivt udseende.

Uret har fladt safirglas på begge sider. Desværre holder urene kun 30 meter vandtæthed. Der er tale om dress ure, men 50 meter burde ikke være svært at opnå. Der er plads til forbedring.

Billede: Time & Crown.

Bærekomforten er helt i top. Longines er begyndt at lave sine urkasser med kortere horn. Det er en markant forbedring. Samtidig flugter lænken med urkassen, og da uret blot måler 10 mm i højden, sidder det tæt og slankt på håndleddet. Det er elegante og komfortable ure, som Longines har skabt med Master Collection.

39 mm. Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.
Billede: Time & Crown.

Mit håndled er 17 cm i omkreds, og jeg kan uden problemer bære begge størrelser. Min favorit er 39 mm modellen, som jeg synes ser mest elegant ud. Er man til lidt større ure, så vil 41 mm modellerne bæres elegant og ikke for små.

Lad mig også rose Longines for ikke at plastre de fine mønstrede urskiver til med tekst og logoer. Man holder det simpelt, hvilket bidrager til urets diskrete elegance.

Jeg kan klart anbefale Longines Master Collection, hvis du er på udkig efter et elegant luksusur fra en historisk urmærke. Man får meget for pengene med et Master Collection, der klart kigger opad i markedet mod f.eks. søstermærket Omega. Er man ikke til at bruge 80.000 kr. på et ur, så får man meget for pengene til cirka 20.000 kr.

Man får også markant mere lusksus – især i lænke/rem og i urværket i forhold til f.eks. Tissot og Certina, der byder ind med mere prisvenlige retro-inspirerede elegante schweiziske mekaniske ure.

Vandtætheden er min største udfordring med urene, hvis de skal bæres som hverdagsur. Lume bør der ikke være i et dress-ur. Alt i alt nogle af de bedste entry-level luxury schweiziske ure på markedet.

Informationer om urene:

  • Longines Master Collection L2.950.4.93.6 (41 mm blå urskive), L2.950.4.79.6 (41 mm hvid urskive Østarabiske tal) og L2.949.4.73.2 (39 mm hvid urskive)
  • Henholdsvis 39 mm x 10 mm x 46 mm og 41 mm x 10 mm x 48,5 mm
  • Automatisk eksklusivt til Longines kaliber L888.5 med 72 timers gangreserve, (uofficielt) reguleret til kronometerstandard, 25.200 vibrationer i timen
  • Safirglas på begge sider og 30 meter vandtæthed
  • Pris: 41 mm på lænke til 20.900 kr. og 39 mm på alligatorlæderrem til 19.900 kr.

Besøg Longines´ danske website.

Urene var venligst udlånt af Longines i Danmark og Swatch Group Nordic.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!