Nyheder

Her er verdens tyndeste mekaniske perpetual calendar ur: Ny version af uret, der måler blot 5,8 mm

Urindustrien er langtfra færdig med at skabe nye sensationer og innovationer inden for mekanisk urkunst. Bulgari har nu lanceret en ny version af verdens tyndeste perpetual calendar ur.

Når man forestiller sig en kompliceret maskine, forestiller man sig sjældent at denne 100 procent mekaniske maskine er to millimeter tyndere end en standard iPhone 17.

Men det er ikke desto mindre den vanvittige verdensrekord, som Bulgari holder med Octo Finissimo Perpetual Calendar. Uret er et hyperkompliceret kalenderur, der 100 procent mekanisk viser ugedag, dato, måned, retrograd dag, timer, sekunder, minutter, timer og ikke mindst skudår.

Bulgari Octo Finissimo Perpetual Calendar holder verdensrekorden ved blot at måle 5,8 mm i tykkelse. Den rekord har man haft siden 2021 og ingen har endnu brudt den.

Nu har Bulgari lanceret en ny metallisk blå variant af rekorduret, der er limiteret til 50 eksemplarer.

Blot 5,8 mm måler uret. Billede: Bulgari.

Det nye Bulgari Octo Finissimo Perpetual Calendar udgør nu en trio, hvor man også kan få uret i sandblæst 18 karat guld eller grå titanium. Den nye variant med referencenummeret 104262 er også skabt i letvægtsmaterialet titanium, men det har en metallisk blå farvelægning.

Trioen. Billede: Bulgari.

Den nye blå variant kommer påmonteret en blå læderrem, så det er det mest letvægtige af de tre varianter, da de to andre har lænke i titanium.

Det er urværket, der er den reelle sensation ved uret. Blot 2,75 mm måler Bulgaris inhouse kaliber BVL 305, hvilket er en vild triumf for så komplekst et urværk.

Det består har 408 dele, og det er som perpetual calendar et af de mest komplicerede mekaniske urværker, der findes. Hvis uret er fuldt optrukket skal man ikke indstille noget før i år 2100.

Det vil sige, at dette ur vil overleve iPhone nummer 1000, før det kræver indstilling. Således tager urværket f.eks. højde for skudår hvert fjerde år.

Kaliber BVL 305. Billede: Bulgari.

Det gør ikke urværket mindre imponerende, at det er et automatisk mikrorotorurværk, hvor rotoren er bygget ind i selve urværket for at holde det ultra tyndt. Man får 60 timers gangreserve, så man må heller anskaffe sig en watch winder, hvis ikke man vil indstille uret før om 74 år.

Billede: Bulgari.

Selve Bulgari Octo Finissimo Perpetual Calendar måler 40 mm i diameter, og da det har integreret læderrem, vil uret bæres meget diskret på armen størrelsesmæssigt.

Det holder blot 30 meter vandtæthed, men det er nok heller ikke et ur, som man har lyst til at bade med. Prisen for uret, der er limiteret til 50 eksemplarer, er 76.000 euro svarende til cirka 570.000 kr.

Billede: Bulgari.

Du kan læse mere om uret på Bulgaris hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!