Artikler

Her er de største urmærker: Omega i stort fald, mens Rolex fortsat er ubestridt konge

En spritny opgørelse over de 50 største schweiziske urmærker viser, at Omega har fået det svært. Rolex er fortsat det dominerende urmærke, der sidder tungt på tronen. Cartier har også bidt sig fast.

Hvilke schweiziske urmærker er de mest succesfulde og populære?

Dette spørgsmål svarer LuxeConsult og Morgan Stanley på en en ny rapport, hvor de 50 største schweiziske urmærker rangeres efter omsætning. Den nye liste, der er opgjort efter de forskellige urproducenters omsætning i 2025, viser nogle spændende forskydninger.

Det skriver mediet WatchPro.com.

På oversigten, som vi desværre ikke må gengive her på Time & Crown, kan man se, at Rolex ikke overraskende er Schweiz’ og verdens største urmærke.

Listen går tilbage til 2019, og i alle syv år fra 2019 til og med 2025 bestrider Rolex førstepladsen. Rolex står da også cirka for 30 procent af den samlede omsætning i hele den schweiziske urindustri.

Men på 2025-listen sker der interessante forskydninger.

Rolex’ kronelogo er ganske passende for Rolex’ placering i hierarkiet i urbranchen.

Top ti anno 2025 ser sådan her ud ifølge data analyseret af LuxeConsult og Morgan Stanley, skriver WatchPro.com.

  • 1. Rolex
  • 2. Cartier Watches
  • 3. Audemars Piguet
  • 4. Patek Philippe
  • 5. Omega
  • 6. Richard Mille
  • 7. Vacheron Constantin
  • 9. Breitling
  • 10. Tissot

I 2020 skubbede Cartier Omega fra andenpladsen ned til tredjepladsen, og Cartier har over de sidste seks år været det schweiziske urmærke med den næsthøjeste omsætning.

Det er også interessant, at Swatch Group ejede Tissot har bidt sig solidt fast i top ti. I 2019 lå Tissot nummer syv, men i 2022 røg schweizerne helt ud af top ti. Det tabte land blev dog bundet tilbage, og i 2023, 2024 og 2025 bestrider Tissot 10. pladsen.

Det er en fin bedrift af et urmærke, der i sin prisklasse er udsat for voldsom konkurrence.

Billeder: Tissot Archives og Time & Crown.

En stor del af Tissots succes må nok tilskrives PRX, der efter sin relancering i 2021 er blevet en enorm global succes. Vi har anmeldt PRX i flere udgaver her på sitet – senest den nye 38 mm version i titanium.

Omega under pres, mens fire urmærker dominerer markedet

Omega Seamaster Diver 300M. Billede: Omega.

På den nye rangliste tager Omega en større tilbagegang, hvilket må gøre ondt på urmærket der har placeret sig som udfordrer til Rolex.

Omega har enorme samarbejder som for eksempel OL og James Bond, og man har i Seamaster og Speedmaster ikoniske modeller, der hvert år lanceres i nye udgaver.

Generelt har Swatch Group det svært, ifølge Oliver Müller fra LuxeConsult.

“Omega faldt to pladser tilbage til en femteplads og blev overhalet af Audemars Piguet (nummer tre) og Patek Philippe (nummer fire), hvilket understreger at ultra-high-end segmentet vokser,” lyder det i et indlæg på LinkedIn.

“Markedskoncentrationen tager yderligere til i styrke. De fire største privatejede schweiziske mærker – Rolex, Patek Philippe, Audemars Piguet og Richard Mille – voksede til at stå for 49,1 procent af markedet. Med andre ord: halvdelen af den schweiziske urindustri kontrolleres nu af fire mærker,” skriver Müller.

Det nye Audemars Piguet Royal Oak Offshore. Billede: Audemars Piguet.

Cartier har for alvor fået fat i et yngre publikum ved at lancere moderne versioner af klassiske modeller som Santos og Tank i moderne indpakning.D

Denne strategi bærer i høj grad frugt på det primære marked, hvor Cartier ifølge Oliver Müller fortsætter væksten.

“Cartier konsoliderer sin andenplads ved at vokse til 8,7 procent i markedsandel (denne var 5,7 procent i 2019,” skriver Müller om Cartier, der nu har holdt andenpladsen som Schweiz’ næststørste urmærke i seks år i træk.

I perioden 2020 til 2024 pustede Omega på tredjepladsen Cartier i nakken, men nu er det Audemars Piguet på tredjepladsen, der er Cartiers største rival til sølvmedaljerne.

Billede: Breitling/Bucherer.

Breitling er for fjerde år i træk nummer ni, mens Longines tre år i træk er på syvendepladsen.

Et meget omtalt mærke som Tudor finder man i 2025 helt nede på 17. pladsen.

Ifølge LuxeConsult og Morgan Stanley er Tudor i den grad lillebror til Rolex. Rolex omsatte i 2025 for cirka 90 milliarder kroner (!!!), mens Tudor må nøjes med 3,8 milliarder kroner. Samlet er det dog en voldsom kraft, som Hans Wilsdorfs urmærker har opnået med en global markedsandel på næste 94 milliarder kroner.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!