Guides

Her er seks ting fra urenes verdens, som du skal holde øje med i 2026

Året 2026 markerer flere jubilæer for både urmærker og specifikke urmodeller. Dertil kommer stor usikkerhed og urpriser. Her er seks spændende ting fra urenes verden, som vil præge året.

Et nyt år markerer en masse ny og spænende udvikling i urenes verden. Udviklingen i priserne på har sjældent været så bølgende, som den var i 2025 på grund af Donald Trump og udviklingen i priserne på ædelmetaller.

Men 2026 byder også på flere jubilæer, der måske kan betyde, at legendariske urmodeller fra Rolex og Tudor relanceres i moderne versioner.

Her er seks ting, som du skal holde øje med i 2026.

2025 blev et vildt år for urpriserne, hvilket vi løbende har afdækket her på sitet. Billede: Time & Crown.

Tudor fylder 100 år

2026 er året, hvor Tudor fylder 100 år. Det må vi forvente fejres med en masse nye ure og måske endda genkomsten af urmodeller fra Tudor, som urentusiaster verden over drømmer om.

Tudor blev grundlagt i 1926 i Schweiz af Hans Wilsdorf, som også grundlagde Rolex. Formålet var at skabe urdesign af høj kvalitet til en lavere pris end Rolex, uden at gå på kompromis med pålideligheden.

“I en del år har jeg overvejet ideen om at skabe et ur, som vores agenter kan sælge til en mere overkommelig pris end Rolex. Men det skal være et ur, der holder høje standarder i den samme pålidelighed, som Rolex er berømt for,” udtalte Hans Wilsdorf om Tudor.

Tudor Ranger “Dune”. Billede: Tudor.

2025 bød på adskillelige nyheder fra Tudor i form af blandt andet nye 36 mm versioner af Ranger, en sandfarvet version af Ranger, nye Black Bay kronografer og flere nye versioner af Pelagos.

Det bliver nu spændende, hvad Tudor finder på at lancere for at markere sin 100 års fødselsdag. Verden over drømmer mange urentusiaster om, at Tudor relancerer Tudor Submariner.

Tudor Submariner. Billede: Chrono.dk.

Tudor lancerede i 1954 Oyster Prince Submariner reference 7922, der er blevet et legendarisk ur. I 2012 relancerede Tudor sit fokus på prisvenlige professionelle dykkerure med Black Bay. Meget tyder på, at Tudor aldrig vil relancere Submariner, der i dag er dækket ind af Black Bay og Pelagos. Men drømme er gratis…

Rolex Oyster fylder 100 år

Rolex Explorer 214270 med “Oyster case”. Billede: Time & Crown.

Hans Wilsdorf havde travlt i 1926. Ikke alene registrerede han Tudor som varemærke, hans primære fokus Rolex lancerede med “Oyster” sin første vandtætte urkasse.

2026 markerer to jubilæer for Rolex, og det ene er Oyster-urkassen. Ordet “Oyster” har Rolex anvendt lige siden på sine urskiver med skriften “Oyster Perpetual”, der betyder, at uret er et selvoptrækkende og vandtæt ur.

Vintage Rolex reklame for Oyster.

Det bliver spændende at se, hvor Rolex markerer 100-året for sine vandtætte ure. Måske kommer der et nyt dykkerur, der slår Rolex Deepsea Sea-Dwellers 3.900 meter vandtæthed…

Rolex Milgauss fylder 70 år

Rolex Milgauss.

2026 marker 70-året for en af Rolex’ mest festlige og mærkværdige ure – Milgauss. Milgauss blev introduceret i 1956 som et ur målrettet ingeniører og mennesker, der arbejder steder med høj magnetisme.

Sidenhen fik Milgauss en rodet historie, da Rolex trak uret ud af produktion i 1988.

Rolex genindtroducerede Milgauss i 2007, men allerede i 2023 var det igen slut for Milgauss.

I 2026 fylder Milguass 70 år, så mange forventer, at Rolex trak uret ud af produktion i 2023 for at relancere det i 2026 i en opdateret version. Måske et kig i historiebøgerne, hvor man kan se, at det oprindelige Milgauss var en blanding af Submariner og Explorer kan inspirere Rolex…

Vacheron Constantin Overseas fylder 30 år

Vacheron Constantin Overseas første generation.

De ene af de tre urmærker i den schweiziske hellige treenighed bestående af Patek Philippe, Audemars Piguet og Vacheron Constantin stemplede for alvor ind i moderne tider i 1996 med Overseas. Uret er anno 2026 i sin tredje generation, men med Overseas kom Vacheron Constantin på banen med den populære stålur-med-integreret-lænke urtype.

Tredje generation.

På 30-året for uret, der fik Vacheron Constantin ind i Superligaen igen, bliver det spændende at se, hvad “den grå eminence” finder på i forhold til Overseas-modellerne.

Udviklingen i urpriser

Donald Trumps Rolex guldur. Pressefoto: The White House.

2025 blev et rodet år i forhold til urpriser. Det sekundære marked havde svært ved at finde sine ben, mens det primære schweiziske urmarked fra august måned blev kastet ud i en dyb krise på grund af Donald Trumps straftold på varer fra Schweiz.

Det resulterede i eksportfald på over 50 procent af schweiziske ure til USA, der er alpelandets største eksportmarked.

Et møde med Rolex’ CEO og et nu berømt Rolex i guld fik dog sat straftolden gevaldigt ned, som vi har afdækket her på sitet.

2026 bliver ikke blot et spændende år for verdensøkonomien, hvor Donald Trumps eksperiment med straftold skal vise sin virkning, det bliver også et meget spændende år for prisudviklingen på ure.

Bliver brugte ure igen billigere – markedet faldt med 5,5 procent i 2025 – og bliver nye ure dyrere?

TAG Heuer Monza fylder 50 år

TAG Heuer Monza.

TAG Heuer er især kendt for sin stærke tilknytning til motorsport. Berømte modeller som Monaco, Carrera og Monza taler sit tydelige sprog for, at Heuer/TAG Heuer har benzin i blodet.

Schweizernes mest berømte design er Monaco, der blandt andet blev båret af Steve McQueen i Le Mans filmen og Walter White i Breaking Bad, men Monza er en model, der også har sit publikum.

Monza blev lanceret i 1976, hvilket var syv år efter Monaco. Nu fylder Monza 50 år, så det bliver spændende at se, om TAG Heuer genopfrisker uret i en ny version…

Flere artikler og nyheder som denne direkte i din mail-indbakke? Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev her:

Kan du lide dette indhold? Støt Time & Crown

Du kan støtte Time & Crown med ét valgfrit beløb eller et fast beløb hver måned via dette LINK eller via QR-koden.

Ved at støtte os bidrager du til, at vi kan fortsætte med at levere en masse godt indhold – og arbejde på endnu bedre indhold om de skønne ure.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!