Her er de ti bedst sælgende ure i 2024
Verdens største handelsplads for ure, Chrono24.com, har opgjort, hvilke ti ure der har været de bedst sælgende i 2024. Top 10 er en skøn blanding af forskellige urmærker.
Det sekundære marked (brugte ure og grey market) er præget af store udsving. Siden priserne toppede i cirka 2020 har priserne og markedet været mere uforudsigeligt, og en nyligt opgjort liste fra verdens største online handelsplads for ure, Chrono24.com, viser da også, at de bedst sælgende ure på Chrono24.com er en skøn blanding af forskellige mærker og prisklasser.
10. Zenith Chronomaster Sport 03.3100.3600/69.M3100
Det skabte en del røre i urverdenen, da det legendariske urmærke Zenith lancerede den nye kollektion Zenith Chronomaster Sport. Den nye kollektion er nemlig for mange ganske inspireret af Rolex Daytona. Ikke desto mindre skabte den nye kollektion meget positiv opmærksomhed i 2021, da den blev lanceret.
Chronomaster Sport er nemlig en skøn blanding af historie og moderne urkunst. Uret huser Zeniths legendariske El Primero kronografurværk, der blandt andet er kendt for at tikke med 36.000 vibrationer i timen (5 hertz) mod det mere gængse 28.800 vibrationer i timen (4 hertz). Derudover er uret holdt i en fin 40 mm størrelse og det byder på Zeniths velkendte trefarvede kronograf subdials.
Chronomaster Sport kom i 2021 med sort urskive og hvid urskive. Chrono24.com lister versionen med den hvide urskive som det 10. bedst sælgende ur på platformen i 2024. I december er gennemsnitsprisen på dette ur på Chrono24.com 56.108 kr.
9. TAG Heuer Monaco Calibre 11 CAW211P.FC6356
Fra et legendarisk kronografur til et andet. TAG Heuer Monaco Calibre 11 er det 9. bedst sælgende ur på Chrono24.com i 2024. Zenith introducerede El Primero i 1969, og dette år er også året, hvor Heuer introducerede Monaco.
Dette sportskronografur er et af de mest legendariske urdesigns nogensinde med sin karakteristiske firkantede form. Uret er især kendt for at medvirke i filmen Le Mans med Steve McQueen fra 1972. I nyere tid bæres uret af Walter White i Breaking Bad tv-serien.
Calibre 11 modellen skiller sig ud fra andre Monaco-modeller ved at være tæt på originalen, med Heuer og ikke TAG Heuer på urskiven, der også er mat blå ligesom originalen fra 1969. Gennemsnitsprisen på Chrono24.com er i december 2024 40.457 kr.
8. Audemars Piguet Royal Oak Double Balance Wheel Openworked 15407ST.OO.1220ST.01
Det 8. bedst sælgende ur i 2024 er et ur fra en af den schweiziske urindustris sværvægtere og en tredjedel af den hellige treenighed, nemlig Audemars Piguet. Der er tale om et Royal Oak med skeleton urskive, hvor man kan se urværket i modsætning til en normal urskive, hvor man ikke kan betragte urværket fra urets forside.
Ud over at være et skeletoniseret ur, så skiller denne luksuriøse model sig ud ved at have to balancehjul i modsætning til normalen med et balancehjul.
Uret listes på Audemars Piguets hjemmeside til en pris på 66.500 schweizerfranc svarende til cirka 527.000 kr. Vil man købe det via Chrono24.com, så er prisen i gennemsnit per december 2024 912.062 kr. Det må siges at være overraskende at så eksklusivt og dyrt et ur kommer ind på top ti over årets bedst sælgende ure på Chrono24.com.
7. Grand Seiko Heritage Collection SBGA211
På 7. pladsen forlader vi Schweiz og rejser til Japan, der med Seiko og Grand Seiko også er en urmastodont. Der er tale om det mest populære ur fra Grand Seiko nemlig SBGA211 aka Snowflake. Det er modellen, der er mest ikonisk for Seikos luksusurmærke.
Snowflake er en urmodel, der har mange år på bagen, så det er en stærk præstation at være det 7. bedst sælgende ur på platformen. Snowflake blev introduceret i Japan i 2005 og i resten af verden i 2010.
SBGA211 skiller sig ud ved at være produceret i titanium, så uret er meget let at bære. Derudover er urskiven, der symboliserer de snedækkede bjergtoppe udenfor Tokyo, et særligt højdepunkt for uret.
Urværket er ligeledes unikt, da det er et Spring Drive, der er en innovation fra Grand Seiko, som tog over 25 år at udvikle. Snowflake koster i gennemsnit 31.333 kr. på urplatformen i december 2024.
6. Cartier Santos de Cartier WSSA0029
På 6. pladsen finder vi en videreudvikling af verdens første pilotur – Cartier Santos. Der er tale om en moderne version af Santos i 35 x 42 mm. Uret er en mediumstørrelse udgave, der har integreret lænke og er markant større end originalen, så det passer til det moderne publikum.
Cartier er et af verdens fem bedst sælgende urmærker målt på omsætning, og de genskabte klassiske modeller er en kæmpe succes for Cartier. Det er lykkedes urmærket at få et helt nyt og yngre publikum ved at genskabe klassiske ure med moderne designs og dimensioner.
Cartier Santos de Cartier WSSA0029 handles med en gennemsnitspris på 45.903 kr. på Chrono24.com i december 2024.
5. Vacheron Constantin Overseas 4500V/110A-B128
Ingen top ti over bedst sælgende ure uden verdens tredjeældste urmærke Vacheron Constantin. Urmærket er sammen med Patek Philippe og Audemars Piguet en del af de hellige treenighed af luksuriøs high horology.
Vacheron Constantin anses som værende det mest konservative af de tre high horology mærker, men med tredje generation af Overseas sammen med Sxity Five dress-uret har mærket fra 1755 fået fat i et yngre publikum og fået sparket ny energi ind i urmærket.
Overseas kommer primært i tre farver; blå, sort og sølv. Det er ikke overraskende den blå urskive af det smukke sportsur med integreret lænke, der er det bedst sælgende.
Overseas er en mere budgetvenlig model for fans af f.eks. Audemars Piguet Royal Oak og Patek Philippe Nautilus. Modellen koster i december 2024 gennemsnitligt 186.781 kr. på urplatformen.
4. Tudor Black Bay Fifty-Eight M79030N-0001
Præcis som Vacheron Constantin var Tudor en hensygnende urmærke, der havde svært ved at fange publikum. Men på bare seks år blev det Rolex-ejede urmærke genoplivet og steg til tops med først Black Bay i 41 mm introduceret i 2012 og med raketfart, Black Bay 58 i 39 mm blev introduceret i 2018.
Modellen er måske det bedste bud på et schweizisk luksusdykkerur fra et historisk urmærke til under 30.000 kr.
Black Bay 58 er blevet kaldt “det perfekte Rolex Submariner, som Rolex aldrig producerede”. Man får et super urværk, et smukt vintageinspireret design og fine dimensioner med 39 mm i diameter og cirka 46,5 mm i længde.
Tudor Black Bay 58 fås i forskellige farver og materialer, men det er den oprindelige model fra 2018, der placerer sig på en flot 4. plads over de bedst sælgende ure på Chrono24.com. Med en gennemsnitlig pris på 21.493 kr. er det et virkelig stærkt køb.
3. Patek Philippe Nautilus 5711/1A-010
Og på 3. pladsen er bliver den hellige treenighed fuldendt – ikke overraskende med det til stadighed hyperefterspurgte Patek Philippe Nautilus 5711.
Nautilus er måske det mest kendte og eftertragtede sportsur i stål med integreret lænke. Det blev introduceret i 1976 og er designet af designlegenden Gerald Genta. Nærværende model bygger på det oprindelige design, men det blev først introduceret i 2006. Men i slut-2021/start-2022 blev 5711-modellen lagt på is af Patek Philippe, der således ikke længere producerer uret.
Dette har blot medvirket til at gøre modellen endnu mere eftertragtet. Der er tilsyneladende mange Nautilus-fans derude, der har penge på lommen, når 5711 kan endte som det 3. bedst sælgende ur.
Gennemsnitsprisen for denne model er i december 2024 751.287 kr.
2. Omega Speedmaster Professional Moonwatch 310.30.42.50.01.002
Og til sølvmedaljen over de bedst sælgende ure på Chrono24.com i 2024 – et sandt legendarisk ur – Omega Speedmaster Professional. Der er tale om den “udvidede” udgave af Speedmaster Professional i 42 mm.
Modellen med hesalitkrystal, metalbagkasse og manuelt optræk er udgået. Nærværende model er i samme dimensioner, men uret er forbedret – skyd mig ikke, purister – med safirglas på begge sider af uret, så man kan iagttage urværket.
Speedmaster Professional er velsagtens det historiske ur, der har den vildeste historie som værende det første ur på månen.
Det opgraderede Speedmaster Professional moon watch koster i gennemsnit 46.276 kr. på Chrono24.com. Med sit definerende design og vilde historie er 2. pladsen velfortjent – der er mange måneursfans derude.
Og til førstepladsen….
1. Rolex GMT-Master II 126710BLNR
Og 1. pladsen går ikke overraskende til det bedst sælgende urmærke i verden Rolex.
Det er således ikke en stor overraskelse, at Rolex også får guldmedaljen på det sekundære marked på Chrono24.com. Det er dog en anelse overraskende, at det ikke er Submariner, der er det bedst sælgende ur.
Derimod er det et GMT-Master II i form af Batgirl – det nyintroducerede GMT-Master II “Batman” fra 2019 på jubileelænke – der er vinderen. Modellen af GMT-Master II med blå og sort keramisk lynette blev introduceret i 2013, og i 2019 blev uret så opdateret med nyt urværk, ny urkasse og muligheden for jubileelænke.
Rolex har generelt tabt en hel del værdi på det sekundære marked siden 2020, men kronen er fortsat et urmærke, hvor de fleste modeller er stærkt efterspurgte og sælger over listeprisen.
Det skyldes blandt andet, at det er stort set umuligt at komme ind fra gaden til en Rolexforhandler og købe et GMT-Master II. Ventetiden er ofte på fem år. Derfor er modellen naturligvis efterspurgt og sælger godt på det sekundære marked.
Listeprisen for et Batgirl er 87.100 kr., men på det sekundære marked skal man gennemsnitligt betale 118.065 kr. – med en brugtpris på 30.965 kr. i gennemsnit over listeprisen er det ikke overraskende, at dette ur er et meget eftertragtet ur. Det sælger hele 35 procent over listepris.
Det er overraskende, at der blot er et Rolex på listen, men måske dette skyldes udvælgelsen af Chrono24.com. De meddeler, at top 10 er baseret på de bedst sælgende ure – igen baseret på, hvilke priser som urene sælges til. Det bliver spændende at se, hvordan listen for 2025 kommer til at se ud.