Guides

Her er 16 gode alternativer til de dyre ure fra Rolex, Audemars Piguet, Omega, Patek Philippe og Blancpain

Det er heldigvis gratis at drømme om en dag at eje et af de bedste luksusure i verden fra for eksempel Patek Philippe, Audemars Piguet, Omega eller Rolex. Men disse ure er enormt dyre. Heldigvis findes der fantastiske alternativer, der koster langt mindre. Time & Crown guider dig her til de fem bedste alternativer til ikoniske ure.

“Drømme er gratis. Mål har en pris.”

Sådan har fænomenet Usain Bolt engang udtalt sig.

Og det gælder ikke kun verdensrekordholderen på 100 og 200 meter. Det er lige så sandt i urenes verden.

Vi skal have lov til at drømme og til at nyde de smukkeste og mest eksklusive ure i verden. Men langt de fleste urentusiaster får aldrig ejerskab over disse horologiske kunstværker. For problemet er, at eksklusive ure kan løbe op mange, mange tusinde kroner.

Der er heldigvis fuldgode alternativer til de ikoniske ure. I denne guide zoomer vi ind på fem ikoniske ure og deres fremragende alternativer.

Vi ser på luksusalternativet, mellemklassealternativet og budgetalternativet.

Patek Philippe Calatrava

Det velsagtens mest ikoniske dressur i den absolutte luksusklasse er Patek Philippe Calatrava. Uret er elegant og rent i sit udtryk. Det er et ur, der signalerer overskud, god smag og klasse.

Patek Philippe Calatrava er en af de mest ikoniske klassiske dressur-kollektioner og har været en central del af Patek Philippes historie siden 1932. Den eneste udfordring er, at et godt brugt Calatrava hurtigt løber op seks cifre – og et spritnyt er endnu dyrere.

Heldigvis findes der rigtig gode alternativer til et Calatrava, så man kan få et elegant og lækkert dressur om håndleddet.

Luksusvalget: Jaeger-Lecoultre Master Control Date

Det er nærmest blasfemisk at nævne så legendarisk og fantastisk et urmærke som schweiziske Jaeger-Lecoultre som et alternativ til Patek Philippe. Jaeger-Lecoultre er endda med etableringen i 1833 seks år ældre end Patek Philippe.

Mange ynder at kalde Jaeger-Lecoultre for urmagernes favoriturmærke, fordi schweizerne er kendte for at lave fremragende og smukke urmærker.

Men et preowned Jaeger-Lecoultre Master Control Date i enten 37 eller 40 mm er et fremragende alternativ til det langt dyrere Calatrava. Man får et schweizisk luksusur med samme rene og elegante design som Patek Philippe – og også med et dejligt inhouse urværk.

Preowned kan gode eksemplarer findes i prisklassen 30.000 – 38.000 kr. Jaeger-Lecoultre har nemlig aldrig nået samme prismæssige højder som Patek Philippe.

Mellemklassevalget: Grand Seiko SWG231

Billede: Time & Crown.

Der er ingen tvivl om, at Japans førende luksusurmærke Grand Seiko har ladet sig inspirere af Patek Philippes Calatrava, da man i 2017 lancerede det manuelt og meget elegante 37,3 mm store Grand Seiko SWG231.

Det bliver ikke mere klassisk og tidsløst end dette smukke japanske dressur, der ligesom sit forbillede har dauphine-visere. Uret er udgået og erstattet af SBGW301, men man kan finde flotte eksemplarer brugt til cirka 22.000 – 25.000 kr.

Budgetvalget: Tissot Classic Dream

Et fint budgetalternativ til Calatrava, hvor man får Swiss Made og automatisk urværk er Tissot Classic. Uret er simpelt og elegant. Det kommer med blå urskive eller sølvurskive. Med sine 40 mm får man et dressur, der er lidt til den store side, men som sagtens kan være både dressur og hverdags ur.

Der sidder et Powermatic 80 urværk i uret, så man hele 80 timers gangreserve til en pris på 4.295 kr.

Blancpain Fifty Fathoms Bathyscaphe

Billede: Blancpain.

I august 2026 lancerede Blancpain et remake af sit legendariske dykkerur Bathyscaphe. Den nye model er holdt i 37 mm størrelse og et et lækkert luksusdykkerur. Men til en pris på 111.000 kr. og kun 300 eksemplarer produceret vil de fleste nok se efter lækre alternativer til det lækre 1960’er inspirerede dykkerur.

Blancpain er berømte for at være de første til at lancere det professionelle dykkerur med drejelig lynette i 1953. Rolex hævder, at de var først med Submariner.

Så Blancpain er et legendarisk dykkerursmærke, der dog prismæssigt er meget dyre. Derfor kommer her tre alternativer til Fifty Fathoms Bathyscaphe.

Luksusvalget: Omega Seamaster 300 60th Anniversary 234.10.39.20.01.001

Det er lidt underligt at nævne et limiteret Omega Seamaster som et alternativ til Blancpain Fifty Fathomas Bathyscaphe, men Omega er bare prissat lavere end Blancpain. Og især på preownedmarkedet er der gode eksemplarer at købe.

Uret blev lanceret i 2017 som en del af Omegas 60-års jubilæum for Seamaster 300. Den er limiteret til 3.557 eksemplarer og er en moderne genfortolkning af den originale CK2913 fra 1957.

Det måler 39 mm i diameter og har samme 1950’er/1960’er retro-vibe som Bathyscaphe. Der er en hel del til salg på f.eks. Chrono24, hvor et godt eksemplar kan købes for cirka 45.000 kr.

Mellemklassevalget: Longines Legend Diver

Billede: Longines.

Designmæssigt er Longines Legend Diver i 39 mm ikke det samme som Blancpain Fifty Fathoms Bathyscaphe. Men det er et ur fra samme æra, og i mellemklassen får man et fremragende ur for 26.550 kr.

Urene er inspireret af Longines’ eget Legend Diver fra 1959. Og urene har de super præcise L888.6 automatiske urværker. Der er en del forskellige valgmuligheder i forhold til farver. Men den sorte variant på gummirem eller beads of rice stållænke giver samme retrofølelse som Bathyscaphe bare til en fjerdedel af prisen.

Budgetvalget: Seiko Prospex SPB143

Billede: Seiko.

Seiko Prospex SPB143 er direkte inspireret af Seiko’s første dykkerur 62MAS fra 1965, så uret har samme retro-charme som Bathyscaphe. Det er et automatisk dykkerur, der måler 40,5 mm i diameter, så man får et større ur end Bathyscaphe med sine 37 mm.

Man kan erhverve sig et Seiko Prospex SPB143 for cirka 6.000 kr.

Audemars Piguet Royal Oak

Audemars Piguet Royal Oak er et af de meste ikoniske ure nogensinde. Side om side med Patek Philippe Nautilus, Omega Speedmaster og Rolex Submariner finder man næppe mere ikoniske ur-designs.

Royal Oak er også blevet et af de mest efterspurgte ure i verden, så det er nærmest umuligt at købe et nyt eksemplar, og på preownedmarkedet koster et godt eksemplar nemt 250.000 kr. og opefter.

Så hvor skal man kigge hen, hvis man gerne vil have et lækkert automatisk schweizisk sportsur med integreret lænke? Her er tre bud på gode alternativer.

Luksusvalget: Chopard Alpine Eagle / Girard-Perregaux Laureato

Billede: Chopad.

Jeg bliver nødt til at pege på to rigtig fede luksusalternativer her: Alpine Eagle fra Chopard og Laureato fra Girard-Perregaux.

Designmæssigt trækker Alpine Eagle fra Chopard på mange af de samme dyder som Royal Oak. Chopard Alpine Eagle trækker på inspiration fra Chopards St. Moritz fra 1980, der er et ur, som kom på markedet otte år efter Royal Oak.

Chopard har dog også givet Alpine Eagle sit helt eget designmæssige liv. Og det er reelt et bedre sportsur end Royal Oak, da det holder 100 meter vandtæthed mod Royal Oaks 50 meter.

Lænken er super flot, men det er urskiven, som er inspireret af kongeørnene fra Alpernes øjne, der er urets helt store glansnummer. Brugt kan man finde dette 39 mm store automatiske ur for cirka 70.000 kr.

Kollage: Time & Crown.

Og vi bliver i Schweiz og tager Girard-Perregaux’ smukke luksusur Laureato med som alternativ. Designmæssigt kommer vi med denne model grundet clous de Paris brostensmønsteret på urskiven og ikke mindst den ottekantede lynette i designet tæt på Royal Oak.

Laureato er tidsmæssigt tættere på Royal Oak end Alpine Eagle, da Girard-Perregaux lancerede uret i 1975. Det er et ur, der falder meget i pris fra nyt til brugt, så man kan få dette lækre automatiske schweiziske luksusur til cirka 65.000 kr. preowned og 130.000 kr. nyt.

Rolex Daytona

I sin moderne udgave er Rolex Daytona egentligt en opkomling, da uret først kom på markedet i 1988 og endda benyttede sig af urværker fra Zenith. Men Daytona er blevet et ikonisk sportskronografur, der i dag er et af de mest efterspurgte ure både nyt og brugt.

Rolex Cosmograph Daytona koster fra nyt 125.800 kr., men det er et meget, meget svært ur at købe fra nyt. Så både på grund af prisen og sværhedsgraden i at købe uret, er det interessant at se på alternativer til dette 40 mm luksus-kronografur.

Luksusalternativet: Zenith Chronomaster Sport

Lad os være ærlige: Det er ret tydeligt, hvor inspirationen til Zenith Chronomaster Sport kommer fra. Men Zenith leverede jo også med sine legendariske og fremragende El Primero kronografurværker urværkerne til Rolex Daytona i perioden 1988 til 2004.

Zenith Chronomaster Sport blev lanceret i 2021 og er Zeniths moderne high-frequency kronograf med tydelige rødder i El Primero-historien.

Det spiller på samme dyder som Rolex Daytona, men det er et ur, som man rent faktisk kan købe hos forhandleren. Nyt koster dette luksus-kronografur 90.000 kr., men et godt brugt eksemplar kan købes til cirka 60.000 kr.

Mellemklassealternativet: Certina DS Action Diver Chrono

Et lækkert alternativ til under 20.000 kr. er Certina DS Action Diver. Man får her noget af den samme æstetik, og man får et schweizisk sportskronografur, der også har keramisk lynette og automatisk urværk.

Det er et større ur med 42 mm i diameter, og det er med 16 mm i højden også et tykkere ur end Rolex Daytona. Men det er et spændende moderne kronografdykkerur. Der sidder et automatisk urværk i uret, og det har endda 300 meter vandtæthed.

Det koster i Danmark 15.790 kr.

Budgetvalget: Seiko Prospex Speedtimer Solar SSC961P1

I budgetklassen finder vi Seiko Prospex Speedtimer Solar SSC961P1, der er et rigtig godt alternativ til de moderne Daytona-modeller. Uret har samme designmæssige træk og også keramisk lynetteindlæg.

I uret, der måler 39 mm, sidder et Seiko Solar urværk, så uret lades op ved hjælp af lys. Det kommer også på en stållænke og er med 100 meter vandtæthed og Seikos Lumibrite lume et rigtig fint sportsur.

Omega Speedmaster Professional

Omega Speedmaster Professional er ikke alene et af de mest ikoniske urdesigns nogensinde, det er også det mest legendariske ur, der findes, fordi det var på månen i 1969.

Det er Omega heller ikke kede af at minde os om i deres markedsføring af Speedmaster. Men Speedmaster er ikke bare en god historie, det er et fantastisk luksuskronografur – og i sig selv er Speedmaster nok det mest ikoniske kronografur, der findes.

Der findes utallige varianter af Omega Speedmaster hvad angår størrelse, materiale, urværk og meget andet. I denne guide er fokus på Speedmaster Professional i 42 mm til en nypris på 68.200 kr.

Det er mange penge, men for et så ikonisk ur, er det ikke en vild sum som f.eks. Audemars Piguet Royal Oak eller Rolex Daytona.

Er man ikke klar til at slippe så mange penge, er der gode alternativer – eller overvej et preowned eksemplar til 40.000 – 45.000 kr.

Luksusalternativet: Zenith Chronomaster Revival El Primero A384

Billede: Zenith.

Zenith Chronomaster Revival El Primero A384 trækker på samme tidsalder som Omega Speedmaster Professional, men det er et ur, der med sine 37 mm er en mindre størrelse end Speedmaster Professional. Jeg har dog valgt dette ur, da Zenith El Primero kronograferne er legendariske. Det var nemlig El Primero kronografurværkerne, der i 1969 var de første af slagsen i verden.

Dengang brugte man fortsat manuelt optrukne urværker i kronografer.

Zenith Chronomaster Revival El Primero skal man finde brugt til cirka 40.000 kr. Et andet godt alternativ er Zenith El Primero reference 03.2040.400/26.C496. Det måler også 42 mm og kan købes brugt til cirka 35.000 kr. Zenith El Primero Original 1969 i 38 mm kan købes til cirka 38.000 kr.

Mellemklassealternativet: Union Glashütte Belisar Chronograph Moonphase

Billede: Union Glashütte.

Det rigtig fine mellemklassealternativ finder vi i Tyskland hos Union Glashütte, der ligesom Omega er en del af Swatch Group. Dette kronografur med månefase har nogle fine klassiske designdyder, og det måler ligesom Speedmaster Professional 42 mm.

Selvom det er lidt af et dressy ur, så får man rent faktisk 100 meter vandtæthed. I uret sidder et automatisk urværk, der byder på månefase, 12 timer kronograf, 30 minutter kronograf, 24 timer indikator og dato.

Prisen er cirka 27.000 kr. fra nyt.

Budgetalternativet: Rallygraf Alpine Cup Series

Vil man have 1960’er æstetikken, så er franske Yemas Rallygraf Alpine Cup Series et sjovt budgetalternativ til Omega Speedmaster. Man må dog leve uden 12 timer kronograftælleren, og man får et kvartsurværk. Men Rallygraf er et charmerede motorsportinspireret kronograf ur (Speedmaster var oprindeligt skabt til motorsport). Uret måler 39 mm og koster cirka 3.500. kr.

LÆS OGSÅ:

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!