Nyheder

Hamilton bevæger sig ind i computerspil: Lancerer to nye ure til Resident Evil

Hamilton har en lang tradition med film. Men i de senere år har det schweiziske urmærke også sat fokus på computerspil. Nu lancerer Hamilton to limiterede ure til det nye Resident Evil Reqium.

I september 2025 lancerede Hamilton et Khaki til computerspillet Call of Duty Black Ops 7. Det er ellers mest filmens verden, som Hamilton, der af mange betragtes som det urmærke, der har medvirket i flest film, har haft fokus på.

Det er dog ikke første gang, at Hamilton bevæger sin ind i computerspillets verden. Tidligere har man været en del af Far Cry 6 og Death Stranding 2.

Som urmærke har man gjort det til en specialitet at have ure med i film som Interstellar, Tenet og Rumrejsen 2001. Men Hamilton har også været med i Elvis-filmen Blue Hawaii og James Bond-filmen Live and let Die.

Men nu har Hamilton igen fokus på computerspil med to limiterede ure til spillet Resident Evil Requim.

Der lanceres et Khaki Field Chrono og et American Classic Pan Europ. Begge ure er limiteret til 2.000 eksemplarer.

Billede: Hamilton.

Resident Evil er et yderst populært computerspil, der blev lanceret i 1996. Det opnåede enorm succes på især Playstation. Nu er spilserien ved sit niende spil i serien, der også indeholder en lang række spinoffs. Til det niende spil i serien lancerer schweiziske Hamilton nu to sorte ure i serien Pan Europ og Khaki Chrono.

De to ure lanceres henholdsvis til karaktererene Grace Ashcroft (Pan Europ) og Leon S. Kennedy (Khaki Chrono).

Billede: Hamilton.
Billede: Hamilton.

Hamilton Pan Europ er et 1970’er inspireret ur med pudeformet urkasse. Det blev oprindeligt lanceret i 1971 – i 2011 genopstod uret som kronograf og i 2014 som tid og day-date.

I Resident Evil udgaven, der kommer i 2.000 eksemplarer, følges designsproget, der kendes fra Pan Europ. Men farverne er holdt dunkle og stealth. Uret har således en sort urkasse, der er pvd-behandlet med sort. Urskiven er også sort men med yderdelen, hvor man aflæser sekunder, minutter og timer holdt i guldfarve.

Også viserne og dag-dato komplikationen er holdt sort/guld.

Uret måler 42 mm i diameter, 11,9 mm i højden og jeg gætter på cirka 46-47 mm i længden.

Billede: Hamilton.
Billede: Hamilton.

Uret har safirglas på begge sider og holder 50 meter vandtæthed. I uret sidder et Hamilton kaliber H-30, der reelt er et Powermatic 80 automatisk urværk med 80 timers gangreserve. Uret kommer påmonteret en sort læderrem med en gylden streg i midten.

Uret er prissat til 1.175 euro svarende til cirka 8.800 kr.

Grace Ashcroft med Pan Europ på håndleddet. Billede: Hamilton.
Khaki Field Auto Chrono. Billede: Hamilton.

Til spillets anden hovedfigur, Leon S. Kennedy, har Hamilton designet en sort version af sit kronografur Khaki Field Chrono. Også denne model er limiteret til 2.000 eksemplarer.

Uret er holdt sort med sort pvd-behandling, en sort urskive med et ørnemotiv, sorte visere og en sort kanvasrem.

Billede: Hamilton.

Uret måler 42 mm i diameter og 14,5 mm i højden. Et bud på længden er 50-51 mm. Uret byder på dag-dato funktion, 30 minuttæller og seks timer tæller.

Billede: Hamilton.

Uret holder fine 100 meter vandtæthed og har safirglas på begge sider. I uret sidder et Hamilton kaliber H-21, der er et automatisk kronografurværk med 60 timers gangreserve.

Uret er prissat til 2.095 euro svarende til cirka 16.000 kr.

Se mere på Hamiltons hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!