Hamilton præsenterer to nye versioner af Khaki Field Murph
Hamilton tilføjer nu hvid urskive som en ny farve til kollektionen af Khaki Field Murph urene samt introducerer en stållænke til 38mm versionerne af det populære film ur.
Det nu schweiziske men tidligere amerikanske urmærke Hamilton er filmelskernes ure. Hvor et brand som Omega satser på sport og James Bond, så har Hamilton i årevis gjort sit indtog i film. Hamilton har rekorden i blandt alle urmærker i antallet af film, hvor et ur fra Hamilton har medvirket. Intet mindre end 450 film er det blevet til over en periode på intet mindre end 90 år. Hamilton debuterede på det store lærred i filmen Shanghai Express og siden har urene fra Hamilton medvirket i film som Interstellar, 2001: Rumrejsen og Oppenheimer.
I nyere tid er Khaki Field uret fra 2014-filmen Interstellar blevet lidt af en publikumsmagnet. Uret viser e side af Hamilton, hvor man kombinerer fieldur, pilotur og dress ur i et og samme ur. I første omgang blev Hamilton Khaki Field Murph lanceret i en bastant 42mm stor version. I 2022 lancere Hamilton så samme ur i en 38mm version – et ur, der af mange betragtes som langt bedre i dimensionerne end den første version.
Den største nyhed er, at Hamilton lancerer en version af Khaki Field Murph med en hvid urskive. Dertil kommer en opdateret sort version med lidt ændringer på urskiven og for første gang en stållænke. Begge de nye versioner måler 38mm, så der kommer ikke i første omgang en ny version af 42mm versionen. For at tage opdateringen af skiven først, så drejer det sig om et nyt design til tallene 1-12, der nu er hævet mere, så de får et mere tredimensionelt udseende.
Den hvide versions urskive er tekstureret med en form for subtilt asfalt udseende, og så er visere og tal i ældet Super-Luminova, der har en gulnet farve. For begge versioner gælder det, at katedralviserne er de samme som på tidligere versioner. Det sammen er urkassens design og behandling samt den overdimensionerede krone, der sender mindelser om piloture og ikke fieldure.
Den hvide version har referencenummeret H70405710 og den sorte version har referencenummeret H70405130. I uret sidder et automatisk H-10 urværk, der er Hamiltons version af Swatch Groups inhouse Powermatic 80 urværk med 80 timers gangreserve. Der er tale om Powermatic 80 versionen med 25 juveler. Uret er prissat til cirka 6.900 kr.