Hamilton introducerer tre nye Khaki Aviation Pilot Pioneer modeller
Hamilton føjer nu tre vintageinspirerede modeller til Khaki Aviation Pilot Pioneer kollektionen af piloture, der er inspireret af første verdenskrig. To nye farver og en model i bronze sendes i butikkerne.
Hamilton Watches historie er en af de helt tunge i urverdenen. I dag er Hamilton schweizisk og er en del af Swatch Group, men urmærket blev rent faktisk grundlagt i Lancaster, Pennsylvania, USA i 1892.
Oprindeligt producerede Hamilton lommeure med et særligt fokus på den boomende jernbane- og togindustri i USA.
Urene blev kendt for deres præcision, som anvendtes til at sikre, at togene kørte til tiden.
Sidenhen er Hamilton blevet mest berømt for sine militærure. Således introducerede Hamilton sit første armbåndsur i 1917 til brug under første verdenskrig. Under anden verdenskrig omlagde man produktionen udelukkende til at levere ure til den amerikanske hær.

Anno 2025 fejrer Hamilton sin rige historie med tre nye Khaki Aviation Pilot Pioneer modeller, der er inspireret af især første verdenskrigs piloture.
Hamilton lancerer to modeller i 38 mm størrelse i stål og en model i 43 mm i bronze.
- Reference H76265810 38 mm med rød/lilla lynette
- Reference H76255810 38 mm med grøn lynette
- Reference H76709510 43 mm i bronze

De to modeller i 38 mm måler ud over den kompakte diameter 11.4 mm i tykkelse. Hamilton oplyser ikke længden, men et bud på cirka 45 mm er nok ikke helt ved siden af.
De to nye Khaki Aviation Pilot Pioneer følger pilotur type A med timemarkørerne i tal på ydersiden af urskiven. Urkiven er holdt i en cremefarvet tekstureret behandling, mens viserne er klassiske piloturvisere, der er spidse.
Hamilton holder fint antallet af karakterer på urskivene nede, så designet får et rent udseende.

Kronen er forstørret i bedste piloturdesign, så man, hvis man var en pilot med tykke handsker på, kunne indstille tiden under flyvning.
Urene har safirglas på begge sider og schweizisk Super-Luminova lume i viserne og i minutmarkeringerne på lynetten.
Lynetten er farvet i enten mørkegrøn eller lilla/rød, og urene kommer påmonteret en farvematchet læderem.

Lynetteindlægget er skabt i mineralglas, så man får det både friske og lidt daterede urseende. Det er tilmed mere ridsesikkert end aluminium.
Uret holde flotte 100 meter vandtæthed, så selvom Khaki Aviation Pilot Pioneer er inspireret af 100 år gamle ure, så er det reelt et moderne sportsur.

I uret sidder et Hamilton kaliber H-10, der er Hamiltons version af Powermatic 80 urværket. Det byder på 80 timers gangreserve og 21.600 vibrationer i timen. Balancefjederen i dette Powematic 80 er den antimagnetiske Nivachron fjeder.


Listeprisen på de to 38 mm versioner af Khaki Aviation Pilot Pioneer er ifølge Hamiltons hjemmeside 8.495 kr.
Big bronze

Er man til mere fylde på håndleddet, så lancerer Hamilton også i Khaki Aviation Pilot Pioneer Mechanical en model i 43 mm i diameter.
Uret er konstrueret i bronze og måler 13 mm i højden.
Ligesom sine to 38 mm kolleger er der safirglas på begge sider, og bronzemodellen holder også solide 100 meter vandtæthed og kommer på en læderrem.

Lynetten på denne version er også skabt i mineralglas, men den er holdt i sort farve. Urskiven har et tekstureret udseende og viserne har Super-Luminova selvlysende materiale.
Men det er ikke kun størrelse og farvevalg, der adskiller bronzeversionen fra de to andre nye modeller.
I uret sidder nemlig et manuelt mekanisk urværk i form af et ETA 6498-1, der teknisk set er inhouse, da Swatch Group ejer både Hamilton og ETA.

Med dette urværk, der har 46 timers gangreserve, går Hamilton virkelig vintage, da urværket tikker med 18.800 vibrationer i timen. Det lugter af de gode gamle lommeurdage.
Hamiltons listepris for bronzeversionen er 13.095 kr. Det virker som en lidt høj pris, da hverken bronze eller urværk er voldsomt dyre.
Læs mere om urene på Hamiltons hjemmeside.
















