Nyheder

Glashütte Original tilføjer funky farver til Seventies kollektionen

Det tyske luksusurbrand Glashütte Original lancerer nu to meget farverige og stærkt limiterede ure i den 1970-inspirerede Seventies kollektion. Den store pengepung skal tages frem.

1970’erne var et årti med vilde farver, sjove former og efter manges mening dårlig smag. Det tyske urmærke Glashütte Original hylder dog det karrygule årti med to nye, farverige tilføjelser til Seventies Chronograph Panorama Date. Der er tale om to nye ure i det firkantede design med integreret lænke; orange og turkis. Begge ure er stærkt limiteret til blot 100 eksemplarer og er prissat til 131.700 kr.

Her ses det turkise reference 1-37-02-16-02-70. Billede: Glashütte Original.

Uret måler 40 mm i diameter og det samme i længden, da urkassen er firkantet og inspireret af formen på tv i 1970’erne. Det var længe før fjernsyn var brede – de var firkantede. Urkassen er lavet i 316L stål og i versionen med stållænke er lænken integreret i urkassen. Man får dog også en sort gummirem med, så man kan skifte rem.

“Vores designere fik inspiration fra årtiets optimistiske og glade perspektiv på livet, det har de oversat til denne turkise “swimmingpool”-version,” forklarer Glashütte Original.

Her ses den orange version på gummirem. Reference 1-37-02-17-02-63. Billede: Glashütte Original.

Uret er en kronograf og tikker ved hjælp af inhouse-værket caliber 37-02, der er et automatisk værk med en gangreserve på 70 timer, når det er fuldt optrukket. Værket tikker med 28.800 vibrationer i timen og byder på en række funktioner: mini sekundviser ved klokken ni, den for urmærket berømte panorama date, der er forstørret datokomplikation over klokken seks, den meget unikke timetæller under klokken 12, 30 minut-tæller og gangreserveviser. Funktionerne anvendes ved hjælp af kronen og de to rektangulære trykknapper på siden af uret.

Her ses det smukke Glashütte Original caliber 37-02 værk med den smukke behandling, hvoraf en del er forarbejdet ved håndkraft. Billede: Glashütte Original.

Listeprisen er cirka 29.000 kr. højere for disse to nye stærkt limiterede ure, da listeprisen for de ulimiterede Seventies Chronograph er angivet til 116.800 kr.

Billede: Glashütte Original.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!