
Girard Perregaux og Ulysse Nardin i fyringsrunde: Luksusure i afmatning
Sowind, der ejer de schweiziske luksusurmærker Girard Perregaux og Ulysse Nardin fyrer et større antal medarbejdere for at spare omkostninger. En afmatning i efterspørgslen efter luksusvarer er årsagen.
Der bliver nu færre hænder til at producere luksusure for Girard Perregaux og Ulysse Nardin. Sowind, der sammen med Kering ejer de to schweiziske luksusurmærker afskediger nu intet mindre end ni procent af sine medarbejdere.
I alt mister 26 ud af 300 ansatte deres job. Det skriver det schweiziske handelsmedie Bilanz.ch.
Det er anden gang på blot fem år, hvor Sowind afskediger medarbejdere. På af efterdønninger pandemien afskedigede man cirka 100 medarbejdere i 2020.

Girard Perregaux har det eftersigende svært efter urmærket valgte at øge sine priser betragteligt i 2021 og 2022 i håbet om at kapitalisere på den enorme efterspørgsel efter luksusure. Timingen var dog elendig, da markedet påbegyndte en afmatning.
En prisanalyse her på Time & Crown afslørede fornylig, at der er enorme prisforskelle på nye og brugte ure fra Girard Perregaux. Det gør det svært for urmærket at sælge nye ure, da man står til at miste massiv værdi som køber. Mange kan derfor ty til at købe f.eks. Lauerato modellen på det sekundære marked.

Sowind oplyser, at afskedigelserne ikke er relateret til den amerikanske straftold på 39 procent målrettet schweiziske varer til USA. Denne straftold er sidenhen lempet til 15 procent, men i september og oktober blødte eksporten af schweiziske ure til USA med op mod 50 procent.
“Dette er en justering af koncernens organisation. I lyset af afmatningen i visse luksussegmenter tilpasser Sowind Group sin organisation,” oplyser en talskvinde fra Sowind i en pressemeddelelse, det skriver lokalmediet Arcinfo.

Sowind købte i 2011 og 2014 Girard Perregaux og Ulysse Nardin. Den store luksusgruppe Kering ejer 23 procent af Sowind Group.
Girard-Perregaux blev grundlagt i 1791 og har base i La Chaux-de-Fonds, mens Ulysse Nardin, der blev etableret i 1946, har base i Le Locle.






