Champagne, parfume, vin, modetøj og så også ure. Der er godt gang i salget i første kvartal af 2023 for luksusvirksomheden LVMH, der har offentliggjort sit kvartalsregnskab. Selskabet står bag en række kendte urmærker som TAG Heuer, Zenith, Hublot, Bulgari og Gerald Genta. I første kvartal er den samlede omsætning vokset med 17 procent i forhold til første kvartal 2022.
Ursalget er i hastig vækst
Ser man bort fra de mange luksusprodukter fra brands som Moët & Chandon, Belvedere, Birkenstock, Louis Vuitton, Dior og Marc Jacobs, som LVMH ejer, så er der flot vækst i urdivisionen, der er vokset med 11 procent i forhold til sidste års første kvartal.
LVMH urmager maisons holder fast i en fremragende vækst og har introduceret mange nye produkter på Watches & Wonders messen, hvilket inkluderer nye innovationer fra TAG Heuer, Zenith og Hublot.
Pressemeddelelse fra LVMH.
En af innovationerne fra TAG Heuer er deres nye “Solargraph” dykkerur, der er solenergidrevet. Selve urskiven er et lille solpanel, der oplader batteriet via stærkt lys som solen og kraftigt kunstigt lys. En teknologi, som blandt andet Citizen og Seiko i årevis har benyttet. TAG Heuer introducerede blandt andet også en ny skeleton version af Monza kronografen i karbon med inhouse kronografværket Heuer 02.
The Wallstreet Journal skrev fornylig, at den blot 28-årige CEO for TAG Heuer Frédéric Arnault har stor succes med at vækste brandet, som snart er et milliardforetagende i dollar.