Nyheder

Frederique Constant hylder de romantiske italienske Riva både med to nye Classics Runabout Automatic GMT

Frederique Constant har hang til det romantiske og det klassiske. Det viser det schweiziske urmærke ved at lancere to nye limiterede GMT-ure kaldet Classics Runabout automatic GMT i samarbejde med Riva Historical Society.

Frederique Constant og Riva Historical Society har arbejdet sammen siden 2009, og parterne indgik et formelt samarbejde i 2013. Det har over årene kastet en række ur-modeller af sig, der er skabt for at hylde og støtte Riva bådenes historie og arv.

Rivabåde er de klassiske italienske træbåde, som man ser i blandt andet Venedig. Denne bådtype spillede også en fremtrædende rolle i flere James Bond film startende med Roger Moore James Bond perioden.

De to nye Frederique Constant Classics Runabout Automatic GMT er, som navnet antyder, inspireret af Runabout typerne af Rivabådene.

Der lanceres to varianter – blå og brun – der hver især lanceres i 888 eksemplarer.

Den blå variant. Billede: Frederique Constant.
Den brune variant. Billede: Frederique Constant.

Urene er klassiske i deres design og har GMT-funktion. De måler 42 mm x 12,85 mm x 48 mm. Urene har safirglas på begge sider, de er konstrueret i 316L stål, og de holder 50 meter vandtæthed.

Den blå variant kommer i en flot mørkeblå farve med sorte nuancer, denne model kommer påmonteret en sort gummirem. Den brune variant kommer påmonteret en brun læderrem.

Billede: Frederique Constant.
Billede: Frederique Constant.

Det er en særlig fin detalje, at den centrale del af urskiven har et lodret plankemønster, der sender tankerne hen på de planker, som Rivabådene er bygget med.

Klokken seks finder man datoen, og GMT-funktionen har Frederique Constant placeret centralt på urskiven, hvor man via en mindre viser kan indstille tidszone nummer to.

Det er også en sjov detalje, at “3” og “6” men ikke “12” på urskiven er vendt på siden. Det giver anderledes udtryk.

Billede: Frederique Constant.
Billede: Frederique Constant.

Det giver mening, at uret ikke er alt for småt, da det skal kunne aflæses nemt, mens man med charmeklud og halsen og kaptajnshat navigerer sin vintage Rivabåd i Venedigs kanaler. Men jeg finder det ærgerligt, at Frederique Constant har lavet et så elegant udseende ur så stort. 40 mm havde været mere passende.

Billede: Frederique Constant.
Billede: Frederique Constant.
Billede: Frederique Constant.

I uret sidder et automatisk schweizisk kaliber FC-350, der er et ombygget Sellita SW-200 med et inhouse Frederique Constant GMT-modul. Man får derfor desværre blot 38 timers gangreserve.

Prisen er sat til 17.300 kr.

Se mere på Frederique Constants hjemmeside.

Back to top button

Adblock Detected

Hej. Time & Crown er gratis, men vi vil gerne tjene lidt på annoncer, så slå gerne Ad Blocker fra. Tak!