
Et af verdens ældste urmærker Favre Leuba genopliver den 60 år gamle Harpoon model
Favre Leuba fra 1737 genopliver nu sit 1960’er ikon Harpoon, der blev kendt som et robust hverdagsur. Det nye Harpoon holder fast i det kendte design på sin 60-års fødselsdag. Den nye trio er dog opdateret med nyt urværk, der har lang gangreserve.
Det er kun Blancpain, der blev registeret i 1735, som er et ældre urmærke end Favre Leuba. Det var nemlig blot to år efter Blancpains fødsels, at Favre Leuba i 1737 blev registreret som urmager i Le Locle i Schweiz.
I 1760’erne arbejdede grundlæggeren Abraham Favre blandt andre sammen med Abraham-Louis Breguet om udvikling af nye og innovative ure.
Favre Leuba havde sin storhedstid i nyere historie i 1960’erne, hvor urmærket især blev kendt for at skabe hårdføre og innovative ure til dykkere, bjergbestigere og opdagelsesrejsende. For eksempel var Bivouac fra 1964 verdens første mekaniske armbåndsur med aneroidbarometer og højdemåler. Det blev brugt af blandt andre bjergbestigere og ekspeditioner.

Bathy fra 1968 var rt mekanisk dykkerur med integreret dybdemåler, som kunne vise dybden under vand. Dette var også en unik innovation fra Favre Leuba.
Hverdagsure var også begyndt at bevæge sig i en retning mod mere robusthed i 1960’erne, og derfor fik Favre Leuba fin succes med modellen Harpoon fra 1966. På 60-året for sin introduktion bliver Harpoon nu genoplivet i tre nye modeller.

Favre Leuba har en broget historie, og urmærket døde i 1980’erne i kølvandet på den store invasion af japanske kvartsure i slutningen af 1960’erne. Så man kan ikke tilskrive Favre Leuba en fuldstændig uafbrudt historie siden 1737. I 2024 blev Favre-Leuba relanceret med blandt andet Chief, Deep Raider og Sea Sky
Nu er turen så kommet til Harpoon, der kommer i tre varianter; sort, blå og grå.
Urene holder fast i sit vintage inspiration, og det tjener til Favre Leubas store ros, at man holder uret nede på en diameter på 36,8 mm. Dermed får man virkelig retrofølelsen fremfor, hvis schweizerne havde ladet sig lokke af muligheden for at gøre dette historiske ur større.
Uret er blot 10 mm i højden og 43,5 mm i længden.


Med et navn som Harpoon kunne man forvente sig lidt af et dykkerur, men Harpoon var egentlig i sin tid tænkt som et mere robust hverdagsur end mange af de ikke-sports-ure, der var på markedet dengang. Så man får acceptable 50 meter vandtæthed, og Harpoon må på sin 60-års fødselsdag kategoriseres som et sporty dressur eller hverdagsur.


Alle tre modeller har en fin sunburst urskive, batonformede visere og de karakteristiske timemarkeringer ved kl. 12, 6 og 9, der er placeret vandret i stedet for at pege ind mod centrum. Klokken tre finder man datoen i en fin størrelse og med en dyb udskæring i urskiven.
Urene er konstrueret i 316L stål. Urkassen har både polerede og børstede overflader med mest fokus på polering, som det ses på lynetten.


Desværre synes jeg, at Favre Leuba har været for vægelsindede med hensyn til lumen. Der er således kun lume i viserne. Jeg foretrækker enten nul lume eller lume i visere og timemarkeringer. Lume i viserne er en halvhjertet løsning.
Alle tre farver kommer påmonteret en enten sort eller brun læderrem, der har skiftesystem, så man nemt kan tage remmen af og sætte en anden på.


I urene sidder et Favre Leuba kaliber FLD034 urværk, der bygger på det schweiziske La Joux-Perret G100. Så man får meget solide 68 timers gangreserve og 28.800 vibrationer i timen. Urværket gemmer sig inde bag en lukket bagkasse med indgravering.


Prisen på urene er sat til 2.100 euro svarende til cirka 15.600 kr.
Du kan se mere på Favre Leubas hjemmeside.







